Kærestepar
© iStock

8 ting, du skal overveje, INDEN du slår op med din kæreste

Er der en måde at løse problemet på?

30. januar 2017 af Amalie Caroline Møller Bonde og Rie Louise Kirkebjerg

Er forholdet ikke, som det var i starten? Og har I flere dage, hvor I skændes, end dage hvor I oplever ting og hygger jer sammen (på den ene eller anden måde)?

Det er vigtigt at understrege, at jeres sms’er helt naturligt kan ændre sig, når I flytter sammen, og at der er stor forskel på at have en travl periode, hvor I måske ikke får kysset godnat, og at have perioder, hvor du mærker, at du begynder at miste dine følelser og måske også den fysiske tiltrækning.

Psykoterapeut Pia Torp har speciale i parterapi og selvudvikling. Her hjælper hun dig med 8 vigtige spørgsmål, som du bør stille dig selv, inden du tager valget om at slå op med din kæreste. 

1. Hvad er grunden til, at du vil slå op med ham?

Det at gå fra hinanden er en stor og svær beslutning. Ifølge Pia Torp er det altid en god idé at skrive sine tanker ned og lave en for-og-imod-liste. 

“På denne måde kan du blive tilskuer til dine egne tanker og kan se på dem fra afstand. Samtidig er en liste med til at danne et overblik over tankerne, og det giver ro.”

Hun fortæller også, at vores beslutninger kommer meget an på, hvordan vi ellers fungerer i livet.

“Nogle skal handle for at mærke, at der sker noget. Andre tøver, fordi de helst vil have, at andre tager beslutningen for dem.”

2. Er der en måde at løse problemet på?

Hvis du langsomt har mistet følelserne for ham, og hvis du ser ham mere som en ven, kan du overveje, om der er en måde, du kan få følelserne tilbage igen og blive nyforelsket

Pia Torp fortæller, at du og din kæreste skal tale om de øjeblikke, situationer og oplevelser, I har sammen på et dybere plan. Nogle gange er følelserne nemlig blot gemt væk eller lukket ned på grund af konflikter, travlhed eller stress. 

Hvis der på ingen måde er nogle følelser tilbage, skal du overveje, om du fortsat vil være sammen med din kæreste, siger Pia Torp.

Hvis du eller din kæreste har været utro

Hvis forholdet skal fungere, efter der har været utroskab indblandet, handler det meget om, hvordan vi har det med os selv, og hvilken forestilling vi har om parforholdet, fortæller Pia Torp.

“Parterne må enes om at tale sammen, og den utro part må forstå, hvad gerningen betyder for den svigtede. Den svigtede skal have trygheden tilbage, og når der er ro i nervesystemet, kan det være en god ting at tale sammen om det, der skete, og hvad der eventuelt var årsagen til, at det skete.”

En parterapeut kan her være en fordel at bruge, da utrosskab i et forhold, der ikke har været velfungerende i lang tid, faktisk kan vise sig at være en gave med ny energi, begær og lyst. Årsagen og erkendelserne kan bringe nyt liv til forholdet, og ifølge Pia Torp, er det vigtigt, at du og din kæreste tør se på oplevelsen i et nyt perspektiv.

3. Hvordan vil det være, hvis du vælger at slå op med ham?

“Det er normalt, at du ser ting klarere, når du får luft og tid til at mærke dig selv,” fortæller Pia Torp. 

Du skal være indstillet på, at du både kan blive vred på dig selv over, at du ikke tog beslutningen noget før, eller at du kan føle stor sorg over dit tab, selvom du ved, at der ikke var andre muligheder. Det er helt normalt, da din kæreste jo trods alt har været et menneske, du har investeret følelser og håb i.

4. Vil du fortryde beslutningen?

Lad os forestille os, at du tager beslutningen om at gøre det forbi. Hvordan vil du have det bagefter? Vil du være hende, der ringer til ham hver eneste gang, du er fuld, og dagligt stalker ham på Facebook for at finde ud af, om han bliver venner med andre kvinder? 

Hvis du fortryder dit valg, kan du invitere ham over til en snak, sende en mail eller fortælle ham, at du har fortrudt, siger Pia Torp. Du kan håbe på, at han vil høre på dig, og hvis der ikke er noget at gøre, skal du erkende, at det tager tid at komme igennem sorgen og omstillingen. 

5. Hvordan skal du slå op?

HVIS du vælger at slå op, kommer det næste store spørgsmål: Hvordan skal du gøre det? Og lad os bare være ærlige – jo længere tid I har været sammen, desto sværere bliver det nok.

“Hvordan du skal slå op med din kæreste afhænger meget af, hvad I er vant til at gøre,” fortæller Pia Torp, som dog er tilhænger af, at et breakup gøres i nærhed, dybde og ro, fordi I i dette rum kan være sammen om de svære følelser.

Når du skal fortælle ham, at du ikke længere vil være i et forhold med ham, skal du gøre det i jeg-person. På denne måde føler han sig nemlig ikke ramt.

Du kan eksempelvis sige:

  • “Jeg føler mig ...”
  • “... fordi jeg har tænkt”
  • “Derfor er jeg nået dertil i min beslutning, at ...”
  • “At jeg må tage den rejse alene ...”

Når du taler til ham med "jeg" i stedet for "du", er det nemmere for ham at blive i kontakten, fortæller Pia Torp. Tal ud fra dine egne følelser i stedet for at pege fingre.

Måske er du ikke den eneste, som synes, at det ikke går supergodt i forholdet, men du skal også være forberedt på, at det kan være, at det kommer som et chok for ham.

Hjerter på en snor
© iStock

6. Er der mest godt eller skidt?

Et forhold bør aldrig være som en pointtavle, hvor du hele tiden fører regnskab med, hvem der gør hvad, og hvor mange gode ting der er i forhold til de dårlige. Men derfor er det alligevel en god idé at mærke efter: Gør mit forhold mig primært glad eller primært ked af det? 

7. Hvad vil du savne?

Har I været sammen længe, er I højst sandsynligt blevet en del af hinandens familier, og I har måske etableret en fælles vennegruppe. Hvordan vil det være at skulle undvære dem? Det er også noget, der er værd at overveje.

Husk, at du ikke skal blive sammen med en mand alene på grund af minderne eller din søde svigermor. Og selvom det er hårdt at tage afsked med både kæresten, hans familie og måske jeres fælles venner, skal du være tro mod det ansvar, du har taget, og vide, at det gør ondt og vil være en smerte i lang tid, fortæller Pia Torp. 

8. Skal du lade muligheden stå åben for, at I kan finde sammen igen?

Det kan være svært at forestille sig, hvad udfaldet af beslutningen bliver. Bliver han sur på dig? Bliver han ked af det, og vil han prøve at få dig tilbage?

Lige meget hvad er det nok bedst ikke at have kontakt i tiden lige efter, indtil du føler, at du har lært at mestre dit liv, det nye sted du er. 

“Du kan enten 'fake it', indtil sjælen og kroppen har fundet ud af at leve videre med tabet, eller være ærlig og sige, at det er svært for dig at være i kontakt med ham, fordi du er sårbar i øjeblikket,” siger Pia Torp. 

Hvis du føler, at den rigtige beslutning er at stoppe det, skal du ikke stille ham i udsigt, at I måske kan finde sammen igen. Det trækker bare smerten ud – både for dig og ham.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?