“Hvorfor har vi så svært ved at dele?”

Klumme fra læserne

Som jeg sidder i toget på vej fra Fyn til Sjælland for at være hos min mor og bror i nogle dage, bliver jeg her mindet om noget, som jeg før har undret mig meget over. I det jeg sidder og spiser min fedtede focaccia, kommer en pige og sætter sig overfor mig, hvorefter hun smider hendes store taske og jakke hen på sædet ved siden af hende – og dermed tager komplet herredømme over begge sæder.

En fed streg mellem dit og mit 

Da vi begge stod på i Odense sammen med mange andre mennesker, bliver jeg ret forbløffet over, hvordan hun føler, det er okay sådan at hamstre territoriet over begge sæder og dermed ikke give en anden chancen for at kunne få lov til at sidde ned ved siden af hende. Nu skal jeg selvfølgelig ikke sidde og lege hellig, for jeg har bestemt også før i tiden let og elegant haft placeret min skoletaske på sædet ved siden af mit i bussen – men hvorfor egentlig? Hvorfor bruge så meget plads, når sådan noget som tasker sagtens kan stå nede ved ens ben eller smides op på hylden op over en? Har vi virkelig en indre trang for at skulle fylde så meget? Er det, fordi vi er bange for andres drenge- og pigelus? Eller er det bare, fordi der er tale om en vis mangel på respekt, at vi ikke vil have, at nogen sætter sig ved siden af os? Men så igen – kan sådan nogle tasker virkelig få os til at holde os fra at bede om at få pladsen, de er placeret på? Altså, efter min erfaring viser sådan nogle tasker på sædet ved siden af en hurtigt, at pladsen er optaget og tilhører den, der ejer taskerne – og det har så fået mig til at undre; hvornår og hvorfor er der kommet sådan en ‘fed streg’ mellem dit og mit? Hvorfor har vi så svært ved at dele?

Sharing is caring

Da jeg før lejede et værelse, oplevede jeg noget lidt andet, men som hører under det samme emne. For at gøre en lang historie kort, så truede min nabo mig med at tilkalde politiet, hvis jeg blev ved med at krydse hans grund for at komme ind på min egen. Her skal det nu siges, at vi kun havde mulighed for at kunne komme ind med vores cykler i vores egen have, hvis vi brugte fem sekunder på hans grund (bestemt ikke en underdrivelse). Hvis ikke skulle vi hele vejen uden om vores egen grund for at slæbe cyklerne ned ad trapper, igennem kælderen og op ad trapper igen, hvilket hurtigt kunne tage pusten fra en – og hurtigt ville tage livet af en, hvis det skulle gøres mere end én gang om dagen. Det sjove i historien er, at han i starten hilste og smilede til mig... Altså, lige indtil han fandt ud af, jeg slet ikke tilhørte hans lejlighedskompleks, og så brød helvede ellers løs. Men for at vende tilbage, gjorde det mig sgu så indebrændt, for hvilken skade gjorde det, at vi betrådte fem meter af hans grund for at få adgang til vores egen? Kan det virkelig passe, at vi skal have usynlige, men realistiske vægge imellem os, fordi vi ikke vil eller ikke kan finde ud af at dele?

Før i tiden lånte jeg ikke engang en vatpind ud

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde rigtigt svært ved at dele, da jeg var yngre. Der var aldrig nogen, der kunne få lov til at låne hverken tøj, penge eller bare noget som en vatpind af mig – men jeg selv kunne sagtens tillade mig at låne disse ting af andre. Heldigvis, som årene er gået, er jeg blevet bedre til at huske på, at hele verden ikke drejer sig om mig, og at jeg derfor også bliver nødt til at være åben over for andre mennesker. Være åben over for at ikke alle gider rende rundt i hele toget for at finde en plads, som jeg egentlig har lige ved siden af mig, men ikke gider dele. Heller ikke alle gider låne mig tøj eller penge, hvis jeg ikke en gang vil låne dem det samme. Og hvorfor ikke glæde et andet menneske ved at lade denne person tage fem skridt på ens grund, så denne kan få adgang til sin have?

Stoler vi ikke på andre?

Er det, fordi vi bare ikke kan klare andres selskab? Eller er det bare, fordi vi ikke stoler på hinanden – og ikke stoler på, at vi vil aflevere noget tilbage, hvis vi låner det? Der er nok ikke nogen tvivl om, at min undren er opstået ud fra uheldige episoder, jeg har oplevet, for jeg ved bestemt også, at der er rigtig mange derude, der er gode til at dele – som mine gamle roomies, der eksempelvis ikke havde noget imod, at jeg i ny og næ lånte deres støvsuger, en 20er eller nogle småkager (dem fik de selvfølgelig ikke tilbage). Dog synes jeg alligevel, at det er ret bemærkelsesværdigt, hvor ofte mange af os (inklusiv mig selv) har det med at tegne usynlige streger og bygge usynlige vægge imellem hinanden. Hvorfor er det virkelig, vi en gang imellem har så svært ved at dele?

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Hvad synes mændene?