Kærestepar


© iStock

Undrer du dig også over, hvorfor mange kærestepar ligner hinanden? Her er forklaringen

“Kan I seriøst ikke se det? I ligner jo hinanden på en prik!”

18. april 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Er der også et kærestepar i din venneflok, som ligner hinanden næsten uhyggelig meget? Deres ansigtstræk matcher, deres smil er stort set identiske, og måden de går på er praktisk talt den samme. 

Det er egentlig ret freaky, og selvom din veninde og hendes kæreste måske ikke selv kan se det, er du overbevist om, at de bærer rundt på de samme gener.

Har de samme forfædre 

Og måske har du faktisk ret! Det mærkelige scenarie, hvor kærestepar ligner hinanden, har nemlig en logisk forklaring, og en ny undersøgelse viser, at mænd og kvinder har tendens til at finde sammen med en, som har samme forfædre.

Forskere har undersøgt 879 ægtepar fra tre generationer fra blandt andet Nord- og Vesteuropa. Det viste sig, at langt størstedelen af testpersonerne havde giftet sig med en person, som havde de samme gener som dem selv. Derfor var der stor chance for, at ægteparrene lignede hinanden. 

Bedstemor havde ikke Tinder

Forskerne fandt dog også ud af, at tendensen med at gifte sig med personer med samme gener, er blevet mindre og mindre med årene. Hvis du tænker, at dine forældre eller bedsteforældre ligner hinanden lidt mere, end du og din kæreste gør, er det altså heller ikke så underligt. 

Det skyldes især, at vores generation leder efter kærligheden mange flere steder, end din bedstemor og bedstefar gjorde – de var jo blandt andet heller ikke beriget med vores alle sammens Tinder!

Har I den samme panderynke? 

Den nye undersøgelse er dog ikke den eneste forklaring på, hvorfor kærestepar ligner hinanden. En gammel undersøgelse viser nemlig, at par har de samme træk, fordi de hver eneste dag deler de samme følelser. 

Kærestepar griner sammen, græder sammen, er vrede sammen og er helt hysteriske sammen, og alle følelserne går hånd i hånd med de samme ansigtsudtryk. 

Så hvis du og kæresten har det samme skæve grin eller den samme høje panderynke, er det måske, fordi I liiiidt for tit har siddet i sofaen sammen og grinet af jeres yndlingsserie eller har det samme hverdagsskænderi om toiletbrættet, som giver jer begge to rynker i panden. 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?