Hvor får man et ‘nej tak til alkohol’-skilt?

‘Skal vi mødes lørdag og sludre over en flaske hvidvin eller to?’ Sådan en besked fik jeg forleden af en veninde. Og det ville jeg i princippet rigtigt gerne, i hvert fald den ene del af planen. Men den andel del – den med hvidvinen – havde jeg faktisk ikke lyst til. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide hvidvin. Jeg kan lide alle farver vin og er også stor fan af både bajere og sprut. Bare ikke hver gang, og det kan være ualmindeligt svært at indrømme – både over for mig selv og over for andre. 

Dans efter to drinks 

Min afholdenhed skyldes flere ting (og nej, der er ikke nogen baby involveret). For det første har jeg lige været i gang med et længere træningsforløb med en personlig træner, som ud over at presse min krop flere gange har understreget over for mig, hvor meget alkoholen kan ødelægge min form. Og det har virkelig sat sig fast. Jeg gider simpelthen ikke knokle mig halvt ihjel i fitnesscenteret for at skylle resultaterne ud i weekenden.

Den anden årsag er, at jeg ikke skal have særligt meget sprut, før jeg bliver decideret fuld. Sådan har det altid været. Det har selvfølgelig sine fordele: Jeg behøver ikke bruge så mange penge på alkohol som andre og skal ikke fylde mig med så mange af de gyldne dråber. Men det har også sine ulemper: Jeg kan ikke slubre så mange af de lækre drinks i mig, og når de andre begynder at blive småsnalrede, er jeg allerede stangstiv. Og det er altså ikke fedt at være hende, der begynder at danse på bordene, mens de andre i selskabet lige sidder og hyggesludrer. Derudover har jeg simpelthen ikke tid til at have tømmermænd hver eneste weekend. Og ja, jeg kan godt høre, det lyder lidt kedeligt, men det er sådan, jeg har det. Og er det egentlig ikke okay?

Tvangsdruk, Nej tak! 

Tilbage til min venindes besked. Jeg kunne mærke, at jeg kom i lidt af et dilemma. Skulle jeg takke ja til invitationen og sympati-drikke? Skulle jeg sige ja, men gøre opmærksom på, at jeg ikke ville drikke? Eller skulle jeg takke helt nej? Jeg ville jo ikke knuse hendes hvidvinsdrømme. For jeg kunne nemlig allerede se skuffelsen i hendes ansigt for mig, når jeg blev nødt til at sige: “Nej, tak, Helene, jeg skal ikke have noget, men du drikker bare.” Men sådan måtte det blive. Jeg besluttede (på Helenes vegne), at det måtte hun bide i sig, og jeg skrev tilbage: “Ja, jeg vil vildt gerne ses på lørdag.” Og så var det en aftale.

Det blev lørdag, og vi skulle mødes på en café. Jeg kom først og fandt et bord til os, og allerede der kæmpede jeg med mig selv: ‘Hvad ville et enkelt glas skade? Det er jo bare mere hyggeligt med vin på  bordet.’ Mere nåede jeg (heldigvis) ikke at overtale mig selv, for pludselig stod Helene foran mig, og kort efter kom tjeneren. Beslutsomt røg det ud af mig: “Jeg skal bare have en Cola Zero,” hvorefter jeg kiggede nærmest undskyldende på Helene – klar til at komme med en længere forklaring.

Men til min overraskelse bestilte Helene bare et glas vin uden at fortrække en mine. Selvom hun ikke spurgte, tog jeg mig selv i at begynde at forklare, at det jo ikke var fordi, men jeg prøvede bare lige at lade være ... Helene smilede bare til mig, og det virkede, som om det var hende fuldstændigt ligegyldigt, hvilken væske der var i mit glas.

Og så slog det mig: Der er jo ingen, der gider drikke med én, der i virkeligheden ikke har lyst til at drikke. Så i stedet for at bekymre mig om, hvad mine venner tænker om min ædruelighed, så vil jeg prøve at forklare over for mig selv, at det er helt okay at sige nej tak. Hvis bare den forklaring er på plads, tror jeg ikke, der er brug for andre (forklaringer, altså – mennesker har jeg stadig lyst til at se, også uden at der er alkohol involveret).

Mariannes mumlerier

Marianne er 32 år og Womans digitale redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.

 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?