Forelsket par på kaffebar
© iStock

Så meget påvirker din kæreste forholdet til dine veninder

Det viser en ny undersøgelse

24. april 2017 af Amalie Blixt

De fleste af os går og drømmer om den store kærlighed, hvor vi kan isolere os med én person og føle os som en lille forelsket blomme i et æg

Men når du finder kærligheden, har det en pris. Avisen The Guardian afslører nemlig, at vi i gennemsnit mister to af vores nære venner, når vi får en kæreste.

To ud af fem venner falder fra

En tidligere undersøgelse viser, at mennesker typisk har fem nære venner – du ved, de venner, du ringer til, når lortet brænder, og dem, du allerhelst vil dele livets store oplevelser med.

Men for at gøre plads til din nye kæreste i din indre cirkel af tætte forhold, må to af dine fem nære venner vige pladsen for ham.

De kedelige hverdagsaftener og sjove øjeblikke, du før delte med dine veninder, deler du nu med din kæreste i stedet. Det er ham, du tager på ferie sammen med, og ham, du ringer til, når du har brug for kærlighed.

Forholdet til veninderne

Måske kan du genkende dit eget parforhold i resultaterne fra undersøgelsen? Eller måske har du stået på den anden side af dilemmaet – din veninde har fået en ny kæreste, som hun bruger alt sin tid sammen med, og pludselig har hun ikke længere tid til dig?

Det er selvfølgelig forskelligt fra det ene parforhold til det andet, hvordan jeres kærlighed til hinanden påvirker jeres vennekredse. Er du overbevist om, at dine veninder elsker din kæreste (næsten) ligeså højt som du gør – eller har du brug for hjælp til at tackle den dårlige stemning mellem din kæreste og dine veninder?

Husk, at alle parforhold er forskellige, og der er intet galt i, at du har lyst til at være sammen med din elskede hvert sekund. Lav jeres helt egne regler og dyrk de gode vaner, der gør jer lykkelige.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?