Jeg har det allerfedest, når jeg kaster mig ud, hvor jeg ikke kan bunde

Kender du det med at overveje alting ned til mindste detalje, før du tager en beslutning? Jeg er rigtig slem til det. Mit hoved er tæt på at eksplodere af tanker, og jeg skal have tænkt alle overvejelser til ende, før jeg kan tage min endelige beslutning. 

Det er skørt – bevares, det er godt at være velovervejet, men jeg bruger simpelthen alt for mange kræfter på ligegyldigt tankemylder. For nylig sad jeg og tænkte tilbage på de seneste år af mit liv, og det gik op for mig, at jeg har haft det allerfedest, når jeg er kastet mig ud på dybt vand. Kastet mig ud i oplevelser, som jeg ikke har overtænkt til døde. Jeg har ridset et par af de vigtigste op herunder – hvorfor gør jeg det ikke noget oftere?  

1. Højskole

For fem år siden fandt jeg mig selv siddende i min sofa i min nye lejlighed på Østerbro i København. Jeg var lige flyttet hjemmefra, havde et fast, godt job og skulle til at leve det fede sabbatårsliv. Det var bare ét problem – jeg var ikke glad. Så da jeg sad der i min sofa, tog jeg en hurtig beslutning. Jeg var faldet over en højskole på nettet og tænkte, at det var det helt rigtige for mig, så jeg sendte en tilmeldingsblanket af sted.

På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var mit livs bedste beslutning. Dengang var jeg skrækslagen for, om jeg havde handlet alt for overilet, da jeg inden for en uges tid havde sagt farvel til både job, lejlighed og alt andet, der mindede om tryghed. Jeg kunne ikke bunde, men mit højskoleophold var det allerfedeste halve år, jeg har levet. Hvorfor var jeg så bange for at springe ud i det?

2. Aarhus

Jeg er opvokset på en lille gård midt på Sjælland. Min verdenshorisont er det meste af mit liv stoppet ved Storebæltsbroen, og den oplagte plan var at flytte til København for at studere. Det var her, at alle mine venner og veninder boede, det var tæt på min familie, og det var her, jeg følte mig tryg.

Da jeg blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus, blev jeg presset til at lægge en ny plan. Jeg skulle flytte til den anden ende af landet – et sted, jeg i øvrigt kun havde besøgt en enkelt gang eller to i løbet af mit 21 år lange liv. Jeg rystede på hænderne, da jeg pakkede mine flyttekasser ud på mit nye værelse i 8210, men min usikkerhed blev hurtigt skudt i sænk til fordel for det allerfedeste studieliv, man kunne ønske sig. Hvorfor frygtede jeg et liv, som jeg elskede fra dag ét? 

3. Caminoen

Jeg er ret god til at være alene. Jeg nyder mit eget selskab, og en aften med mig selv, Netflix og en dyne er mindst ligeså dejlig som en aften med en masse mennesker. Forstå mig ret – jeg elsker mine venner, og jeg ville ikke undvære et øjeblik med dem, men min alenetid er vigtig. Det er her, jeg lader op. Fordi jeg godt kan lide min Maria-tid, har jeg altid gerne villet rejse alene, men jeg har aldrig turdet. Jeg så det som en kæmpe udfordring, som jeg hverken ville klare eller nyde.  

For tre år siden tog jeg udfordringen op. Jeg bestilte en flybillet til Spanien, hvor jeg skulle rejse rundt – alene – i ti dage. Planen var at vandre de sidste 125 kilometer af Caminoen og ellers bare nyde solen. Det er en af de allerbedste ferier, jeg nogensinde har været på, og jeg var så hamrende stolt af mig selv bagefter, fordi jeg havde gjort det. Hvorfor stolede jeg ikke mere på sig selv, inden jeg tog afsted?

4. Kajak

Jeg er bange for vand. Angst, faktisk. Jeg får ondt i maven og sved på panden ved tanken om det mørke, dybe hav, som gemmer på et væld af ubehagelige overraskelser, som jeg ikke kan se. Det har altid irriteret mig, og sidste sommer besluttede jeg mig for at tage kampen med mine dæmoner, og jeg meldte mig ind i en kajakklub.

Jeg brugte de fleste sommeraftner sidste år i Københavns kanaler, hvor jeg sejlede rundt blandt havnebusser og turistbåde. Jeg sad helt tæt på vandet, og et par gange røg jeg da også ud af kajakken og endte nede i det farlige, mørke vand. Jeg nød ikke ligefrem at pladre rundt nede i baljen, men jeg gik ikke i panik, og det var stort. Jeg kunne bogstavelig talt ikke bunde, men hvorfor har jeg altid tænkt, at det var et problem?

Just do it!

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gang på gang frygter at gøre de ting, som jeg i sidste ende får sindssygt meget glæde af. Måske er det for at beskytte mig selv, eller måske er jeg bare lidt af en bangebuks som udgangspunkt. Men helt seriøst – det er da spild af kræfter at frygte alle de valg, jeg træffer. Jeg har det skidegodt, når jeg kaster mig ud i nye eventyr, og Nike har sgu ret: Just do it!

Maria tænker

Maria er 25 år og journalist på Woman.dk. Maria prøver ihærdigt at finde ud af, hvordan det der voksen-liv fungerer, imens hun nægter at blive fanget af hamsterhjulet og trælse voksen-problemer. Maria elsker sociale rundkredse, 90’er musik og blå himmel, og hun tænker ofte lidt mere, end hun taler.  

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?