“Da jeg troede, at min lykke afhang af tallene på vægten”

Da jeg troede, at min lykke afhang af tallene på vægten

På billedet til venstre ses en 15-årig pige, som fejrede nytårsaften ved årtusindeskiftet. En særlig aften for mange. Pigens klassekammerater sad omkring hende ved spisebordet, hvor de skrålede højt med på sangen Wannabe med Spice Girls. Bordet var pyntet med konfetti, bordbomber og serpentiner. To af vennerne forsøgte i omkvædet at ramme takten til sangen ved at trutte i et horn – dog uden held. Selvom ingen formåede at ramme en eneste tone og til trods for, at bordpynten var en frygtelig omgang rod for øjet, så var stemningen løssluppen, og næsten alle morede sig og skålede i deres drinks – en usmagelig blanding af Pisang Ambon og appelsinjuice. Pigen på billedet grinede og lignede udadtil en, der var i stemning, ligesom sine venner og veninder. Bag smilet, festkjolen og sminken var virkeligheden dog en anden. Hun var ulykkelig. Hun havde samme morgen til sin store frygt opdaget, at hun havde taget 200 gram på i vægt. Hendes tanker kredsede desperat omkring, hvad hun kunne gøre for at tabe dem igen. Hun følte sig alt for tyk. Uduelig. Fed. En fiasko. Hun havde været til festen i tre timer. Hun havde selvfølgelig sørget for at finde på en undskyldning, så hun ikke skulle spise nytårsmenuen sammen med vennerne. Tænk, hvis de pressede hende til at spise. Eller ville stille spørgsmål om, hvorfor hun ikke smagte på maden. 

Der var stadig en time til midnat. Til at hoppe ned fra stole og borde, til fyrværkeri og kram. Pigen rejse sig fra bordet, hviskede i sin bedste venindes øre: “Jeg smutter lige kort. Vil lige ringe og ønske familien et godt nytår.” Hun listede væk fra selskabet og ud på toilettet. Låste døren. Dobbelttjekkede, at den virkelig var låst. Så lagde hun sig med ryggen på det kolde klinkegulv og begyndte på mavebøjningerne. Derefter englehoppene og så mavebøjninger igen. Sådan blev hun ved…

Livet efter en spiseforstyrrelse, er faktisk ikke så tosset…

Dette billede er af mig på min 30-års fødselsdag. Det er over 10 år siden, jeg kæmpede mig ud af spiseforstyrrelsens klør. Som man kan se på billederne, er der en væsentlig forskel på min størrelse. Da anoreksien var værst, vejede jeg blot 38 kilo. I dag vejer jeg væsentlig mere – faktisk et par kilo for meget i forhold til, hvad der er normalt for min højde og alder. Det ironiske er dog, at jeg i dag ikke føler mig så tyk, som jeg gjorde, da jeg syg. Dengang havde jeg ikke et realistisk billede af min egen størrelse. De synlige knogler på min krop, var jeg på daværende tidspunkt overbevist om var fedt. I dag ved jeg, at jeg med god grund gerne må tabe nogle kilo. Men jeg lader mig ikke styre af det. Jeg bliver aldrig en af de superseje kvinder, der kan stille mig frem i bikini og fortælle hele verden, at jeg er stolt af min krop, som den ser ud. Men det er heller ikke mit mål. Det vigtigste for mig er at have en krop, der har det godt og er sund. Den skal helst fungere mange år endnu.

“Du er hel fin, som du er”

Jeg har valgt at skrive dette indlæg, da jeg forleden modtog en besked, som gjorde meget indtryk på mig. For år tilbage fik jeg udgivet en bog om anoreksi. Jeg har sidenhen løbende modtaget beskeder fra elever, som skriver opgave om bogen og i den forbindelse har nogle spørgsmål. Men denne besked gjorde mig rigtig frustreret og ked af det. En ung pige henvendte sig til mig på Facebook. Hun skrev, at hun havde set, at jeg havde skrevet en bog om anoreksi. Hun ville høre, hvordan man fik anoreksi, da hun godt kunne trænge til at tabe sig nogle kilo.

Jeg fik i min magtesløshed lyst til at give pigen et kram og fortælle hende, at hun var hel fin, som hun var.

Det er vigtigt for mig at understrege, at spiseforstyrrelser ikke handler om mad. Det udspiller sig i mad og vægt, men det er ikke en nem løsning for at få det rart med sig selv og for at opnå et vægttab. Hvis man har et godt selvværd, så vil ens verden ikke vælte, hvis man en dag har taget 200 gram på. Man vil ikke ende med at skulle bruge sin nytårsaften på et badeværelse for at forbrænde de 200 gram.

I bund og grund tror jeg, at vi alle kan klare at veje et par kilo for meget eller for lidt – så længe vi har det godt med os selv, at vi er sunde og hviler i, hvordan vi ser ud.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?