Par tager selfie
© iStock

Deler du mange billeder af dig og kæresten på Instagram? Her er grunden til, at du bør stoppe

... i hvert fald hvis du gerne vil styrke dit parforhold

8. maj 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Vi har tidligere fortalt, at dine selfies afslører meget mere om dit sande jeg, end du går og tror, men vidste du, at dit Instagram-feed også kan fortælle, hvor stærkt (eller svagt) dit parforhold er? 

Ifølge sexologen Nikki Goldstein kan lykkelige parbilleder på Instagram eller rosenrøde statusopdateringer på Facebook nemlig være et tegn på, at du og kæresten har problemer i jeres parforhold, fortæller hun til Daily Mail.

De mange lykkelige opdateringer kan være et udtryk for, at du er usikker på dit parforhold og derfor har behov for at få bekræftelse både fra din kæreste, men i høj grad også fra venner og bekendte på de sociale medier. 

Ifølge sexologen er det desværre sjældent, at vi deler et parbillede på de sociale medier, blot fordi vi gerne vil huske tilbage på et dejligt minde – vi gør det i langt højere grad for at få bekræftelse i form af likes og søde kommentarer.

Han er MIN! 

Men det er formentlig ikke den eneste årsag til, at du poster romantiske billeder, hvor du og kæresten står hånd i hånd og kigger inderligt på hinanden. Sexologen forklarer nemlig også, at en del mennesker også deler de lykkelige parbilleder, fordi de gerne vil slå fast, at kæresteparret hører sammen. 

Med hashtags som #minmand, #hanermin eller #bae udtrykker du, at det altså er dig, der har fingrene i din kæreste, og at andre ikke skal prøve at snuppe ham fra dig. Det lyder måske lidt som jungleloven, hvor du lige pisser dit territorium af, men måske er der noget om snakken? 

“Hvorfor ikke poste et billede, blot fordi det er et lykkeligt øjeblik, et sjovt billede eller fordi det viser ægte glæde? Mange mennesker gør det i stedet, fordi de gerne vil vise deres venner og resten af verden, at ‘den her person – han er min!’,” siger Nikki Goldstein. 

Er det helt skidt? 

Før du bliver helt ulykkelig over, at din Instagram-profil er fyldt med lykkelige billeder af dig og din kæreste, og du allerede har givet op på jeres parforhold, skal du dog lige tage den med ro. 

Ifølge sexologen er der nemlig to spørgsmål, du skal stille dig selv, som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad dine billeder og opdateringer på de sociale medier siger om dit parforhold. Det første spørgsmål er, om I er de samme i den virkelige verden, som I giver udtryk for på jeres skærme. 

“Og nummer to er, om I er mere bekymrede for, hvordan jeres parforhold rent faktisk er, eller om I er mere interesserede i, hvordan det ser ud online?” siger sexologen. 

Hvis dit Instagram-feed rent faktisk bare afspejler dit lykkelige parforhold, og du og kæresten generelt arbejder for at have et sundt forhold, bør du ikke være så bekymret – men måske skal du overveje, hvilke billeder resten af verden skal se, og hvilke billeder du blot skal gemme hos dig selv og have som dejlige kærlighedsminder?

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?