Kærestepar
© iStock

Har du et misundelsesværdigt forhold? Her er 5 tegn på, at I er et par, som andre beundrer

Det ER faktisk godt, hvis han holder FIFA-aftener med vennerne...

11. november 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Opskriften på det perfekte parforhold kan være svær at sammensætte. Videnskaben viser, at lykkelige par kendetegnes ved at have meget sex, og vaner såsom at overraske hinanden, kysse og ikke at gå i seng som uvenner er også et par rigtigt gode vaner, glade kærestepar har.

Hvis I er lykkelige sammen, skinner det ud af jer begge, og det beundrer både jeres familier og venner sikkert. Herunder har vi samlet en række tegn på, at du er en af dem, der har et skønt og misundelsesværdigt parforhold.

1. I kan holde på hinandens hemmeligheder

Selvfølgelig skal du bruge dine veninder til at tale om alt fra kærestesorger til, hvilke bukser du overvejer at købe i ZARA. Men hold igen med detaljerne om dig og din kærestes parforhold – i hvert fald hvis det gælder ting, han har fortalt dig i fortrolighed.

2. I bruger tid sammen

Hvis du og din kæreste er gode til at lave noget sammen, vil andre helt sikkert misunde jer. Uanset om det er en tur ud at handle, en aften i biografen, et besøg hos dine bedsteforældre eller en rejse sydpå. Tid sammen er vigtigt at prioritere. Hvis han er den rigtige, er det med garanti også lige meget, hvad I laver sammen – bare I er sammen.

3. I bruger tid hver for sig

Endnu mere misundelsesværdigt er det, hvis I er gode til at bruge tid hver for sig. Han går måske til fodbold hver tirsdag og torsdag, holder FIFA-aften med drengene og tager i byen med sine studiekammerater. Det samme gør du (selvom du måske skifter fodbold og FIFA ud med et cafébesøg). Det kan være rigtigt hyggeligt at tage til fester sammen, men nogle gange er det også vigtigt at tage alene af sted og give hinanden plads – og det beundrer andre helt sikkert.

4. I er ikke enige om alt

Det er vigtigt at have sine egne holdninger, og det er ikke et skidt tegn, hvis du og din kæreste ikke er enige om alt. Det viser andre, at selvom I ikke altid deler samme holdninger, påvirker det ikke jeres kærlighed til hinanden. I respekterer derimod hinandens meninger. 

5. I er gode til at løse konflikter

Det siges, at god kommunikation er det allervigtigste i et parforhold. Uanset om I har en stor diskussion, eller I bare taler om, hvem der køber ind til morgenmaden. Det er helt okay at diskutere eller være uenige om tingene, men når I kan løse jeres konflikter på en god måde, synes andre med garanti, at I har et drømmeparforhold!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?