Langdistanceforhold
© iStock

Har du et langdistanceforhold? Snart kan I røre hinanden, selvom der er langt mellem jer

Det lyder temmelig syret – og det er det også!

27. marts 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Et langdistanceforhold kan være noget af en opgave, men trods store afstande kan I godt få kærligheden til at fungere. Med en ny teknologi bliver det måske nemmere for jer at beholde gnisten i forholdet i fremtiden, for nu kan du nemlig røre din kæreste, selvom han er på den anden side af jordkloden (eller bare i Esbjerg, mens du er på Amager). 

Flex-N-Feel

Det er et par geniale robothandsker, som gør det muligt for dig og din partner at holde i hånd, røre hinanden og ligefrem give hinanden en let massage, selvom I befinder jer langt fra hinanden. Så nu har han altså ALDRIG en dårlig undskyldning for ikke at ville massere dig – yes!

Handskerne er udviklet af studerende fra SFU School of Interactive Arts and Technology i Canada og Carman Neustaedter, som er lektor på skolen. De magiske handsker har fået navnet Flex-N-Feel og er udstyret med sensorer, som kan stimulere berøring via et WiFi modul.

Geniale handsker

De geniale Flex-N-Feel-handsker kan blive (næsten) lige så nødvendige for et langdistancepar, som et par varme skiluffer er for os, som synes, at skiferier er de freakin' fedeste ferier. Når I begge har hver jeres handske på, kan din kæreste nemlig mærke dine bevægelser, hvis du bevæger din hånd i handsken.

Det ret så geniale redskab er lige nu et en-vejs-system, så den ene af jer kan røre, mens den anden kan modtage berøringen. Det kan derfor blive noget af en kamp at blive enige om, hvem der skal have ‘den gode’ handske!

Handskerne er indtil videre kun en prototype, men teknologien udvikles og testes videre, så vi kan håbe, at den i fremtiden bliver mulig at investere i. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?