Jeg har uendelige mængder af respekt for de mødre og fædre, der er alene med deres børn

Ovenstående selfie tog jeg i forrige weekend. Det viser øjeblikket efter min tur på en såkaldt rib-båd med 100 kilometer i timen over høje bølger med bratte fald på flere meter. Mens jeg havde tømmermænd.

Det kunne lige så godt være taget på en helt gennemsnitlig hverdagsaften efter børneafhentning, børnesvømning og børneputning. Tror du mig ikke? Så lad mig fortælle dig om min torsdag – minut for minut.

15.20: En hektisk arbejdsdag er forbi. En ny kan begynde
Drøner stresset afsted fra Frederiksberg mod Albertslund – en køretur på godt 25 minutter. Missionen: To unger skal være afhentet på to destinationer og dernæst fragtet til svømmehallen, hvor den ældste skal være klar ved bassinkanten 16.30.

15.45: Ankommer på destination 1, skolen
Ældste barn er ikke interesseret i at tage afsted. Det er bydende nødvendigt først at lede efter Noahs cykelnøgler, kramme pædagogen farvel, pille næse, falde i staver over fem fejende børn, der støder sammen i et kosteskaft-clusterfuck, krydse sig ud på computeren og fortælle verdens længste og mest pointløse anekdote om... det har min hjerne nådigst slettet fra harddisken.

16.00: Ankommer på destination 2, børnehaven
Yngste barn vil heldigvis gerne med hjem, men ved første kramning bliver jeg sært fugtig på armen. “Nårh. Det er bare fordi mig og Anker legede tisseleg på legepladsen. Så kom der lige lidt tis på mine leggings. Og underbuks. Og sko. Det gør ik’ noget!”

Grave skiftetøj frem fra posen, vaske røv med skumklud, tørre røv med servietter, proppe vådt tøj og ditto sko i plastpose, bakse for små reservesko på bare, sandindsmurte fødder, lytte tålmodigt til forklaring om abstrakt tegning. Ud i bilen.

16.23: Ankommer til svømmehallen
På vej ind falder yngstebarnet og slår sig første gang, selvom jeg holder hende i hånden. Gråd og trøst. Ned i omklædningsrummet, skynde på ældstebarnet, fart på, kom nu, nej, I må ikke få snacks, af med tøjet, ud i bad, NU. Yngste barn gemmer sig i et omklædningsskab og er væk. Ældste barn kan ikke få sin badedragt på. Yngsten dukker op og falder for anden gang. Våde fliser. Selvom jeg holder hende i hånden.

16.31: Ankommer til bassinkant
Ældstebarnet vil ikke i vandet. Det er ikke sjovt at gå til svømning, mor! Yngstebarnet græder højlydt over at hun ikke får iPaden og en kiks og en tår cola og en figenstang øjeblikkeligt. Yngsten og jeg trasker op på tilskuerbalkonen. Hylene bliver dæmpet med iPad og kiks og cola og figenstang. Efter syv minutter vinker ældsten op til os. Hun skal tisse. Nej, hun kan ikke gå alene. Ja, jeg skal gå med! Yngsten lover at blive siddende pænt og roligt i fem minutter alene. Da jeg vender tilbage er hun i færd med at smuldre sin kiks ud over balkonen og ned i det store svømmebassin. Jeg flår den fra hende, gemmer mig bag 3. stolerække og lader som ingenting.

17.00: Svømning er slut
Ældste barn vil gerne have lov til at plaske rundt i børnebassinet lidt. Den yngste græder højlydt over, at hun ikke må hoppe i vandet. Hun falder også for tredje gang. Våde fliser. Selvom jeg holder hende i hånden. Hele omklædningsseancen gentages, men nu i omvendt rækkefølge. Ældste falder stirrende i staver over de mange nøgne mennesker, yngste græder højlydt over, at vi ikke har ostehaps med, og hver en fiber i min krop skriger på at komme ud derfra.

17.50: Hjemme igen
Installerer børn i sofa, mens yngsten græder højlydt over, at Youtube ikke virker. Pakker våde håndklæder og svømmetøj ud, pakker skoletasken ud, pakker fugtigt tissetøj ud af plastpose, rydder det værste op i stuen, tørrer morgenens mælkeklatter af bordet, tømmer kattebakken, fejer fem kilo kattegrus op fra gulvet foran kattebakken, giver katten mad og vand, tjekker skoleskema for næste dag, pakker skoletaske, smører madpakke, smører rugbrødsmadder til aftensmad, placerer børn foran fjernsyn med rugbrødsmadder, skiftevis truer og lokker dem til at spise op, spiser selv yoghurt til aftensmad, får for ottende gang i aftenens løb dårlig samvittighed over for meget skærmtid, slukker for tv'et, yngsten græder højlydt, ældsten synger højlydt.

19.00: I skal i seng!
“Neeej, moar. Tarvelige mor!”

“Nej, det vil jeg ikke høre.”

“Dumme MOR!”

“Nej, det vil jeg ikke høre. Det er sovetid.”
Katten galoperer rundt om vores ben, kradser yngste barn, så hun græder højlydt, kradser i vores gulvtæppe i soveværelset, så jeg græder højlydt.

“I skal have børstet tænder, kom unger.”

“Ej, moar!”

“Jeg vil ikke høre på mere nej, siger jeg.”

“Men moar, jeg sagde jo ikke nej, jeg sagde ej!”

Tis af, tag tøjet af, læg tøjet i vasketøjskurven, nej, vi skal ikke lege nu, nej, du må ikke gå gå i bad, nej, du må ikke få dessert, nej, du må ikke sove i Tornerosekjolen. Ja, I må godt lege med mine smykker i stedet for at få læst bog. Godnat, kys, sang, sov godt, jeg elsker jer.

19.50: Oprydning efter aftensmad
Facebook. Et afsnit af en serie.

21.00: Godnat!

 

Rothmar regerer

Maria Rothmar er 35 år og skønhedsredaktør og redaktionschef på Woman. Rothmar, som kollegaerne kun kalder hende, bor i Albertslund med sin mand og to døtre på 4 og 7 år. Hun forsøger dagligt at regere både skønhedssager, børn, snusfornuftig bankmands-mand og alle mulige andre ting, der dukker op i hendes liv.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?