Jeg voksede op med en enlig mor, der var ludfattig på kontanter, men mangemillionær i kærlighed

Jeg elsker kaffe. For mig er god kaffe lig med livskvalitet, og jeg har af samme årsag investeret i en fantastisk kapselkaffemaskine, der kan brygge en kop dampende kvalitetsmokka til mig med blot et tryk på en knap. De tilhørende kapsler koster lidt knaster, så da jeg for nylig var ude at shoppe, røg der også lige for 900 kr. specialkaffekapsler i kurven. “Bare på beløbet, tak,” sagde jeg uden at blinke til den velklædte koffeinsælgerske bag disken og forlod butikken.

Pludselig blev jeg ramt af en sær følelse. En blanding af melankoli og taknemmelighed gjorde mine øjne fugtige lige der midt i menneskehavet i Field’s. Helt ud af det blå var jeg simpelthen blevet tacklet af min barndom. Jeg gerne slå helt fast, at min opvækst var ovenud lykkelig og fyldt med uendelige mængder kærlighed. Hvad vi dog ikke havde uendelige mængder af, var penge. Faktisk var vi decideret fattige.

Min mor fik mig, da hun var 20 år, og inden hun fyldte 22, var hun enlig mor. Mine bedsteforældre hjalp, så godt de kunne, men ellers jonglerede hun et lille barn og et arbejde på en medicinfabrik helt alene. Uddannelse var der ikke længere tid eller råd til. Jeg var den første, der blev afleveret i børnehaven hver dag, og den sidste, der blev hentet. Vi levede af rugbrødsmadder, grød og suppe, og ind i mellem måtte hun sælge sine ting for at skaffe mad på bordet – blandt andet sit elskede kamera.

 

Kortspil og taknemmelighed

Nogle år senere flyttede vi sammen med min mors veninde, så hun kunne spæde til med huslejen, og min mors daværende kæreste rykkede også ind. Da jeg gik i skole, boede vi således tre voksne, et barn og en kat i en 3-værelses lejelejlighed på 80 m2. Udlandsrejser og mærketøj var der ikke noget af, men til gengæld spillede vi kort, læste bøger, tegnede, dansede rundt i den lille stue til høj musik (Queen og David Bowie på LP) og sås med både familien og min mors mange venner så ofte, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg var elsket. Og jeg var lykkelig.

Jeg klarede mig godt i skolen og blev aldrig den tvære og oprørske teenager, som mine veninder udsatte deres mødre for. Jeg udviklede både humor, intelligens, selvironi, et positivt sind og en grundtaknemmelighed for alt det gode, jeg havde. Fordi min mor var så dygtig til at overøse mig med alt det, der styrkede mig som menneske, lagde jeg stort set aldrig mærke til, at hun ikke kunne overøse mig materielt.

Jeg har selv fået to børn nu. Min mand og jeg har været sammen i knap 15 år og har begge gode jobs. Vores økonomi er lige så sund som vores parforhold, og vores piger kommer både ud at rejse, på McDonalds og på shopping, når de har brug for nyt tøj – og også når de reelt ikke har brug for det. Jeg havde én prinsessekjole som barn, som min mor selv havde syet. Min yngste datter har 22. 22 prinsessekjoler! Og her stod jeg i et shoppingorgie i Field’s og købte for 900 kroner kaffe og kunne pludselig kun tænke på min mor, der ofrede alt det, der kan købes for penge, for at kunne give mig det eneste, der virkelig tæller. 

Giv lidt igen

Erkendelsen gjorde mig umådeligt trist, for hvor kunne jeg dog have undt den unge, enlige mor et liv uden økonomiske sorger. Men jeg var også taknemmelig. For det var netop det solide fundament, min mor viede sine unge år til at støbe for mig, som jeg i dag bygger mit eget lykkelige liv på. Og som har sat mig i stand til at dyrke noget så absurd ekstravagant som glæden ved god kaffe.

Da jeg fik slæbt alle mine indkøb hjem, ringede jeg til min mor og inviterede hende på en kaffedate. Hun læser forhåbentlig først dette, efter vi har set hinanden næste gang, for når hun kommer, vil jeg forære hende en kaffemaskine magen til min. Jeg ved om nogen, at materielle goder ikke er lig med lykke, men jeg ved også, at hun i dén grad har gjort sig fortjent til en smule absurd ekstravagance. Og en kop dampende kvalitetsmokka.

Rothmar regerer

Maria Rothmar er 35 år og skønhedsredaktør og redaktionschef på Woman. Rothmar, som kollegaerne kun kalder hende, bor i Albertslund med sin mand og to døtre på 4 og 7 år. Hun forsøger dagligt at regere både skønhedssager, børn, snusfornuftig bankmands-mand og alle mulige andre ting, der dukker op i hendes liv.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?