“Jeg gemte ulykken bag de opadvendte, røde læber og et falsk smil”

Jeg har brugt meget af mit liv på at gemme mig bag min makeup og mit tøj, fordi det var skamfuldt at være sensitiv. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle bære mig ad, og de mange tårer, som fyldte mig hele tiden, var noget som ifølge mig burde gemmes væk. Jeg er blevet skældt ud for at have grædt i utide eller på tidspunkter, hvor det ikke nødvendigvis var så ”voldsomt”, at man burde stå der og græde.

Jeg fandt hurtigt løsningen på de mange tårer og det alt for sensitive jeg. Det var at tage makeup og tøj på, som gav en illusion af glæde og en rank holdning. Jeg ville ikke spilde min 300 kroner dyre foundation eller ødelægge min perfekte eyeliner, så derfor var jeg nødsaget til at holde tårerne inde eller stå ude på badeværelset vinklet helt rigtigt, så de ikke ødelagde ansigtet. Jeg har malet mine læber røde og derved påklistret et smil, så folk ikke opdagede, at alting ikke var, som det skulle være. Jeg har skjult en hel verden af følelser bag kosmetikken.

Det perfekte image måtte ikke krakelere 

Jeg har altid været en følsom pige. Lige siden at jeg var helt lille, kunne jeg blive hysterisk over, hvad der lignede ingenting. Da jeg blev ældre, udskiftede jeg hysteriet med en facade, som forekom glad. Jeg ville ikke lade paraderne falde, fordi folk måtte ikke opdage, at jeg ikke var perfekt. Jeg ville bevise overfor alt og alle, at jeg havde det godt, og at man ikke skulle bekymre sig om mig. Jeg har altid følt mig til besvær, og nu skulle det være slut. Jeg har haft mennesker i mit liv, som kun ville være sammen med mig, når jeg var glad, så det var jeg. Jeg var glad udelukkende for deres skyld.

Jeg opførte mig efter bedste evne, og ved første øjekast synede jeg som en sund og rask pige, som grinede lidt for højt og ”så godt ud selv på en mandag”. Jeg blev rost for at være smuk og for at se godt ud alle dage på ugen, hver uge.

Det blev mit nye image, og det blev en forventning fra andre. Jeg kunne ikke bare slippe det image og vise, hvor ked af det jeg var, eller hvor ulykkelig jeg havde været. Mine tidligere forhold lignede også et glansbillede. Det var først, da jeg kom ud af dem, at jeg fortalte de nærmeste, hvordan det reelt stod til. De var mildest talt chokerede over, hvad jeg havde gemt på. Ingen havde rigtig opdaget noget, fordi jeg så jo ud som om, at jeg havde styr på det hele.

Nøgleordene var nemlig, at jeg så ud som om. Jeg smilede, grinede, spurgte ind og var til stede, når folk havde brug for mig. Det var først, da jeg kom hjem og fjernede makeuppen, lod håret falde og det stramme bælte om taljen blev løsnet, at jeg kunne være mig selv. Jeg troede, at jeg skulle være noget særligt, før at andre ville elske mig. Jeg troede, at jeg skulle være den glade pige med de obligatoriske røde læber, før at andre ville lægge mærke til mig. Jeg søgte en anderkendelse for noget, som jeg ikke engang selv kunne leve op til.

Vi er kun mennesker

De røde læber og perfekte makeup er stadig en del af mig i dag. Det er en del af, hvad jeg står for, men det er bestemt ikke mig hele tiden. Jeg har forsøgt at smide facaden flere gange, men jeg træder altid varsomt. Af og til så falder den, og det er jeg blevet mere okay med. Jeg vil hellere være hende, som griner oprigtigt, når jeg føler for det end at være påtaget. Jeg vil hellere være hende, som giver sig selv lov til at græde eller blive hjemme, når jeg ikke har lyst til at være omringet af en masse andre mennesker. Jeg har siddet et utal af gange foran mit makeupspejl og haft lyst til at lægge mig ind under dynen igen, men jeg har altid endt ud i at lægge alle de rigtige streger og effekter, så de opsvulmede øjne forsvandt, og der trådte et andet menneske frem.

Jeg er allerede blevet bedre til acceptere mig selv, for den jeg er. Jeg vil altid beholde mit signaturlook, men nogle dage kan jeg godt lade facaden forsvinde og omfavne min følsomme side. Det er ikke forkert at være følsom eller blive emotionel over noget, som forekommer åndssvagt for andre. Det er min virkelighed, mine følelser og mig som reagerer på de ting, der fylder inde i mig. Det er kun mig, som ved, hvad der er rigtigt, og det er helt okay. Jeg ved nu, at jeg ikke behøver at smile hele tiden eller påmale en anden personlighed. Jeg findes i alle mulige forskellige udgaver. De gode og mindre gode dage påvirker mig. Vi har alle sammen prøvet at være ulykkelige i en eller anden grad, så derfor skal jeg ikke længere skamme mig for at reagere menneskeligt.

Klummen er skrevet af Louise Mejer, der står bag bloggen frkmejer.dk

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?