Et glad par
© iStock

Disse ting kendetegner (ifølge videnskaben) et lykkeligt par

Vi er (næsten) kun en god nats søvn fra ren parforholdslykke!

24. august 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Videnskaben har i løbet af årene fortalt os mange forskellige ting om parforhold. Den kan fortælle os, hvem i et forhold der er den hurtigste til at sige “jeg elsker dig”, og vi kan også ty til videnskabelige undersøgelser, når vi vil vide, hvad han elsker.

Det er ikke alt, videnskaben siger, der altid lige passer på os alle, men det er altid rart med nogle guidelines, og det skader jo ikke at få nogle forslag til, hvordan vi kan styrke forholdet til manden i vores liv, vel? 

Her giver videnskaben i hvert fald sit bud på, hvilke fire ting der kendetegner lykkelige par. 

I har sex. Ofte.

Hverdagen kan hurtigt komme i vejen, når klokken er ti om aftenen og du skal vælge mellem at rydde op i lejligheden, inden I får gæster i morgen, og kvalitetstid med din kæreste. Og selvfølgelig forventes det ikke, at I skal kaste jer over hinanden som kaniner, som da I var nyforelskede. Et studie viser dog, at par, der har sex minimum to til tre gange om måneden har 33% større chance for at rapportere en højere grad af lykke. En anden undersøgelse viser, at for at opnå konstant lykkefølelse, skal det være helt op til hveranden dag. Det skal dog vist tages med et gran salt – studiet undersøgte nemlig nygifte...

I er kærester. Men I er også venner!

Forskeren John Gottman fortæller, at langvarige og lykkelige forhold bygger på et stærkt venskab. Det er især, hvis du og din kæreste bor sammen, at I kan opleve, at jeres forhold kommer til at handle mere om, hvem der tager opvasken, og hvis tur det er til at gå ned med skraldet. I skal bare huske, at ved siden af alle de dagligdagsting, som naturlivis også skal gøres, så er I også kærester. Og ikke kun det: I er venner. 

Husk, at din kæreste ikke kun er til, for at du slipper for være alene på en søndagaften. Måske lyder det lidt banalt, men hvis I har været sammen i lang tid, så skal du måske minde dig selv om, at du faktisk holder af ham og går op i ham og hans interesser. 

Du sover bedre

Tænk, hvis vi bare kunne sove os til et godt forhold! Det er dog (desværre) ikke sådan, det skal forstås, og det betyder heldigvis heller ikke, at én nats dårlig søvn skaber problemer i forholdet.

Der er et studie, der viser, at du har lettere ved at falde i søvn, sover bedre, samt vågner knap så tidligt, hvis du er lykkelig. Et andet studie har også vist, at et godt forhold til din kæreste gør, at du føler dig tryg, og derfor sover du bedre

Uanset årsagen, så er det et godt tegn for jeres forhold, hvis du sover meget... 

I har de samme drikkevaner

Vi har allerede fortalt jer, at par, der drikker sammen, bliver sammen. Det, studiet i sin tid viste, var, at par, der har de samme drikkevaner i højere grad bliver sammen end par, hvor den ene drikker (meget) mere end den anden. Det er altså ikke så vigtigt, om I holder jer helt fra alkohol eller måske nyder at afslutte dagen med en god flaske rødvin - bare I gør det sammen. 

Kilde: womenshealthmag.com

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?