Helene led af anoreksi: “Jeg er glad for, at jeg tog kampen op og valgte at blive sygemeldt”

Klumme fra læsere

I 2013 var jeg en pige på 18 år. Jeg var lige startet på social -og sundhedshjælperuddannelsen. En uddannelse med meget fokus på sundhed og motion. På det tidspunkt har jeg en sød kæreste, men det er som om, at motion bliver vigtigere end ham. Jeg ville så gerne have den der toptrimmede krop og være ultratynd. Det blev ret hurtigt rimeligt meget, mens jeg blev ved med at skære ned på mad. Jeg var slet ikke til at være i nærheden af, hvis jeg ikke fik min “rus” – altså motion.

Det blev hurtigt svært at følge med i skolen. Det vigtigste var at få smidt madpakken ud, når jeg mødte om morgenen. Jeg fandt faktisk ret hurtigt ud af, at jeg havde et problem, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var. Jeg troede, det var stress på daværende tidspunkt. Jeg snakkede med skolens coach, hvor hun hurtigt fandt frem til, at jeg skulle til en psykolog. Jeg blev ved med at tabe mig og dyrkede alt for meget motion. Jeg startede til psykolog, hvor vi fandt ud af, at jeg havde en spiseforstyrrelse: anoreksi. Hun mente, jeg skulle i noget rigtig behandling. Så hun ringede til min læge og fortalte hvordan og hvorledes. Jeg tog ned til min læge, men hun kunne absolut ikke se, at der var et problem. Jeg var grædefærdig – var det bare noget, jeg bildte mig ind? Det var det, jeg tænkte, så jeg prøvede bare at tænke, at det var nok bare sådan, man skulle have det. Min daværende kæreste og jeg blev enige om, at vi ikke skulle være kærester mere. For jeg kunne simpelthen ikke overskue det, og det kunne han faktisk heller ikke.

Center for spiseforstyrrelser 

Efter ca. 3-4 måneder, hvor det ellers kun var gået ned ad bakke. Jeg havde tabt mig en del og havde det bare rigtig skidt. På det tidspunkt var jeg nede på 43 kilo. Jeg tog til læge igen med en dårlig fornemmelse. Til sidst overgav hun sig, og hun henvendte mig til Center for spiseforstyrrelser i Herning.

Jeg kom til den vurderende samtale ved Center for spiseforstyrrelser. Jeg var meget nervøs, for jeg var stadig bange for, at det bare var noget, jeg bildte mig ind. Der var ingen tvivl, jeg led af anoreksi. Hun mente faktisk, at det var bedst, jeg blev sygemeldt, men det kunne jeg ikke tage seriøst – så syg var jeg vel heller ikke? Men det endte med, at jeg blev sygemeldt.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var virkelig hårdt arbejde. Jeg skulle tage 500 gram på om ugen. Jeg skulle spise over dobbelt så meget, som jeg var vant til. Motion måtte jeg ikke, jeg forstod ikke, hvad det var, jeg havde sagt ja til. Lægen fortalte, at jeg skulle tage 16 kilo på. Det eneste, jeg tænkte, var “ja det er fint, men det kommer ikke til at ske”. 

Han er min største støtte 

Kort efter jeg var startet i behandling, mødte jeg en sød fyr i byen, jeg synes, han virkede spændende, og vi sås nogle gange efter. Hvorfor måtte han røre ved mig, når min eks ikke måtte? Jeg forstår det stadig ikke. Men det viser sig, at han kom til at være den, der kæmpede allermest med mig. Han er min største støtte.

Efter ca. 5 måneder var jeg halvvejs med at nå min målvægt, MEN det var også gået i stå. Jeg måtte indse, at jeg havde brug for endnu mere hjælp. Jeg startede på daghospital. Det var netop det, der gjorde, at jeg kunne komme videre. De havde meget stramme regler. For hvis man ikke tog 500 gram på i ugen, blev man smidt ud! Mange vil nok synes, det er for groft, men det var det ikke. Det var dér, hele motivationen lå, for ellers skulle jeg jo stå alene med det, og det var det sidste, jeg ville, idet jeg havde det så skidt og var klar til at få hjælp.

Jeg fik taget de sidste kg på, men det var svært, for det var ufattelig meget mad, jeg skulle have for at tage på. Til sidst lykkedes det, og jeg blev udskrevet. Jeg startede i efterbehandling, hvor jeg kort tid efter blev meget deprimeret. Lægen konstaterede, at jeg havde fået en depression. FEDT, endnu en sygdom… Jeg startede på antidepressiv medicin, men fandt hurtigt ud af, at jeg skulle prøve nogle forskellige, før jeg fik det rigtige for mig. Det kostede også en indlæggelse.

Kæmp dig ud af det!

I dag er jeg 21 år og bor med min kæreste, som jeg har haft igennem hele det lange forløb. Det har været nogle ubeskrivelige hårde år, men jeg kom igennem det og har aldrig været stærkere. Det kan godt være, jeg stadig er på medicin, og jeg stadig slås med min krop, men forskellen er, at nu er det mig der bestemmer, det er mig, der styrer mit liv. Lige om lidt starter jeg på handelsskolen, og så har jeg fået en læreplads i Matas til februar.

Jeg er glad for, at jeg tog kampen op, at jeg valgte at blive sygemeldt. Det kan godt være, det tog 3,5 år, men hvis jeg ikke havde gjort det, så ved jeg ikke, hvor jeg var i dag. Jeg håber, at andre kan få motivationen til at tage kampen op, for hvis man bliver ved med at kæmpe, selvom man ligger ned, så kan det godt lade sig gøre.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?