5. december 2011, 15.51 Opdateret d. 5. december 2011, 15.51
Til en artikel i Woman har vi brug for DIN mening; Har du nogensinde svært ved at sige nej til en kæreste, selvom det, han har brug for, er mere end du kan give? Er du endt med at gå så meget på kompromis med dig selv, at du fortrød, at du ikke sagde fra? Hjælp os og de andre læsere til at forstå, hvordan man kan komme til at give mere af sig selv, end man egentlig har lyst til, og hvorfor det kan være svært at undgå at blive udnyttet. Uddragene fra denne debat kan blive trykt i magasinet. Venlig hilsen Karna, journalist på Woman
Jeg gjorde det hele tiden med min kæreste gennem 2 år. Jeg er rigtigt udadvendt og prioriterede altid mine veninder og min familie før ham. Sådan var han bare ikke. Så jeg gik mere og mere på kompromis med min tid, hvilket resulterede i, at jeg så mine veninder og familie meget lidt. Men hvis jeg fordelte min tid ligeligt, blev han ked af det og sur. Og jeg elskede ham. Så jeg følte, at jeg var nødt til det. Det ser jeg nu, at det skal man aldrig. Men hvem kunne vide det..
Jeg tror jeg altid har ladet manden tage styring og ikke taget hensyn til mine egen behov. Men det værste jeg nok har accepteret, som har resultetet i lav selvværd, er utroskab. Jeg har altid sagt, at jeg ikke kan tilgive utroskab, men det har jo alligevel valgt at gøre. Det nager stadig i mig og jeg føler at jeg har mistet en del af mig selv; min selvrespekt! Men om jeg har accepteret det af frygt for at være alene eller fordi min kærlighed til min kæreste er stor nok til at klare utroskab, går jeg stadig og tumler med. Men min grænse er i den grad overskredet og det gør ondt i maven og hjertet
Vi var sammen i 2 år. I begyndelsen så vi hinanden hver dag, indtil vi flyttede sammen. De første 2 måneder hvor vi boede sammen var perfekte, indtil han begyndte at være ligeglad med alt. Hvis han bad mig handle ind, så gjorde jeg det, han bad mig vaske tøj og jeg gjorde det, han bad mig om at holde kæft og det gjorde jeg også. Jeg gjorde alt hvad han bad mig om og mere til. Efter noget tid havde vi slet ikke sex længere. i over 1 år havde vi ikke sex, men dagen før vi slog op havde vi, og det var så forfærdeligt at jeg græd. Jeg endte med at blive indlagt på hospitalet i et par uger pga. Stress. Han havde kørt mig helt ned. Vi boede i en ret dyr lejlighed, og jeg var studerende, og han havde intet job fordi han var for doven. Så jeg måtte i skole, og på arbejde til klokken 20.00 hver dag for at tjene til husleje og mad. Det kunne kun lige knap række, og han forstod ikke at jeg var frustreret over at han bare sad derhjemme og spillede computer spil. I dag er jeg single, og jeg vil stadig gøre alt for min drømmemand. Inden for en vis grænse. Jeg kom ud af min komfort zone, og det var ikke rart.
iforhold til min nuværende kæreste har jeg ikke overskredet mine grænser føler jeg ikke. men i forhold til nogle af de flirts jeg har haft som jeg håbede udviklede sig til et forhold har jeg ofte overskredet mine grænser og bagefter følt mig udnyttet. Jeg havde tid hvis han ringede, selvom det var midt om natten og jeg skulle tidligt op på uddannelse, hvis jeg troede han forventede sex, gav jeg ham det, i håb om at holde på ham. Det er først bagefter jeg kan se det hang sådan sammen. Jeg savnede en form for omsorg og tryghed og det følte jeg at jeg fik i det stykke tid vi havde sex og specielt i det bagefter hvor vi lå og puttede og snakkede, så troede jeg at han var interesseret i mig som person og ikke kun som sex. Jeg og de veninder jeg snakkede med om nogle at mine flirts havde en tendens til at se alt det gode mændende gjorde, fordi vi troede ikke at de kunne finde på at spise med os, se film en halv aften, snakke 3 timer i tlfen osv. hvis det kun var for sex. men det var flere villige til fik jeg bekræfte bagefter. så jeg har fælt mig udnyttet og gået over mine egne grænser, som jeg desværre først lagde mærke til da jeg fik lidt afstand fra det hele. Jeg kender flere som er gået for meget på kompromi med sig selv, da de "tror" de elsker fyren, og han har jo ret, men at de finder ud af at det var trygheden og den kærliged han gav engang imellem de higede efter og derfor blev de, selvom de før havde sagt at ingen mand skulle bestemme over deres liv!!
Vi var sammen i 2 år. I begyndelsen så vi hinanden hver dag, indtil vi flyttede sammen. De første 2 måneder hvor vi boede sammen var perfekte, indtil han begyndte at være ligeglad med alt. Hvis han bad mig handle ind, så gjorde jeg det, han bad mig vaske tøj og jeg gjorde det, han bad mig om at holde kæft og det gjorde jeg også. Jeg gjorde alt hvad han bad mig om og mere til. Efter noget tid havde vi slet ikke sex længere. i over 1 år havde vi ikke sex, men dagen før vi slog op havde vi, og det var så forfærdeligt at jeg græd. Jeg endte med at blive indlagt på hospitalet i et par uger pga. Stress. Han havde kørt mig helt ned. Vi boede i en ret dyr lejlighed, og jeg var studerende, og han havde intet job fordi han var for doven. Så jeg måtte i skole, og på arbejde til klokken 20.00 hver dag for at tjene til husleje og mad. Det kunne kun lige knap række, og han forstod ikke at jeg var frustreret over at han bare sad derhjemme og spillede computer spil. I dag er jeg single, og jeg vil stadig gøre alt for min drømmemand. Inden for en vis grænse. Jeg kom ud af min komfort zone, og det var ikke rart.
hold dog op, det lyder virkelig forfærdeligt! Du skriver du vil gøre alt for at finde drømmen manden. Jeg tænker, det er jo netop det du skal passe på med. Du skal finde en som vil dig ligeså meget som du vil ham, en som hjælper ligeså meget til derhjemme som du gør! Du har fortjent en GOD mand!! håber det går dig godt nu kram herfra
Til en artikel i Woman har vi brug for DIN mening; Har du nogensinde svært ved at sige nej til en kæreste, selvom det, han har brug for, er mere end du kan give?
Er du endt med at gå så meget på kompromis med dig selv, at du fortrød, at du ikke sagde fra? Hjælp os og de andre læsere til at forstå, hvordan man kan komme til at give mere af sig selv, end man egentlig har lyst til, og hvorfor det kan være svært at undgå at blive udnyttet.
Uddragene fra denne debat kan blive trykt i magasinet.
Venlig hilsen Karna, journalist på Woman
Jeg gjorde det hele tiden med min kæreste gennem 2 år. Jeg er rigtigt udadvendt og prioriterede altid mine veninder og min familie før ham. Sådan var han bare ikke. Så jeg gik mere og mere på kompromis med min tid, hvilket resulterede i, at jeg så mine veninder og familie meget lidt. Men hvis jeg fordelte min tid ligeligt, blev han ked af det og sur. Og jeg elskede ham. Så jeg følte, at jeg var nødt til det. Det ser jeg nu, at det skal man aldrig. Men hvem kunne vide det..
Ja, jeg har overskredet nogle er mine grænser, og jeg fortryder det den dag i dag.
Jeg tror jeg altid har ladet manden tage styring og ikke taget hensyn til mine egen behov. Men det værste jeg nok har accepteret, som har resultetet i lav selvværd, er utroskab. Jeg har altid sagt, at jeg ikke kan tilgive utroskab, men det har jo alligevel valgt at gøre. Det nager stadig i mig og jeg føler at jeg har mistet en del af mig selv; min selvrespekt! Men om jeg har accepteret det af frygt for at være alene eller fordi min kærlighed til min kæreste er stor nok til at klare utroskab, går jeg stadig og tumler med. Men min grænse er i den grad overskredet og det gør ondt i maven og hjertet
Vi var sammen i 2 år. I begyndelsen så vi hinanden hver dag, indtil vi flyttede sammen. De første 2 måneder hvor vi boede sammen var perfekte, indtil han begyndte at være ligeglad med alt. Hvis han bad mig handle ind, så gjorde jeg det, han bad mig vaske tøj og jeg gjorde det, han bad mig om at holde kæft og det gjorde jeg også. Jeg gjorde alt hvad han bad mig om og mere til. Efter noget tid havde vi slet ikke sex længere. i over 1 år havde vi ikke sex, men dagen før vi slog op havde vi, og det var så forfærdeligt at jeg græd. Jeg endte med at blive indlagt på hospitalet i et par uger pga. Stress. Han havde kørt mig helt ned. Vi boede i en ret dyr lejlighed, og jeg var studerende, og han havde intet job fordi han var for doven. Så jeg måtte i skole, og på arbejde til klokken 20.00 hver dag for at tjene til husleje og mad. Det kunne kun lige knap række, og han forstod ikke at jeg var frustreret over at han bare sad derhjemme og spillede computer spil. I dag er jeg single, og jeg vil stadig gøre alt for min drømmemand. Inden for en vis grænse. Jeg kom ud af min komfort zone, og det var ikke rart.
iforhold til min nuværende kæreste har jeg ikke overskredet mine grænser føler jeg ikke. men i forhold til nogle af de flirts jeg har haft som jeg håbede udviklede sig til et forhold har jeg ofte overskredet mine grænser og bagefter følt mig udnyttet. Jeg havde tid hvis han ringede, selvom det var midt om natten og jeg skulle tidligt op på uddannelse, hvis jeg troede han forventede sex, gav jeg ham det, i håb om at holde på ham. Det er først bagefter jeg kan se det hang sådan sammen. Jeg savnede en form for omsorg og tryghed og det følte jeg at jeg fik i det stykke tid vi havde sex og specielt i det bagefter hvor vi lå og puttede og snakkede, så troede jeg at han var interesseret i mig som person og ikke kun som sex. Jeg og de veninder jeg snakkede med om nogle at mine flirts havde en tendens til at se alt det gode mændende gjorde, fordi vi troede ikke at de kunne finde på at spise med os, se film en halv aften, snakke 3 timer i tlfen osv. hvis det kun var for sex. men det var flere villige til fik jeg bekræfte bagefter. så jeg har fælt mig udnyttet og gået over mine egne grænser, som jeg desværre først lagde mærke til da jeg fik lidt afstand fra det hele. Jeg kender flere som er gået for meget på kompromi med sig selv, da de "tror" de elsker fyren, og han har jo ret, men at de finder ud af at det var trygheden og den kærliged han gav engang imellem de higede efter og derfor blev de, selvom de før havde sagt at ingen mand skulle bestemme over deres liv!!
hold dog op, det lyder virkelig forfærdeligt! Du skriver du vil gøre alt for at finde drømmen manden. Jeg tænker, det er jo netop det du skal passe på med. Du skal finde en som vil dig ligeså meget som du vil ham, en som hjælper ligeså meget til derhjemme som du gør! Du har fortjent en GOD mand!! håber det går dig godt nu
kram herfra 