“Skal du ikke snart have nogle børn?”

Gæsteblog | “Skal du ikke snart have nogle børn?”

 Jeg tror, vi alle når til en alder og et tidspunkt i vores liv, hvor vi ofte får stillet netop dette spørgsmål. I det sidste års tid er jeg i hvertfald blevet stillet det spørgsmål utallige gange både af bekendte, venner og familie… Og ja, bevares, det er en helt normal ting at spørge om, når man er midt i 20'erne og i et fast forhold. Men de folk, der stiller det her spørgsmål, tænker overhovedet ikke over, at det kan være, at hun faktisk har svært ved at blive gravid eller slet ikke kan blive det.

Den store drøm

Jeg er 26 år og er kærester med M igennem de sidste tre et halvt år. Jeg er en af de piger, der altid har haft en stor drøm om at blive mor, og jeg følte mig allerede klar i en meget ung alder. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville stifte en “rigtig” familie med mor, far og børn. Men først skulle jeg så lige møde fyren, der skulle være far til mine børn, og ham mødte jeg i sommeren 2014. Jeg var klar til at stifte famille, længe før M var, men i september 2016 meddelte M, at nu var han klar til at skabe en familie med mig. Vi var begge glade og spændte og snakkede vældigt om børnenavne, barnevogn, villa, og hvad man ellers tænker på, når man tager en beslutning om at stifte en familie. Jeg bestilte tid hos lægen og fik fjernet min p-stav, og så var det ellers bare at finde min ægløsning og gå i gang...

Og det har vi så været i halvandet år nu, og der er stadig ingen positiv graviditetstest. Det er så frustrerende og hårdt gang på gang at få en negativ graviditetstest i hånden, og man mister hver gang lidt af håbet om, at det lykkes en dag. Efter et år ville lægen hjælpe os og lavede en anbefaling til Skive Fertilitetsklinik, og her venter os nu diverse behandlinger, undersøgelser og samtaler.

Hvad så nu?

Jeg kan godt se, at udsigten til at blive gravid er lang. Hvad gør jeg så i mellemtiden for ikke at gå ud af mit gode skind og ende med at blive sindssyg? Der er vel i bund og grund ikke andet at gøre end at komme igennem – dag efter dag. Både de gode dage, hvor jeg tænker positivt over de (få) positive ting ved ikke at være gravid lige nu og alle de trælse dage, hvor min energi og mit overskud er lig med nul, fordi jeg føler mig drænet for håb om nogensinde at få min drøm opfyldt. MEN jeg kæmper og kæmper og fortsætter, til det lykkes! En eller anden dag skal det nok blive vores tur – jeg håber bare, det er snart.

Dræb tabuet, og snak om det

Jeg har i halvandet år følt mig så alene! Selvfølgelig har jeg min kæreste, mine veninder og min familie, jeg kan støtte mig op ad, men i samfundet har jeg følt mig som palle alene i verden. Fordi ingen snakker om det! Jeg har følt mig som den eneste person i verden, der har svært ved at blive gravid. Når jeg åbner Facebook, ser jeg kun glade billeder og opslag af de venner og bekendte, der er blevet gravide. Der er aldrig nogen, der skriver, at de har prøvet i meget lang tid og har fået hjælp. Der er heller ikke nogen, der skriver eller fortæller offentligt, når de er ved at prøve, men det bare ikke lykkes. SNAK OM DET! Det er ikke noget at være flov over! Og det ville være rart for alle os andre, der også står i sådan en møgsituation, at vi ved, at vi ikke er de eneste i verden. Jeg dræber tabuet og snakker gerne om det!

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Hvad synes mændene?