Psykisk voldeligt forhold
© iStock

Lever du i et psykisk voldeligt forhold uden at vide det?

Han skal altså ikke kalde dig en dum so

29. oktober 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Parterapeut Christiane Meulengracht forklarer, at der findes mange former for vold i parforhold. Og det kan altså også være psykisk. Faktisk fortæller hun, at en undersøgelse har vist, at hver fjerde kvinde og hver syvende mand lever (eller har levet) i et psykisk voldeligt forhold. 

Ekspertens eksempel på et voldeligt forhold

Christiane Meulengracht kommer med en kort historie, fortalt af en kvinde, hvis forhold var præget af psykisk vold:

“Jeg følte, at jeg fik skylden for alt, hvad der gik galt. Når der var noget, han ikke kunne finde, når tingene ikke fungerede, når min mor ringede, når jeg gik for meget ud med mine veninder. De idéer og forslag, jeg kom med, blev kritiseret. Han blev ekstremt jaloux og kritiserede mig for at have smart tøj på ude, men ikke hjemme. Jeg blev skældt ud, når jeg udtrykte sårbare følelser, og det endte med, at jeg nærmest fik at vide, at jeg var dum. Når han blev rigtig sur på mig, følte han, at han skulle straffe mig og talte ikke til mig i tre dage. I dag kan jeg godt selv se, at jeg tillod ham at nedbryde mig.”

Kan du genkende dig selv?

Parterapeuten fortæller, at psykisk voldelige forhold er styret af stærk jalousi, kritik og trusler. Latterliggørelse og hån, og i det hele taget en hensynsløshed overfor dine følelser kan også være en del af det. 

Det gælder også, hvis du oplever, at straf er et element i jeres forhold: “At du skal gøre dig fortjent til penge, godt humør, sex, en tjeneste eller noget helt andet. Det kan både være udtalt eller ligge i undertonerne.” 

Du ved det ikke nødvendigvis selv

Det er sjældent, at vold opstår pludseligt og ud af det blå, påpeger Christiane Meulengracht. Udviklingen sker typisk over lang tid, fortæller hun, og derfor opdager du ikke nødvendigvis, at det sker, fordi dine grænser for, hvad der er normalt, rykker sig. 

“Desuden vil en person, der er udsat for psykisk vold, ofte føle, at det er hendes eller hans egen skyld”, informerer vores ekspert, “og det gør det ekstra svært at bryde den onde cirkel.”

Sådan kommer du ud af den psykiske vold

Christiane Meulengracht har et klart budskab til dig, der lever i et voldeligt forhold: “Måden at komme ud af volden på er at tage ansvar. Det er ikke nemt, men for at volden, uanset karakteren, skal stoppe, må du træde ud af rollen som offer og tage ansvar for situationen. Søg hjælp hos en professionel, der kan hjælpe dig med at træde ud af dit mønster – og med at komme væk fra den psykisk voldelige partner.”  

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?