12 ting, som ingen fortæller dig om at være gravid

De gode:

1. Du kan slappe HELT af i maveregionen allerede fra første dag
Nærmest samme dag, som du opdager de to blå striber på din tissepind, er det tilladt – ja, faktisk forventet – at du lader maven hænge i fuldstændig fri dressur. Personligt var jeg kun fem uger henne, da jeg investerede i det første par gudommeligt elastiske graviditetsleggings, og stylede dem med en lang, tætsiddende T-Shirt og et bælte under brystet. Nu skulle verden satme vide, at jeg var gravid!

2. Hyppig snackspisning bliver set som et sundhedstegn
“Det er vigtigt, at du holder blodsukkeret stabilt, så du ikke får kvalme. Sørg for at have noget spiseligt på dig hele tiden.” Disse ord sagde min læge til mig til en af de første graviditetsundersøgelser. De ord, som mine gravide ører (?) hørte, var: “Det er godt for baby med en onsdagssnegl HVER dag.” Og ikke en sjæl så skævt til mig af den grund!

3. Du får komplimenter som aldrig før
Pludselig begynder folk omkring dig (inklusive fremmede, gamle damer i offentlig transport) at kommentere åbenlyst på dit udseende. På en positiv måde! Aldrig før eller siden har jeg lyttet til så mange lovprisninger af min maves størrelse, hvor fint den sad, hvor smukt, mit tøj fremhævede den, hvor vild en glød, min hud havde, og så videre, og så videre. Keep talking, I'm listening.

4. Du kommer i dén grad i kontakt med dine følelser
Nogle kalder det at være hormonel. Jeg kalder det at føle stærkt. Når du er gravid, er du (eller verden omkring dig) aldrig i tvivl om, hvorvidt du er glad, vred, trist eller jublende lykkelig. Det stråler og strutter ud af hele din krop. Jeg syntes, at det var fantastisk at føle alting så intenst i de ni måneder, det varede.

5. Dine bryster bliver gigantiske
Sweet!

De dårlige:

6. Det er ingen sygdom at være gravid – bortset fra, at det er det
Det der med, at det ikke er en sygdom, skal du nok komme til at høre på et eller andet tidspunkt fra en emsig kollega, der er træt af, at du ikke kan knokle på fuldt blus. Så kan du passende spørge ham, hvor skarp han selv ville føle sig, hvis han skulle døje med daglige tilfælde af hæmorider, søvnmangel, mavesmerter, ledsmerter, halsbrand, hedeture og væskeophobninger...

7. Sex kan godt gå hen og blive super akavet
Jeg har læst, at nogle kvinder bliver ekstra opstemte af at være gravide. Jeg tror måske, det er de samme, der kommer i løbetid under menstruationen. Dén gruppe hørte jeg ikke til! Især i den sidste del af graviditeten er det for det første fysisk svært at få udvalgte kropsdele til at ramme hinanden, når der både er en kæmpe mave og en kæmpe røv i vejen, og så syntes jeg virkelig, at det var mentalt distraherende, at vores lille baby var lige dér, kun få centimeters hud fra sine forældres klodsede samleje. Nej tak, ellers tak.

8. Plukveer kommer på de mest ubelejlige tidspunkter
Det er sådan nogle herlige ‘øvelsesveer’, som livmoderen laver under graviditeten, hvor det hele ligesom kramper sammen til en hård kugle. De kommer for eksempel, når du får orgasme. Apropos punkt syv. 

9. Du kommer VIRKELIG til at savne alkohol
Det er nok ildeset at gå rundt og bralre op om, men hold kæft, hvor jeg savnede at kunne drikke mig en hyggelig rødvinsbrandert til! Jo, jo, du kan godt tage et enkelt glas i ny og næ, men parmiddage og firmafester er bare ikke det samme, når du ikke må få din buzz på. Og det er ikke kun mens du er gravid – under amningen går det heller ikke an at drikke sig ned. Halvandet år uden at drikke, endda ad to omgange. Aldrig mere.

10. Dine bekymringer er først lige startet
Jeg var så uheldig, at jeg havde to ufrivillige aborter før det lykkedes mig at fuldføre graviditeten med mit første barn. Derfor var jeg rystende nervøs i samtlige af de første 12 uger, og jeg fik en dag sagt til en kollega med to børn, at jeg sådan glædede mig til at være ovre den skæringsdato, for så var alting jo sikkert, og jeg behøvede ikke at bekymre mig mere. Hvortil hun blot smilede, klappede mig på maven og sagde: “Velkommen til resten af dit liv.” Og ja, jeg bekymrer mig stadig, her knapt otte år senere. 


Og de virkeligt klamme:

11.  Du når ikke nødvendigvis på toilettet hver gang
Når baby er stor og blæren er fyldt, skal der kun ét velrettet spark indefra til, før du skal tisse. Nu. Og jeg skulle hilse og sige, at din blære (og din sparkende baby) er temmeligt ligeglade med, om du er flere hundrede meter fra nærmeste toilet og i øvrigt løber lige så hurtigt og elegant som en Teletubbie. Det var NU.

12. Der findes noget, der hedder en slimprop
Det er lige så harskt, som det lyder (lad være med at google det). Og en dag, når fødslen nærmer sig, kommer den ud af dig. God fornøjelse.

 

 

 

Rothmar regerer

Maria Rothmar er 35 år og skønhedsredaktør og redaktionschef på Woman. Rothmar, som kollegaerne kun kalder hende, bor i Albertslund med sin mand og to døtre på 4 og 7 år. Hun forsøger dagligt at regere både skønhedssager, børn, snusfornuftig bankmands-mand og alle mulige andre ting, der dukker op i hendes liv.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?