Kvinde med knold
© iStock

Mette var sin kæreste utro – men skulle hun droppe ham eller affæren?

Womans læsere hjalp Mette med hendes livs dilemma. Se, hvad det endte med, her

21. januar 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

“Girls. Don’t judge me, men jeg havde en affære.”

Sådan starter Mettes indlæg, som hun skrev på Womans forum. Mette anede ikke, hvad hun skulle stille op – hendes kæreste var den perfekte mand, men hun kunne ikke slippe tanken om sin affære.

Mette havde prøvet at tale med sine veninder om sit problem, men det var svært at få dem til at lytte. De ville hende det godt, men Mette havde brug for råd fra nogle, som hverken kendte hende, kæresten eller affæren, og derfor skrev Mette og bad Womans læsere om hjælp.

“Der er ikke nogen, der dømmer dig”

Det er godt otte måneder siden, at Mette stod i sit livs dilemma, men hvad skete der egentlig med kæresten og affæren? Hvem valgte hun, og hvordan har hun det i dag?

Vi har talt med Mette, som ikke fortryder et eneste øjeblik, at hun rakte ud efter hjælp på Womans forum.

“Jeg synes, at det er et virkelig godt sted. Der er en distance, som man ikke har til sine egne veninder, og det kan være rart at være anonym af og til,” siger Mette og fortsætter:

“Og der er ikke nogen, der dømmer dig, og det er vigtigt!”

Ville hun blive genkendt?

Mette er blevet voksen med et Woman-magasin i hånden, og hun har før skrevet ind til forummet. Denne gang var det dog et væsentlig større dilemma, og den eneste betænkelighed, hun havde, var, om hun kunne blive genkendt.

“Jeg skrev med vilje ikke, hvilket land min udenlandske kæreste kommer fra, men ellers skrev jeg hele historien, som den var.”

“Drop din affære”

Mette fik en lang række svar. De fleste rådede Mette til at droppe sin affære, og selvom det var svært, var det også det, som Mette endte med at gøre.

“Det tog lang tid at tage beslutningen, men jeg endte med at blive sammen med min kæreste,” fortæller Mette og fortsætter:

“Det var primært, fordi det var en ‘enten eller’. Det ville formentlig ikke blive til noget, hvis jeg gik tilbage til min forbudte affære, så enten blev jeg sammen med min kæreste, eller også stod jeg tilbage med ingenting.”

Både Mette og hendes kæreste er glade for beslutningen, og de er stadig sammen i dag.

“Vi er rigtig glade og har det godt, så det var helt sikkert den rigtige beslutning” siger Mette.

Hvis du står med et dilemma, som du heller ikke ved, hvordan du skal håndtere, kan du ligesom Mette også skrive til Womans forum. Her står vores dejlige læsere klar til at hjælpe, så du kan få nogle gode råd til din situation. 

Mette er et opdigtet navn. Mettes rigtige navn er redaktionen bekendt. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?