Kvinde plejer sin syge kæreste
© iStock

10 søde ting, du kan gøre for at pleje en syg kæreste

Punkt 3 skal nok give dig titlen som årets kæreste!

21. januar 2018 af Helene Hyldgaard-Jensen

Der er ikke noget bedre end at få pleje og omsorg af kæresten, når du selv er syg. En kold klud på panden, hjemmelavet suppe eller hvis han laver dig din yndlingste.

Derfor er vi kommet frem til 10 søde (og måske lidt frække) ting, som du kan gøre for at pleje ham, hvis det er ham, som er blevet ramt af sygdommen.

1. Lav hans yndlingssuppe

Hvis han har fået ondt i halsen, er der ikke noget bedre end dejlig varm suppe – især når du har lavet den med kærlighed. 

2. Varm te med honning og ingefær

Måske ville han hellere foretrække en bajer end et fesent glas vand med smag, men te smager faktisk supergodt. Hvis han er lidt skeptisk, så lav først en kop til dig selv, og vis ham hvad han går glip af. Den her te gør altså underværker! 

3. Brug radiatoren

Hvis han er syg og kold, er det skønt at varme dynen på radiatoren. Smæk også ekstra sokker og hyggeoutfittet på radiatoren i 15 minutter, så han virkelig bliver forkælet og varmet – men husk, at tøj måske slet ikke er nødvendigt under sådan en varm dyne for to... 

4. Se en ny serie på Netflix

Når du er syg, hjælper det selvfølgelig at se noget godt i fjerneren. Forkæl kæresten med hans yndlingsserie på Netflix eller en god film. Hvis humøret skal peppes lidt op, kan I se disse romantiske film, og hvis I vil starte på en ny, god serie, kan vi anbefale disse Netflixserier.

5. Hjælp til, hvor du kan

Har han lovet at lufte naboens hund eller står der en opvask, som skriger? Så kan det være en sød hjælp at klare nogle af pligterne for ham, hvis han er for syg til selv at tage sig af det. Når du er syg på et tidspunkt, er det selvfølgelig hans tur til at give tilbage! 

6. Giv ham (fræk) massage

Hvis hovedpinen trykker hos ham, eller han føler sig øm, så vil han da elske en omgang hovedbunds- eller fodmassage. Massage hjælper dig nærmest altid med at slappe af, så mon ikke det vil hjælpe lidt på sygdommen? I hvert fald er der altid ét sted, han sikkert gerne vil røres lidt ved. 

7. Bagning

Hvem elsker ikke lune, hjemmebagte boller? Bare duften kan nærmest virke opfriskende! Bag ham et lækkert franskbrød, nogle gode boller eller eventuelt en cremet chokoladekage. Bag faktisk bare chokoladekagen uanset hvad. Du skal jo også have noget at hygge dig med!

8. Hjælpemidler

Måske er han blevet syg uden at være forberedt på det. Der kommer du ind i billedet og kan sørge for at købe halspastiller, hovedpinepiller, næsespray og måske lidt til den søde tand – hvem bliver ikke altid glad for det? 

9. Varmepuden

Det er nok mest os kvinder, som er venner med varmepuden, men derfor skal vores syge kæreste da også have fornøjelsen af den. Han synes sikkert, at du er fjollet, men kog du bare noget vand, og gør den klar til ham – tro os, han vil takke dig senere!

10. Andre tanker

Nogle gange kan det hjælpe at komme på andre tanker. Det kan du hjælpe med, hvis du sørger for at snakke om nogle gode oplevelser, som venter – eller bringe jeres gode minder op. Det kan lede hans tanker væk fra den irriterende sygdom. Hvis han ikke orker at snakke, kan du heldigvis aflede hans tanker på nogle andre måder...

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?