Stresset? – Det har jeg ikke tid til!

Stresset? – Det har jeg ikke tid til!

Denne sætning har jeg flere gange sagt til mine omgivelser, heriblandt min læge. For helt ærligt, så kan jeg sgu da ikke som 24-årig være stresset. Hvad skulle jeg være stresset over? Jeg har hverken børn eller mand, jeg skal tage mig af.

Ikke desto mindre, er det vel nok det, jeg har. Altså stress. Jeg er stadig i erkendelsesfasen, så bær over med mig. Dog er jeg godt klar over, at der er noget helt galt med mig, når jeg for mindre end blot tre uger siden, lå på gulvet på mit arbejde, havde ondt i brystet og ikke kunne trække vejret ordenligt. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, det virker som en kliché af værste skuffe. Men det var desværre det, der skete. Jeg har ikke lyttet til min krop, så derfor valgte den at gøre, hvad jeg skulle have gjort for lang tid siden. Sige fra.

De ringede efter en ambulance

Mine kollegaer gjorde som enhver anden ville have gjort og ringede til en ambulance. Jeg kunne ikke lade være med at ligge med følelsen af, at jeg var til gene for andre, og at de ikke skulle gøre sig selv den ulejlighed. Jeg havde jo også resten af min vagt, der skulle tages. Jeg synes, det var pinligt, at folk skulle se mig sådan, og min evige trang til at skulle kontrollere alt smuldrede totalt.

Jeg var indlagt på sygehuset i godt et døgn og hadede hvert sekund. Jeg var ikke ligesom min værelseskammerat, syg, men jeg havde 'bare' stress. Jeg løb nærmest ud derfra, da jeg fik af vide, at jeg godt måtte tage hjem. Men med strenge ordre på at få slappet af. Selvom det lyder som noget af det nemmeste i verden, stresser tanken mig om at gå ned i gear.

Men noget er sket siden den aften, hvor min krop sagde stop. Min krop og mit sind er gået i chok. Den ellers udadvendte pige, er blevet forvandlet til en, der ikke engang kan overskue at skulle gå ud af døren om morgenen. Jeg tager sommetider mig selv i at sidde og tude, uden jeg ved hvorfor. Det er svært for mig at forholde mig til det, da jeg ikke selv ved, hvad det er. Hvad der så er endnu sværere er at fortælle folk det. Alle vil gerne hjælpe, men jeg kan ikke forklare, hvad det er, der gør mig ked af det, eller hvad der får mig til ikke at kunne overskue at stå op om morgenen.

Den sværeste sygdom

Men når jeg så endelig får taget mig sammen til at gå udenfor min dør, bruger jeg så uendeligt mange kræfter på at opretholde en facade og gemme mine tanker og følelser væk. Derfor kan alt jo også godt syne af, at jeg har det godt. Det har jeg bare ikke. Jeg har stress, og det er hverken noget, der kan ses eller måles. Det er en sindstilstand, og det er den sværeste sygdom, jeg har haft at kæmpe med.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?