Kærestepar
© iStock

Kom videre efter utroskab

Sådan får I forholdet til at fungere igen

15. april 2017 af Mette Andrea Boesgaard

Få afstand til din kæreste

Uanset om du har haft mistanke om, at noget var under opsejling eller ej, vil du sandsynligvis blive dybt chokeret, når sandheden – at han virkelig har været sammen med en anden – går op for dig. 

Derefter følger følelser af sorg, svigt og vrede i en stor pærevælling. For overhovedet at have en chance for at kunne tage stilling til, om hans utroskab er enden på jeres forhold eller ej, så start med at få lidt afstand til din kæreste. Det kan godt være fristende at klynge sig til ham, så du ikke mister ham helt, men så længe du går op og ned af ham hele tiden, holder det også dine sårede følelser i live. 

Hvis I bor sammen, så bed ham flytte ud eller flyt selv ud – hvis I ikke bor sammen, så hold en pause med at se hinanden.

Skriv spørgsmål ned, du har brug for at få svar på

Nu skal du i tænkeboks for at finde ud af, hvorfor det endte med utroskab. Skriv alle de spørgsmål ned, du har brug for at få svar på, inden du kan komme videre – hvem var hun, hvorfor skete det, hvor mange gange skete det?

Få klarhed - det første møde

Når I har fået det hele lidt på afstand, er det tid til at mødes og få svar på dine spørgsmål. Forbered dig på, at det ikke er et behageligt møde – det ender sikkert med at gøre møgondt, og måske kan du alligevel ikke holde ud at høre hans svar. I så fald: Gå hver til sit og aftal at mødes igen, når I er blevet roligere, uanset om det er om fem minutter eller om et par dage.

Få factsene på bordet

Når du har talt med ham og fået svar på dine spørgsmål (hvem, hvornår, hvor mange gange og så videre), er det på tide at ransage dig selv, ham og jeres forhold. Spørg dig selv:

  • Har han droppet den anden? Så længe han har en anden i baghånden, kan I ikke genopbygge jeres forhold, så det er naturligvis vigtigt, at han har droppet alle tanker om den anden.
  • Påtager han sig ansvaret for affæren? Anerkender han, at han havde en affære eller benægter han? Fortryder han, at han har gjort det? Er han lige så fortvivlet over den smerte, han har forvoldt dig, som du føler dig – og er han klar over, hvor ondt han har gjort dig?
  • Har han været utro før? Hvis din kæreste har gjort det flere gange, så HAR du givet ham den chance, han fortjener – og han missede den. Hvis du tager ham tilbage efter utroskab en gang til, belønner du hans opførsel og viser ham indirekte, at det er okay. Sæt hælen i gulvet og smid ham ud!
  • Hvorfor gjorde han det? De mest almindelige grunde til, at folk er sammen med en anden er, at de føler sig oversete og underprioriterede, at de bliver forelskede eller tiltrukket af en anden (ofte fordi de ikke føler sig elskede eller begærede nok i deres forhold), at det halter med kommunikationen, at der er problemer med sexlivet eller at de vil ud af forholdet. Hvad var hans grund? Og er der noget om det?
  • Berettiger hans grunde hans opførsel? Måske har han været sammen med en anden af et rent tilfælde – han var fuld, tingene udviklede sig for ham eller andet. Spørg dig selv: Hvis du var i hans sko, ville du så kunne komme til at handle ligesom han gjorde? Har han reageret, som du ville forvente, eller har han virkelig overrasket dig? Hvorfor vil du blive sammen med en, der har behandlet dig sådan? Og kan du lære at leve med det? Lad være med at holde ved din kæreste, fordi du er bange for at være alene.
  • Hvordan var jeres forhold, da utroskaben skete? Hvis du havde en mistanke om, at noget var galt, er det måske lettere for dig at tilgive, end hvis du vitterligt troede, at alt var fint – lige indtil du fandt ud af, at han havde haft en anden! Nogle gange kan en affære faktisk få problemer op til overfladen, der længe har ligget og luret, og så kan I løse dem sammen.
  • Tror du, du vil kunne lære at stole på ham igen? Har du tillid til, at han ikke vil være utro igen?

Beslut dig

Vent til vreden fordufter – det kan tage alt fra en dag til en måned. Først når du igen tænker logisk, og du har alle factsene, er det på tide at finde ud af, hvad du føler og om forholdet er værd at kæmpe for. Vil du give forholdet en chance? Er der nok at arbejde med? Så bliv. Ellers – vip ham ud.

Tal sammen

Hvis I nogensinde skal overleve den parforholdskrise, utroskab er, skal I begynde at tale sammen om jeres følelser, jeres ønsker og drømme og jeres tanker om, hvorfor det gik galt, og hvad I kan gøre anderledes fremover.

Måske sidder en af jer fast – eller I begge to – fast i nogle roller, som I dybest set gerne vil bryde ud af. Tal om det – det kan godt være, at I skal have professionel hjælp fra en psykolog eller en parterapeut til samtalerne. Tal også om affæren igen og igen, indtil I er helt trætte af det og den er helt uddebatteret.

Vis forståelse for din kæreste

Ja, det er ham, der var sammen med en anden, men derfor er det ikke let for ham. For det første skal han hele tiden se den smerte, han har forvoldt dig, i øjnene, og han er nok også gal på sig selv over, at han var utro. Er det samtidig en langvarig affære eller forelskelse, han har droppet, er han også splittet mellem dig og den anden kvinde og ked af at have såret hende, og så sørger han sikkert også over, at forholdet måtte slutte og at passionen og nydelsen fra forholdet er væk.

Tag ansvar

Har du haft et medansvar for, at det endte med utroskab? Har du ikke haft lyst til sex? Haft travlt på arbejdet? Været fraværende? Det undskylder ikke, at han har været utro – men det forklarer det måske. Påtag dig din del af ansvaret. Men at du tager din del af ansvaret, betyder dog ikke, at han skal fralægge sig sin del af ansvaret.

Opgiv drømmen om det perfekte forhold

Dit forhold bliver aldrig, som det var før. Det kan godt ende med at blive bedre og tættere, men det bliver aldrig så uskyldsrent, som det var. Men selvom uskylden aldrig kommer tilbage, kan den godt blive erstattet af andre kvaliteter.

Giv dig selv en deadline

Det er helt naturligt, at du er rasende på din kæreste og du har lyst til at skælde ham ud, spørge ham om utroskaben igen og igen, og at du er bange og usikker på ham. Men sæt dig selv en deadline for, hvor længe du vil være i denne fase – hverken du, han eller jeres forhold kan ikke holde til, hvis den fase varer for evigt. Hvis du sætter en dato på – hvadenten den ligger en måned eller fire måneder fremme i tiden – har I indgået et kompromis, og I har begge to noget at forholde jer til.

Se fremad

Du får aldrig en sikkerhed for, at det ikke sker igen, men når du er nået gennem den vrede fase, så beslut dig for at glæde dig over de gode ting, I skal ud og opleve sammen. Slip kontrollen – du kan ikke for evigt overvåge ethvert af hans skridt.

Giv tid, giv tid

Det er lidt en kliche, at tiden læger alle sår. Men faktum er, at smerten bliver mindre intens, efterhånden som tiden går. Det kan godt tage rigtig lang tid – årevis endda – at genopbygge et forhold, så væbn dig med tålmodighed og bliv ved med at klø på for forholdet. Så skal det nok lykkedes til sidst.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?