Vi faker fødevareallergier

Flere og flere diagnosticerer sig selv, så de kan undgå gluten eller laktose

28. august 2014 af Cordelia Weber

Kender du også en veninde eller kollega, der er begyndt at spise glutenfrit, fordi hun er allergisk? Eller du har måske selv udelukket hvede fra din kost, fordi du havde problemer med maven?

Interessen for fødevareallergier er eksploderet indenfor de seneste år, og en undersøgelse fra Woman.dk viser, at hele 53% af de adspurgte mener, de er allergiske. Ifølge tal fra Astma- og Allergiforbundet er det dog kun omkring to procent af alle voksne danskere, der har en allergi, og det kan måske også forklare, hvorfor en fjerdedel af deltagerne i Womans undersøgelse, der mener de er allergiske, aldrig har fået det tjekket hos lægen.

"Nogle har en reel fødevareallergi, men i de fleste tilfælde er det ren indbildning", siger ernæringsekspert Per Brændgaard til Woman.

Samme tendens oplever Silja Edelgart, der er klinisk diætist med speciale i spiseforstyrrelser.

"Der er mange, som selv konkluderer, at de har en allergi uden at opsøge læge. De synes, det er bedre for deres sundhed og eventuelle maveproblemer, og derfor undgår de bestemte fødevarer", siger hun.

En grund til at især glutenallergi er blevet populær kan også være, at mange sætter lighedstegn mellem gluten og hvide kulhydrater - og vi har alle sammen hørt, at vi skal undgå stivelse, hvis vi gerne vil tabe os. Der er dog ikke gluten i hverken ris eller kartofler, som en fjerdedel af de adspurgte i Woman.dk's undersøgelse ellers tror.

"Jeg oplever, at de, der diagnosticerer sig selv, ikke altid sætter sig særligt godt ind i, hvilke fødevarer der indeholder gluten. For dem er det et dække for at undgå at spise stivelse", siger Silja Edelgart.

Både hun og Per Brændgaard understreger, at det er vigtigt at få fuldkorn og fibre i kosten, og det er derfor ikke automatisk sundere at spise glutenfrit.

Og for nogle er den glutenfri livsstil et dække over noget langt alvorligere end en indbildt allergi eller et ønske om at undgå stivelse. 12 % af deltagerne i Woman.dk's undersøgelse, der har diagnosticeret sig selv med en falsk allergi, har opfundet allergien for at dække over en spiseforstyrrelse.

25-årige Line er en af dem, der har prøvet det på egen krop. Hun opfandt falske allergier, da hun var alvorligt syg af en spiseforstyrrelse i gymnasiet, som hun skjulte fra omverdenen.

Læs hendes historie og temaet om de falske allergikere i Woman nummer 212, der er på gaden i dag.

Hvad synes mændene?