“Jeg har spildt mig selv, fordi vi troede, jeg var forkert”

Vi troede, jeg var forkert

“Hold op hvor jeg trænger til at være sammen med nogle mennesker.” 

– Sagde ingen introvert nogensinde.

 “Du skal da ud og more dig lidt; det bliver sikkert sjovt med den fest – det er heller ikke sundt at være så meget alene.”

– Sagde enhver introverts velmenende mor.

“Du er introvert – det er helt naturligt.”

– Var der aldrig nogen, der sagde til mig.

 “Jeg hedder Anna, og jeg er introvert.”

– Ville jeg sige, hvis jeg var til de introvertes svar på et AA-møde. Og så ville jeg i øvrigt hurtigt begynde at glæde mig til, at jeg kunne komme hjem og være alene igen. 

Som 14-årig mærkede jeg for første gang, at jeg ikke var, som mine veninder var flest. Jeg var til blå mandag med klassen, og hvert sekund af den dag var gennemsyret af ubehag. Der var alt for mange mennesker i byen. Der skete for meget. Vi skulle nå for mange ting. Verden larmede omkring mig. Jeg blev bombet af uro og stimuli, snak og fremmede mennesker. Jeg kunne ikke lide ræset og larmen, og alt det, de andre tilsyneladende var helt vilde med. Det var som om, de andre oplevede, at det her var livet, mens jeg følte, at jeg langsomt var ved at krepere. Og festen om aftenen… Den var en cirkelvandring omkring mig selv; tankespind mod roligere omgivelser. Det var en hel dag, hvor min eneste klare tanke var “Fuck. Fuck, hvor føles det her forkert. Fuck, hvor jeg glæder mig til at komme ud. Væk. Hjem.”

Den aften græd jeg mig i søvn i min mors arme.

Jeg følte mig helt, helt forkert.

Det er tæt på 10 år siden nu, og jeg oplever det til stadighed. Følelsen af at være forkert; ikke at kunne lide det samme som de andre; ikke at have lyst til at deltage i sociale arrangementer. Og det er stadig svært. Særligt fordi vores samfund er præget af ekstroverte værdier. Det er velset at være udadvendt, åben og snakkesalig, kontaktsøgende, lettilgængelig, rap i replikken og at kunne komme ud over rampen.

Og her sidder jeg så og er alt det modsatte. Forkert.

– Jeg kan ikke lide at gå til fester, og jeg undgår fredagsbaren på studiet. Og er taknemmelig for, at rusugen aldrig vender tilbage.

– Jeg afskyr smalltalk, og pulsen stiger, når min telefon ringer. Kan vi klare det på en sms i stedet?

– Jeg kvier mig ved spontanitet, og jeg får krampe i hjernen, når der er kaos omkring mig. Nej, det er ikke nødvendigt altid at tænke ud af boksen.

– Jeg ser ikke frem til julefrokosterne, og jeg nærer ingen nytårsfestforventninger. Det bliver ikke årets fedeste aften, og jeg tænker hurtigt på, hvornår det mon er socialt acceptabelt at forlade selskabet.

 Jeg vil bare gerne hjem. Jeg vil rulle gardinerne ned for verden og slukke for lydtapetet, der beklæder alle vægge omkring mig. Jeg vil sortere i dagens mange indtryk, tage på vandring i tankestrømme, læse en bog og rejse ind i et fremmed univers. Sætte musik på og lytte efter historier. Jeg vil slå blikket ind på uendeligt. Sidde stille i mit eget fortrinlige selskab. Have ro og tænketid. Jeg vil bare være – værne om min enehed.

Når jeg siger nej til at være social og “komme ud og more mig”, så betyder det ikke, at jeg er sur på nogen, og det betyder ikke, at jeg er kedelig. Jeg hader ikke samtale og mennesker, og jeg er som introvert ikke per definition socialangst eller depressiv. Jeg har bare brug for at være alene, for at kunne lade op. I virkeligheden holder jeg meget af tætte relationer, intime og dybe snakke, nærvær og mennesker, som jeg kan mærke. Mennesker, der skaber genklang i mig. Jeg holder af at lytte og blive hørt, af at dele indsigt og refleksioner og af at snakke om vigtige ting og at have det sjovt.

Og så holder jeg af, når jeg igen er alene og kan samle indtrykkene på sirlige rækker inden i. For selv i det allerbedste selskab aflades mit sociale batteri.

Jeg ved godt, at alle desperate forsøg på at lokke mig ud i mængden, alle opmuntringer til at forlade min enehed og alle invitationer til deltagelse i det larmende liv er kærlighedserklæringer. “Kære Anna, jeg synes, du trænger til selskab og farver i dit liv, og det vil jeg gerne give dig – kom til min fest.” Og jeg forsøger at tage det som sådan; som kærlighedserklæringer. Som gode hensigter, varme hænder og runde hjerter. Men den største kærlighedserklæring, jeg kan give mig selv, er, at omfavne det introverte og takke nej. At male min tilværelse i douce nuancer. At omsvøbe mig med ro. Den største kærlighedserklæring, mennesker omkring mig kan give mig, er, at lade mig vide, at de er der, når jeg trænger til nærvær og til at være alene med en anden; resten af tiden afspejles den største kærlighed i, at de beskytter min ret til enehed. Jeg ved, at der altid er åbne arme for mig, som jeg frit kan vandre ind i, når jeg har behov. Derfor skal ingen have ondt af mig, når jeg tilbringer min tredje fredag aften i træk alene på sofaen.

Jeg drømmer om en dag, hvor folk lærer at skelne mellem enehed og ensomhed. Ensomhed skal vi kæmpe imod, men eneheden bør værnes om.

Jeg har brugt mange år på at føle mig forkert. Jeg har gjort mange forsøg på at være anderledes. Jeg har betalt prisen, når det har taget mig flere uger at regenerere efter et større arrangement. Jeg har tænkt mange tanker om, at jeg burde forandre mig. Jeg har gennemlevet mange ubehagelige timer i menneskemængder. Jeg har hevet mig selv gennem klasseudflugter, rusture, skolerejser, julefrokoster, sommerfester og diverse andre ikke-introvert-venlige arrangementer.

Jeg har altid vidst, hvor toilettet var, for dér ville jeg tilbringe mine pauser – lige netop der kan man i det mindste stadig få lov at være alene.

Jeg er introvert. Jeg har anerkendt og accepteret det – jeg har opdaget, at jeg ikke er forkert. Jeg har lært at lytte til mine behov, og jeg nægter at lade mig knægte af et samfund, der er knyttet an på ekstroverte værdier. Ekstroverte kan noget – de har masser at tilbyde; ingen tvivl om det. Men det har introverte også. Vi har et utal af styrker og kvaliteter, der bør fremelskes i stedet for at søges forkertgjort og tromlet af os selv, vores medmennesker og samfundet. Jeg har formøblet mange års god overskudsenergi – brugt den på ikke at acceptere mig selv. Jeg har holdt mig selv nede og hæmmet opblomstringen af min introverte kerne og de kvaliteter, der ville være fulgt med.

Jeg har spildt mig selv, fordi vi troede, jeg var forkert.

Jeg ville ønske, at jeg havde accepteret min introverte side noget før. Jeg ville ønske, at mine omgivelser ville acceptere min introverte side. Jeg drømmer om et samfund, der rummer både introverte og ekstroverte værdier. Vi må stoppe med at have kollektive forventninger, normer og pres, der får mennesker til at føle sig forkerte; det skaber fragmenterede liv – fundamental splittelse mellem det jeget føler rigtigt, og det andre forventer. Ingen bør lades alene med deres forkerthedsfølelse. Ingen bør i det hele taget lades alene; heller ikke introverte. For vi er ikke selvtilstrækkelige – vi har også behov for mennesker i vores liv, så vi beder til, at I ikke opgiver os, selvom vi trækker os tilbage.

Hvis du vil hjælpe mig, skal du tilbyde mig en pallette med farver i douce nuancer. Berig mig med nærvær og dybde, hold om mig, men sæt mig fri til at gå, når jeg har fået nok. Accepter, at vi er forskellige. Vi har forskellige behov, og det, du synes, er livets gave, er for mig måske en plage. Tag det ikke personligt, hvis jeg siger fra og takker nej til dine invitationer, selvom du sender dem med de bedste intentioner og ønsker. Lad mig vide, at jeg er velkommen – men også, at du accepterer det, hvis jeg ikke kan overkomme det. Bliv aldrig en velmenende mor, der fortæller mig, at jeg har godt af at komme lidt ud. Omfavn det introverte før det bliver nødvendigt med vores svar på AA-møder, for vi ville hade det.

Jeg er introvert – men det er ikke en sygdom. Det er et personlighedstræk, som hverken kan eller skal bekæmpes. Det skal omfavnes og elskes. Vi er gode nok, som vi er.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?