Mettes mor fik kræft: “Jeg var 22 år, men pludselig var jeg mere afhængig af min mor end nogensinde før”

Det er cirka et år siden, at min tankegang og liv ændrede sig markant. Jeg var netop kommet hjem fra en dejlige sommerferie i Thailand med min kæreste og var oprigtig glad. Første år på mit studie som lærerstuderende var gået, og jeg var glad og nød sommeren og friheden.  

Men tre dage efter hjemkosten fra Thailand er en dag, jeg aldrig glemmer. Min mor og far ringer uanmeldt på dørklokken, hvor jeg stadig befinder mig i sengen. Jeg åbner døren og kan med det samme se alvoren i deres øjne, selvom de prøver at skjule det. Jeg aner intet om, hvad der skal ske eller er sket, men jeg ved, det er alvorligt. Da jeg krammer min mor i gangen, begynder vi begge at græde – uden jeg endnu ved besked om, hvad der sker. Men jeg ved, at det, der sker, ikke er godt.

Vi sætter os ned i stuen, og min far forklarer, at de netop har været på hospitalet, fordi mor har en knude i brystet. EN KNUDE I BRYSTET! Jeg begynder at græde, imens min far forklarer videre. Jeg husker, at jeg få en pludselig følelse af enorm frygt for at miste min mor. Jeg bliver helt dårlig. Min mor er hende, der plejer at være stærk og holde sammen på familien, og nu sker det her. Jeg husker at jeg kaster med en pude igennem stuen og græder og skriger. Det er så urimeligt og uvirkeligt for mig. Min far er god til at forklare og prøver ihærdigt at berolige mig og fortælle mig, hvad der skal ske. Hans støtte og ro er uundværlig for både mig og min mor.

Det føltes som evigheder 

Den næste tid går med lægesamtaler, og min mor bliver opereret nogle uger efter. Mig og min far følger hende helt ned til operationsgangen, og vi kysser hende og ønsker held og lykke. Først efter operationen kan de fortælle os, om det har spredt sig til lymferne. Mig og min far venter spændt. Det føles som evigheder. Men min far er sej, og vi snakker om, hvordan alt nok skal gå uanset hvad. Han holder hovedet højt og tror på det bedste.

Det viser sig heldigvis, at kræften ikke har spredt sig. Det fejrer vi. Det er den bedste nyhed. Min mor smiler også i hospitalssengen. Jeg ved, hun har været bange, og derfor er hun også lettet nu. Lægen fortæller samtidig, at operationen er gået fint, og de har fået alt ud. Min mor kommer hjem senere samme dag. Hun er ved godt mod.

Hun skal efter en måned begynde sin kemobehandling og efterfølgende stråler. Jeg husker, jeg var med  til lægesamtalen med min far og mor, hvor lægen nævner ordet ‘kemo’. Og jeg husker, hvordan jeg blev helt dårlig indeni, og tårerne begyndte at trille af mine kinder. Den behandling skulle være så hård, og man taber jo håret. Jeg fik ondt af min mor, selvom hun sad der i stolen og sagde “Det skal jeg nok klare! Bare jeg bliver rask”. Hun var sgu sej. Behandlingen begyndte, og vi skiftedes til at være med hende som underholdning til hendes behandlinger. Jeg var meget med på hospitalet. Det var mig selv, der ville, selvom mine forældre tit spurgte, om jeg var sikker på, det var en god ide. Jeg tror, grunden til, at jeg deltog så meget, var, fordi jeg skulle forsikres om, at hospitalet behandlede min mor godt. Det var det vigtigste. Hun fortjente det bedste.

Ligeglad med alle andre

Da min mor begyndte at miste håret, var jeg med hende inde og finde den perfekte paryk til hende. Det var skræmmende, da frisøren barberede det sidste hår af hende – men jeg kunne mærke, hun var glad for, at jeg var der sammen med hende. Og jeg var glad for at kunne være der for hende. Jeg synes, hun var smuk uden hår, men hendes nye paryk klædte hende også. Parykken blev dog mest brugt på arbejdet, for som hun sagde, ville hun ikke skræmme børnene på skolen, som hun arbejdede på. Så snart hun var hjemme, blev parykken smidt.

Jeg husker en dag, hun ikke havde paryk på, og vi skulle ud og shoppe, da spurgte hun mig i bilen: “Vil du gerne gå med mig, når jeg ser sådan her ud?” Jeg kiggede dumt på hende og sagde “Ja selvfølgelig! Du er smuk! Så længe du er rask, er jeg fuldstændig ligeglad, hvordan du ser ud.” Hun smilede. Hun ville ikke være pinlig for mig. Jeg havde ikke engang tænkt tanken, for lige nu satte jeg mere pris på min mor end nogensinde før. Jeg var stort set ligeglad med alle andre, bare jeg var sammen med min mor. Og ja, jeg er 22 år, men i denne periode følte jeg, at jeg var 5 år og mere afhængig af min mor end nogensinde før. Min familie var det eneste jeg kunne overskue. 

I denne tid betød det også, at jeg mange gange takkede nej til sociale arrangementer med studiet eller nye mennesker. Jeg følte mig ind imellem kedelig og asocial, men jeg kunne ikke overskue det. Jeg kunne samtidig blive træt af folks brokkeri over ligegyldige ting. Det var en forfærdelig følelse, for selvfølgelig har de lov til at brokke sig over, at det er regnvejr, og deres nye sko er gået i stykker – men come on, jeg følte, der var værre ting end regnvejr og sko lige nu. Det var en mærkelig følelse, og jeg fik det dårligt med mig selv over, jeg kunne blive irriteret over det. Jeg følte mig samtidig forkert, når jeg meldte afbud til ting. Men jeg valgte at bruge min tid på mine bedste veninder, min kæreste, mine dejlige håndboldpiger og min familie. Det var de ting, der gav mig energi. De var trofaste støtter, når jeg var ked af det og havde brug for et kram, men også dem, der kunne få mig til at grine og have det sjovt. For hvis der var noget, min mor og far sagde til mig i denne tid, så var det, at man skulle leve livet, og det var helt okay at have det sjovt. 

Min familie er den sejeste 

Jeg kunne nogle gange få en mærkelig følelse i kroppen, når jeg havde det sjovt. Jeg følte, at det ikke var okay at grine, når nu min mor havde kræft. Men selvfølgelig er det okay. Jeg ved, at min mors største ønske var, at jeg havde det godt. Hun var selv god til at hygge sig med sine veninder, forkæle sig selv og nyde livet. Hun satte sig sgu ikke bare ned og havde ondt af sig selv, og det skulle jeg heller ikke. Hun arbejdede stort set fuld tid i hele hendes sygdomsforløb, og jeg var imponeret over hendes måde at gribe tingene an på. Jeg kunne få dage (kan jeg stadig) hvor jeg kunne græde i flere timer, fordi jeg nok var bange. Det var svært at sætte ord på, hvad der præcis gjorde mig så ulykkelig, men set i bakspejlet var det nok frygten for at miste min mor, der gjorde mig bange. Til trods for at hun klarede alle behandlingerne godt, så sad det stadig i baghovedet. Man ved jo, at kræft er en sygdom, mange dør af. Jeg frygtede det stadig. De dage hvor jeg havde det værst, var min mor og far den bedste støtte. De formåede at overbevise mig om, at alt nok skal gå, og var den bedste støtte igennem alt – og er det stadig. Vi blev gode til at snakke om tingene og støtte hinanden. Når min mor smilede til mig og trøstede mig, så blev jeg alligevel overbevist om, at alt nok skal gå.

Jeg er sikker på, at hendes positive sind også var skyld i, at alle behandlinger gik, om de skulle. Hun klarede alt så fint og bevarede modet hele vejen. Den 3. marts kunne vi efter hendes sidste strålebehandling fejre, at hun var rask. Det var en festdag. Og jeg var mere stolt end nogensinde før. Min familie er den sejeste.

Det har været en hård tid, men intet sker, uden det er godt for noget andet. Denne tid har fået mig til at være glad for hver dag, man får. Den har fået mig og min familie tættere på hinanden end nogensinde før. Og så har den fået mig til kun at bruge tid på de ting, der giver mig energi. Jeg er blevet bedre til at sige nej til ting, der ikke giver mig energi og i stedet for bruge tiden på de mennesker, der betyder allermest. Det er skræmmende, hvordan ens liv kan ændre sig fra en dag til en anden. Jeg kan stadig opleve dage, hvor frygten for at miste tager over. Men der er heldigvis længere imellem de dage, og jeg prøver at nyde hvert øjeblik med dem, jeg elsker. I søndags fejrede vi min mors 51 års fødselsdag med familien, og jeg glæder mig til at fejre mange flere fødselsdage sammen med hende fremover.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?