Kvinde sidder i sengen med en mand sovende i baggrunden
© iStock

Synes du aldrig, at han er heeelt rigtig? – så har du måske forholdsangst

Og der findes flere grunde til det, end du tror...

15. september 2017 af Anne-Mette Søndergaard

Du har mødt en dejlig fyr, og I har det rigtig godt sammen, men når han snakker om, at I skal være kærester eller bare eksklusive, så får du en reel følelse af angst – og du ved ikke hvorfor. 

Hvis situationen lyder bekendt, så lider du måske af forholdsangst, hvilket er angsten for at binde sig til et andet menneske.

Vi har talt med psykolog Maja Vain Gilbert, leder af UngTerapi, om, hvilke typer af forholdsangst der findes, og hvad du kan gøre for at komme over din angst. 

Dårlig erfaring

Du blev meget såret i et tidligere forhold, og nu er du bange for, at det vil ske igen. Det kan også være, at du længe har sørget over dit forrige forhold og malet din fortid fuldstændig lyserød – hvilket gør det temmelig problematisk for dig at komme videre i dit næste parforhold.

Løsningsforslag: Ifølge Maja Vain Gilbert handler det om at træffe en bevidst beslutning om, at du gerne vil komme videre og samtidigt være åben over for nye muligheder – andre kan også være gode for dig.

Det er også vigtigt, at du reflekterer realistisk over dit forrige forhold, og du skal kunne overbevise dig selv om at kunne stole på nogen igen. Her er det ifølge psykologen vigtigt at få delt med dine veninder, der helt sikkert kan genkende de tanker, du går rundt med. 

Forestillingen om den store forelskelse 

Vi drømmer alle om den store forelskelse og prinsen på den hvide hest, og det er der som sådan ikke noget galt med, for det er vigtigt at vide, hvad du leder efter! 

Men ifølge Maja Vain Gilbert dukker problemet op, når idéen om forelskelsen bliver afgørende for, om du tænker, at fyren er den rette. Hun giver blandt andet skylden til datingapps som Tinder, hvor vi power-dater på en måde, der ikke skaber rammerne for en naturlig forelskelse – vi kommer til at tænke, før vi føler.

Løsningsforslag: Find ud af, hvad du søger i et parforhold, og så skal du have masser af tålmodighed. Følelser kan skifte fra den ene dag til den anden, og en udeblivende forelskelse er ikke ensbetydende med, at du ikke har fundet den rette – så se lige gutten an i noget tid, inden du beslutter dig for, om du vil dumpe ham! Det kan jo være, at han overrasker.

Tilknytningsproblemer

Når der er tale om tilknytningsproblemer, er vi ude i nogle lidt mere alvorlige problemer, for her handler det om, at du generelt ikke er tryg ved at knytte dig til andre.

Det kan blandt andet skyldes ting, der er sket i din barndom, hvor for eksempel dine forældre ikke har givet dig den omsorg og tilknytning, du har haft behov for, og du på den måde er blevet bange for at lukke andre mennesker ind i dit liv. 

Løsningsforslag: Hvis du kan nikke genkendende til det her, foreslår Vain Gilbert, at du søger professionel hjælp: “Har du altid haft problematiske forhold til venner, familie og andre kærester, og er du for eksempel enormt følsom og meget bange for at blive forladt, bør du opsøge professionel hjælp, hvis det er et problem i dit liv.” 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?