Trist kvinde drikker kaffe
© iStock

5 råd til dig, der er vild med ham ... der er vild med din veninde

Situationen er på alle måder kompliceret, så hvordan håndterer du det bedst?

14. maj 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Måske har du prøvet det – at have et crush på en mand, som desværre ikke er vild med dig, men i stedet har et godt øje til din veninde. Det gør ondt, og situationen er på alle måder kompliceret.

Dine følelser er et stort kaos, og det bliver måske også svært for dig at bevare et godt forhold til din veninde. Så hvad skal du gøre for at håndtere situationen bedst?

Det har vi spurgt Womans sexolog Theresa Johanne Kirkby om. Hun påpeger, at det er meget individuelt, hvilke følelser der dukker op, men hun kommer alligevel med en række gode råd, som forhåbentlig kan hjælpe dig videre.

1. Tal med din veninde

Hvis det er et venskab, som du gerne vil bevare, bør du tale med din veninde om, hvordan du har det – også selvom det naturligvis er en meget sårbar situation. Hvis du ikke italesætter dine følelser, ligger de og bobler indeni dig og bliver større og større, og jo længere tid du går alene med det, desto mere vil det påvirke dig.

Sig eksempelvis, at du kan mærke, at du er ked af, at han er vild med hende, fordi du har følelser for ham, eller at det er svært at se dem sammen. Det er vigtigt, at du lægger vægt på, at du godt ved, at det ikke er din venindes skyld, men at du har brug for at sige det højt.

2. Kig indad

Du er måske sur eller jaloux på din veninde, fordi ham, du er vild med, bedre kan lide hende. Jalousi kan hurtigt føre dårlig stemning, spydighed og negative kommentarer med sig, men i stedet for at lægge skylden over på din veninde, bør du kigge indad.

Hvorfor bliver du så ked af det? Hvilke følelser skaber han hos dig? Når du har fokus på dig selv og dine egne følelser, kan du også bedre finde ud af, hvordan du skal håndtere situationen.

3. Beslut dig for, om du vil sige det til ham

Måske føler du et behov for at fortælle manden, at du har følelser for ham. Det er meget individuelt, hvorvidt det er en god idé eller ej, men det kan i hvert fald være med til at forvirre dig unødigt, hvis du holder dine følelser for dig selv, fordi tankerne om ham kører rundt i hovedet på dig.

Hvis du vælger at tale med manden, er det vigtigt, at du gør det for din egen skyld. Lad være med at forvente, at du får en kærlighedserklæring eller noget andet igen. Det positive kan være, at dine følelser ofte vil lægge sig lidt og blive nemmere at håndtere, når du har sagt det højt.

4. Arbejd med dig selv

Det er vigtigt, at du husker, at du ikke kan gøre for, at du føler, som du gør. Lad være med at slå dig selv i hovedet over, at du er vild med en, som ikke er vild med dig, men accepter, at følelserne er opstået.

Når det er sagt, kan du godt forsøge at overbevise dig selv om, at det er tid til at give slip på dine forelskelse. Hjernen er stærk, og du kan sige til dig selv, at det er tid til at komme videre. Det betyder nødvendigvis ikke, at du følelsesmæssigt kan give slip fra det ene øjeblik til det andet, men du hjælper dig selv ved aktivt at tage et valg om, at dine følelser ikke skal styre dig.

5. Lad være med at fodre følelserne

Når du har besluttet dig for at give slip på din forelskelse, er det vigtigt, at du ikke fodrer dine følelser. Lad være med at gøre dem større, end de er, men sig til dig selv, at det er okay, at de er der – også selvom det ikke er særlig behageligt.

Det er vigtigt, at du ikke bliver irriteret på dig selv eller slår dig selv i hovedet, for det kommer du ikke videre af. Det tager tid at komme dig ovenpå en forelskelse, og måske lykkes det først, når du møder en ny mand. Accepter det som et vilkår i stedet for at blive irriteret. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?