“Er du ligeså vild med makeovers, som jeg er?”

Da jeg var barn, havde min venindes mor en stak dameblade liggende på toilettet. Jeg bladrede altid i dem, for sådan nogle havde min egen mor ikke, og der var én bestemt ting, jeg ledte efter hver gang: makeoveren!

Lige siden jeg var barn, har jeg elsket forvandlinger. Der var noget magisk ved den kedelige Karen fra Korsør, der med et nyt outfit og en smart klipning sprang ud som tjekket type. Den rodede, stilforladte stue, der med en klat maling og nye puder blev forvandlet til et drømmehjem. Og den slatne Sigurd med ølmaven, der med en træners hjælp blev tryllet om til sixpack-Sigurd.

Makeovers er bare fede – og fyldt med inspiration for os, der kigger på dem. Derfor har vi dedikeret det nye nummer af magasinet Woman, som udkommer 24. november, til små og store forvand­linger.

Sammen med sommerfuglene

Vi har fyldt vores Makeovernummer med tips og ideer til alle mulige andre forandringer, der kan puste lidt ny energi ind i hverdagen. Og de kommer i både små og store pakker.

Der er de helt lavpraktiske, som hvordan du sætter din knold på en ny måde eller laver noget andet end havregryn til morgenmad. Men der er også de helt store og modige, som fire kvinder i magasinet opfordrer dig til at springe ud i. Hvis du har lyst, altså.

Der er nemlig det med makeovers, at de gerne skal udspringe fra den del af dit indre, hvor sommerfuglene også blafrer rundt – og ikke fra den sorte, uhyggelige ‘Scar fra Løvernes Konge’-agtige del, hvorfra en bebrejdende stemme messer, at nu burde du også tage dig sammen. For du husker selv, hvordan det gik med Scar og hans store drøm, ikk’?

Før og efter

Makeovers skal helst være sjove. De er ikke altid overskuelige, men så meget desto mere bekræftende er det, når de lykkes. De kan virkelig give dig troen på, at du kan (sgu!) godt.

Og så elsker jeg tanken om, at hvis der er noget i dit liv, du gerne vil ændre, så kan du også gøre det. Ingen af os er ‘færdige’, medmindre vi selvfølgelig ønsker at være det.

Jeg er personligt selv et work in progress, som p.t. arbejder på en ny trænings­rutine, en mere tjekket stue og lidt flere farver på makeup og tøj. Og jeg skal selvfølgelig have før-og-efter-billeder af det hele, som jeg kan kigge på igen og igen – ligesom makeoverne i min venindes mors blade.

Elsker du makovers ligeså højt, som jeg gør? Køb det nye (makeover-)nummer af Woman fra 24. november!

Sara siger

Sara er 32 år og chefredaktør på Woman. Hun er i et livslangt forhold med Cola Zero, men er ellers single. Her deler hun sine tanker om alt fra tøjstørrelser til tv-serier og Tinder – og du kan også læse hendes seneste ledere fra magasinet.

Hvad synes mændene?