“Jeg drukner mig selv i vin og fremmede mænd, når mit hjerte gør ondt”

Privatfoto

Jeg drukner mig selv i vin og fremmede mænd, når mit hjerte gør ondt. Jeg er direkte elendig til at håndtere mine sorger – selvom det selvfølgelig tog et par mænd at finde ud af.

Men jeg vil ikke lyve om det mere. Jeg vil nedbryde de lukkede mure, fjerne hver en mursten og ærligt erkende, at jeg ikke er okay, og jeg ved heller ikke, hvordan eller hvornår jeg bliver det igen. Jeg kan nemlig ikke sætte en deadline, som min underviser gjorde det for min eksamensopgave. Den 4. januar kl. 10:00. Gid det var så nemt.

Jeg føler mig som en fireårig, der er faldet på sit løbehjul og fået en hudafskrabning på knæet og ikke tilnærmelsesvis som den universitetsstuderende, som jeg skulle forestille at være. Jeg vil så gerne løbe grædende hen til den nærmeste voksen og få sat et Hello Kitty plaster på, men det er svært at sætte et plaster på et blødende hjerte.

Jeg sidder med en masse spørgsmål, som hverken mine bøger i organisation eller erhvervsøkonomi kan svare på. Og hvordan skal jeg så vide, om jeg griber denne sorg i mit liv korrekt an, når jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal bruge Porters Five Forces model eller Maslows behovspyramide?

Virkeligheden vs. de sociale medier  

Jeg unfriended ham på Facebook, unfollowed ham på Instagram og fjernede ham på Snapchat. Jeg har overstreget hvert et bevis på hans eksistens – unlikede hvert et billede og slettede hver en besked.

Alligevel sørger jeg for at opdatere mine sociale medier, så han kan se, at jeg hver morgen står ud af sengen og smiler bredt – i det mindste efter at have grædt mit hjerte ud i 20 minutter.

Jeg har ladet andre mænd sove i den seng, som vi engang delte. Ladet andre mænd se mit matchende undertøj og klamret mig til hans kærlighed igennem disse ligegyldige mænd. Samtidig har jeg drukket så meget vin, at jeg ikke har kunne huske noget om det.

Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at benægte sandheden – bildte mig selv ind, at jeg havde været et uvidende fjols, der ikke kendte til hans sidespring.

Sandheden er, at jeg kun var et fjols – for jeg vidste godt, at den mand jeg elskede, elskede andre end mig, men jeg forsvarede ham overfor mit eget hjerte.

Min verden faldt fra hinanden 

Det var så meget nemmere at opfinde flere facitter end ved min eksamen, hvor der kun var et rigtigt svar. Der var jo så mange afgørende faktorer, og jeg brugte hver et argument – uafhængigt af dets irrelevans og tåbelighed til at redegøre for hans fejltrin.

Hele min verden faldt jo for fanden fra hinanden, og jeg byggede en mur så høj, at enhver ville tro, at jeg var forberedt til den endelige eksamen. Det var jeg ikke og jeg trak et -3 for at kaste en drink i hovedet på ham. Det var lige så uacceptabelt som at bruge Wikipedia som kilde.


Jeg har efterhånden været til et par reeksaminer, og jeg står stadig uforstående overfor, hvordan jeg skal løse denne opgave, så den indeholder de rette aspekter til at opnå en god karakter til at bearbejde sorger. Igennem min skoletid har jeg knoklet med mange eksaminer, men dette har været én af dem, der har taget mig længst tid at skrive. Længst tid at kunne sætte ord på.

Normalt flyder ordene ud af mig og et par sætninger tager hurtigt form til en helhed, når mine fingre glider over tastaturet, men det er normalt, og lige nu er alt ikke helt normalt, og mit hjerte græder stadig blod.

Jeg er færdig med at snyde

Mit karaktergennemsnit er stadig langt under gennemsnittet, når det kommer til livets udfordringer, men jeg er ved at lægge sidste hånd på denne eksamensopgave, som jeg er overbevist om at bestå på trods af dens mangler.

Jeg er færdig med at snyde og bruge Wikipedia, og jeg vil ikke lade tilfældige mænd udfylde tomrummet af ham. Jeg bliver nødt til acceptere, at ting tager tid – selvom jeg synes, at det lyder som noget opreklameret selvhjælpsfis.

Jeg er startet med at grine igen. Grine højlydt fra bunden af mine lunger. Grine af mig selv og grine af livet. Grine, når min GPS leder mig på afveje, og jeg falder over mine egne fødder – bagateller som kunne få mig i knæ og græde, fordi jeg ville føle, at hele verden var uretfærdig. Min eksamensopgave er snart færdigskrevet, men indtil da har jeg fået sat et plaster på mit blødende hjerte, og jeg er ikke bange for at rulle videre på mit løbehjul ned af den lange gang på universitet.

Klummen er skrevet af Pernille Gerstrøm, der står bag bloggen Kollisionskys

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?