“Min mor lejede min krop ud for stoffer”

Min mor lejede min krop ud for stoffer

Jeg har endelig lært, at jeg ikke er forkert. Denne sætning fortæller meget godt om den indre kamp, jeg har kæmpet det meste af mit liv – og til tider stadig gør, på trods af, at jeg er blevet en voksen kvinde.

Mit liv i dag er godt og velfungerende. Jeg deler det med min kæreste, hans tre dejlige børn og min egen datter på syv år – og så vores fælles lille ny, der er på vej. Der er altså liv og glade dage, men havde du spurgt mig tidligere, havde jeg aldrig turdet drømme om, at mit liv ville blive så godt og fyldt med lykke og glæde. Når du er vokset op, som jeg er, så står det næsten i stjernerne, at det hele skal gå galt, og at du vil få et hårdt og barskt liv.

Men jeg har kæmpet for den lykke, jeg har. Jeg kæmper stadig, og det kommer jeg nok til at gøre resten af mit liv, for jeg har mange ar på sjælen.

Født med abstinenser

Jeg blev født i Vejle for 29 år siden. Fra første sekund jeg kom til verden, havde jeg abstinenser og synlige mærker på kroppen efter alt det alkohol, min mor havde drukket, mens jeg var inde i hendes mave. Der gik da også kun et par dage, efter jeg var født, før min mors egne abstinenser blev for voldsomme, og hun forlod mig for at komme ud og finde mere alkohol. Det skulle blive sigende for resten af vores liv sammen: Flasken har altid været vigtigere end mig.

Da jeg var tre år gammel, fik kommunen en fornemmelse af, at noget var galt. Jeg blev fjernet fra min mor og placeret på et børnehjem, men kun et halvt år senere blev jeg sendt hjem igen. Der gik ikke længe, før det gik op for mig, at min mor var anderledes. Hun var altid sur, og jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Min vigtigste opgave blev hurtigt at aflæse hende, så jeg fik så lidt ballade som muligt. Det var et umenneskeligt hårdt og krævende arbejde for en lille pige, men det var nødvendigt.

Min krop i bytte for stoffer

En dag var sprutten ikke længere nok for min mor. Der skulle mere til at dække hendes behov for rus og påvirkning, og hun begyndte at supplere med forskellige typer medicin og stoffer. Det var dog dyrt for hende at få fingrene i, men hun fandt en måde at betale for sine varer på: Min krop. Der begyndte at komme flere og flere mænd på besøg, min mors såkaldte drukkammerater, som forsynede hende med stoffer mod at få lov at bruge min lille barnekrop.

Da jeg var 12 år gammel, var der endelig nogen, der hørte mine nødråb. Jeg blev tvangsfjernet og kom i plejefamilie, mens min mor blev sat i behandling. Det var mit livs omvæltning at bo hos en familie, der både sørgede for regler og struktur, mad på bordet, jævnlige bade, rent tøj og faste sengetider. Den slags havde jeg aldrig kendt til, og den nye måde at leve på var hård. Nu gik det nemlig for alvor op for mig, at resten af verden ikke lignede den, jeg havde hos min mor – og at det, hun gjorde, var meget forkert.

Tilbage til mor

Guderne må vide hvordan det kunne ske, men efter kun ét år i plejefamilie fik min mor overbevist kommunen om, at hun var ædru og igen klar til at være mor. Jeg skulle tilbage til hende og bo, men intet havde forandret sig. Min mor var stadig fanget i et enormt misbrug, og alt var præcis, som det plejede at være derhjemme: fyldt med omsorgssvigt, ensomhed, angst og overgreb. Det var et kæmpe svigt fra alle offentlige instanser at sende en lille pige tilbage, når hun i første omgang var blevet fjernet derfra på grund af netop de ting, hun blev sendt tilbage til.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft kræfterne til at sige det til nogen, men min mors stemme blev ved med at forfølge mig. Hun sagde hele tiden: “Hvis du fortæller andre, hvad der foregår herhjemme, og jeg mister dig igen, så slår jeg mig selv ihjel!”

Uanset hvad du bliver udsat for som barn, så vil du aldrig miste din mor. Hvor vanvittigt det end lyder. Så jeg tiede stille.

Mit liv med min mor fortsatte, som det altid havde gjort. Overgrebene stoppede, da jeg fyldte 16 år, men alkoholen, stofferne og angsten var der ingen ende på. Endelig blev jeg voksen og fik styrken til at flytte hjemmefra, men jeg havde ikke boet ret lang tid for mig selv, før min mor blev meget syg. Hun fik konstateret fremskreden kræft flere steder i kroppen, og da jeg var 20 år gammel, døde hun.

Det var fuldstændigt som at miste mig selv, da hun gik bort. Jeg gik i barndom, sov med bamser og var helt indelukket, og hele mit liv og min psyke blev voldsomt påvirket.

Hjælp til et nyt liv

Et halvt år efter min mors død fandt jeg ud af, at jeg var gravid med en lille pige. Det var utroligt svært og barskt at skulle leve op til rollen som mor, for jeg havde jo ingen idé om, hvordan man gjorde – det eneste, jeg vidste, var, hvad jeg IKKE skulle gøre. Men heldigvis blev det også en kæmpe glæde og en drivkraft for mig i livet, at jeg nu skulle passe på sådan et lille menneske.

Da min datter var to år, valgte hendes far og jeg at gå fra hinanden efter at have været sammen i syv år. For første gang i mit liv skulle jeg nu stå på helt egne ben og nu endda med et lille barn i min varetægt. Nu fandt jeg for alvor ud af, at jeg skulle have noget hjælp.

Jeg kontaktede TUBA, der hjælper med anonym og gratis terapi til unge, der er vokset op i familier med misbrug. Jeg har gået der lige siden, og det har været nogle hårde, men nødvendige år. Terapien har været uvurderlig, men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at slippe behovet for hjælp. Det har jeg for mange ar på sjælen til. Men når jeg kigger mig omkring og ser, hvad jeg har i mit liv, og hvor godt jeg har det, så er det det hele værd. I dag er jeg stolt af mig selv, og jeg vil så inderligt gerne hjælpe andre til at få et liv, der er til at holde ud, på trods af en arret sjæl.

Der er andre som mig

Der er hårdt brug for nogen, der kan gennemskue og hjælpe de stakkels børn, der stadig lever, som jeg gjorde. I mit tilfælde skete der alt for mange fejl fra både kommunen, skoler, institutioner, pædagoger og de ansatte på min mors behandlingssteder. De fejl har haft kæmpe omkostninger for mig, jeg bøder for dem hver dag, og det kommer jeg til at gøre resten af mit liv.

Det må ikke fortsætte med at ske, men det kræver, at der er nogen, der tager et ansvar. Jeg bliver både stolt og glad, hvis jeg selv en dag får muligheden for at hjælpe nogle af alle disse børn, der er derude.

Min morfar har sagt til mig: “Forestil dig, at du står ved en togbane. Den deler sig i to, og hvis du vælger den ene vej, er den fyldt med angst, alkohol, misbrug, frygt, ensomhed og sorg. Hvis du vælger denne vej, kan du ikke vende om igen. Du kan også vælge den anden vej. Den er meget hård, det går op af bakke hele vejen, og hver dag vil være en kamp. Men det vil være på denne vej, at du kan få det liv, du drømmer om, med lykke, glæde, kærlighed, omsorg og ro. Og det er det hele værd.” Husk at vælge den rigtige vej.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Hvad synes mændene?