Begær mellem par
© iStock

Det her afgør, hvor meget passion der er i jeres forhold

Det er slet ikke røde roser og chokolade, vi har brug for, når der skal pustes liv i parforholdet... Selvom det da ikke skader!

29. september 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Når vi er nyforelskede er passion og begær sjældent en mangelvare. Det er dog helt almindeligt, at aktivitetsniveauet i soveværelset (og hvor I ellers kunne få lyst til at hoppe på hinanden) falder efter, at forelskelsen har lagt sig. 

Et forhold handler jo om mange andre ting end et flammende hedt sexliv, men savner du alligevel lidt mere passion i jeres forhold, kan den simple løsning faktisk være at give hinanden mere tid hver for sig. 

Passion og individualitet

Lyder en tur i byen sammen med dine veninder, mens din kæreste ser fodbold og drikker øl med vennerne, ikke som forspil? Så tro om igen! 

En undersøgelse viser, at hvis begge parter i et forhold føler det samme behov for individualitet, har de mere lyst til hinanden. 33 heteroseksuelle par deltog i undersøgelsen, hvilket er en forholdsvist lille gruppe, og det afspejler konklusionen også: Undersøgelsen kunne nemlig ikke slå fast, om lige behov for individualitet i sig selv giver mere begær. Forskerne kunne blot konstatere, at de par, der udviste samme tendens til individualitet også begærede hinanden mere.   

Er I enige? 

Det handler ikke nødvendigvis om, at I skal bruge enten mere eller mindre tid sammen. Det gyldne ord er ‘enighed’. 

Så hvis du synes, at jeres forhold mangler passion så tag en snak med din kæreste, og find ud af, hvad I hver især ønsker af forholdet: Hvor meget har I behov for at være hver for sig, og hvor meget tid ønsker I at bruge sammen? 

For det giver jo egentlig meget god mening: Hvis din kæreste er for omklamrende, så får du hurtigt for meget af ham, og hvis han ikke viser interesse nok, så er chancen ret lille for, at du føler dig i humør til at hoppe en tur under dynen med ham.  

Find en god balance for jer, og mærk passionen blusse! 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?