“Jeg er IKKE fucking kedelig!” ... men nogle gange føler jeg virkelig, at jeg er

85 procent af tiden har jeg det rigtig godt med mig selv. Jeg holder af den person, jeg er, jeg husker at give mig selv highfives over dagligdagens små sejre, og jeg – måske vigtigst af alt – er komplet ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Dejlig simpelt, ikke?

Desværre er der også de sidste 15 procent af min dag, og her er det desværre ikke altid så nemt at være mig. Mit problem er, at jeg relativt ofte føler mig helt vildt kedelig. Jeg kan sidde omringet af en masse skønne mennesker og føle mig komplet ligegyldig – hvad i alverden har jeg dog at byde ind med? Hvad kan jeg sige, som kan være sjovt/spændende/tankevækkende eller noget andet fedt?

“Jeg er ikke fucking kedelig!”

Følelsen – som vel bunder i en eller anden form for usikkerhed – sidder virkelig dybt i mig, og det gik for alvor op for mig for et par år siden, da jeg festede rundt med mine studievenner til vores obligatoriske torsdagsbrandert.

Inden vi vanen tro ramte Aarhus’ mest klistrede dansegulv i midtbyen, hvor der var øller til en ti’er i baren, skålede vi i billig Asti og hæslige shots i min venindes stue – og det var her, at jeg pludselig smed sandhederne på bordet.

Helt ud af det blå udbrød jeg pludselig: “Jeg er ikke fucking kedelig!” Det var først, da jeg havde råbt hele festen op, at det gik op for mig, at jeg nok havde skruet lige lovlig meget op for volumen.

Bevares, jeg havde helt sikkert fået et shot eller to for meget, men vi skal jo som bekendt høre sandheden fra børn og fulde folk, så mit fuldemandsudbrud kom med garanti fra hjertet. Følelsen af at være den kedelige i gruppen fyldte (åbenbart) så meget i mig, at jeg var nødt til at få den fortalt højt.

Jeg skal være mig selv

Jeg er i virkeligheden helt sikker på, at mine venner og veninder overhovedet ikke tænker tanker a la “Hende Maria, hun er da godt nok røvsyg, hva’?” De holder af mig, som jeg er, så følelsen af at være kedelig kommer udelukkende inde fra mig selv.

Men det er på tide, at jeg pakker den væk. Det skal være slut med at putte mig selv ind i en grå, tør kasse, når jeg bliver usikker – for det er kun med til, at jeg lukker mig endnu mere inde i mig selv. Og nej, jeg bliver formentlig aldrig hende, der råber højest og kommer med allerflest jokes, når jeg sidder i en stor forsamling, men det er også helt okay. Så længe jeg er mig selv, og så længe jeg føler, at jeg er god nok, er alting godt.

Bye bye, selvpineri! 

I bund og grund handler det om, at jeg skal blive bedre til at hvile i mig selv. Men du ved sikkert også fra dit eget liv, at det kan være fandens svært, for det er sindssygt nemt at falde i fælden, hvor vi konstant sammenligner og måler os med andre.

Men hvad siger du til at joine mig i kampen mod selvpineriet? Personligt kommer jeg nok aldrig (eller i hvert fald ikke lige foreløbig) til at hvile 100 procent i mig selv, men hvis jeg kan banke mængden af dårlige tanker om mig selv ned til et minimum, vil det være en sejr – og hey, så kan jeg jo give mig selv endnu en highfive!

Maria tænker

Maria er 25 år og journalist på Woman.dk. Maria prøver ihærdigt at finde ud af, hvordan det der voksen-liv fungerer, imens hun nægter at blive fanget af hamsterhjulet og trælse voksen-problemer. Maria elsker sociale rundkredse, 90’er musik og blå himmel, og hun tænker ofte lidt mere, end hun taler.  

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?