“Kære veninde, jeg vil beholde dig i mit liv, selvom hverdagen kommer i vejen”

Kære gamle veninde

Dengang vi lærte hinanden at kende, troede jeg, vi ville have al tid i verden. Du var den primære person i mit liv, min sjovere halvdel – og den jeg skyndte mig afsted til skole for at se hver morgen.

Dengang jokede vi med, at når vi blev gamle, skulle vi fræse plejehjemmet rundt sammen i vores kørestole og lave ballade. Have mærkelige hatte på og drikke Fernet-Branca til morgenmad. Storslåede fremtidsplaner, hvis vi selv skulle sige det. Vi var sikre på, at vores venskab var for resten af livet... Ja, okay, vi skulle da have jobs og kærester og måske et par børn, men vi ville stadig have masser af tid og energi til at se Clueless for 217. gang, vælte ud og danse moderne i weekenderne og møde op hos hinanden midt om natten, hvis lokummet brændte. Vi blev klogere.

Ostetoast og Østkyst Hustlers

Hvis jeg havde vidst, hvor travlt vi begge ville få som voksne, ville jeg i højere grad have værdsat de oceaner af tid, vi rådede over dengang. For aldrig igen vil vi få SÅ mange uafbrudte timer sammen.

Set fra et voksenperspektiv virker det nærmest vanvittigt at have så mange timer, dage og år at pøse væk sammen, at man bare kunne bruge dem på at æde ostetoast, se MTV og snakke om navlepiercinger dagen lang. Vores venskab var én lang, sludrende tankestrøm, som kun blev afbrudt af lejlighedsvise lektier og en hurtig tur hjem for at sove. Vi regnede hinandens selskab som en selvfølge, og det var et kæmpe privilegium. Vi havde tid til at være veninder på den helt hardcore måde, hvor man både kan nå at øve en hjemmekoreograferet dans, planlægge festoutfits i timevis og lære alle sangene fra Østkyst Hustlers-pladen udenad (du var Bossy Bo, jeg var Jazzy H). 

Men så slutter skolen, og for Dylan da, hvor hverdagen og voksenlivet stjæler energi fra et venskab. Misforstå mig ikke: Alle de gode intentioner er der stadig, og du har for evigt en prominent plads i mit hjerte på det helt bløde, varme sted, hvor ægte venner bor. Vi har det skønt sammen, når vi endelig ses, og vi lover hver gang hinanden, at ‘det her må vi gøre oftere!’.

Men så kigger jeg i kalenderen, og pludselig er der gået tre måneder, og du er gravid for anden gang, og jeg har fået nyt job, været på to rejser og bor et helt andet sted. Hvor blev tiden af? Det er selvfølgelig nok bare sådan, det er at blive ældre, og det er vel okay. Vi har jo blandt andet travlt, fordi der er kommet andre gode ting til.

Når lokummet slet ikke brænder

Jeg vil dog alligevel slå et slag for, at vi har et valg, selvom vi har travlt. Vi behøver ikke at gå og frygte at miste hinanden til voksenlivet. Selvom det koster en del mere planlægning, kræfter og viljestyrke end dengang, vi sad ved siden af hinanden i skolen (og selv syntes, vi var toppen), så KAN vi godt holde fast – hvis vi vil. Du er jo stadig den, jeg vil ringe til, når lokummet virkelig brænder, og dit navn står på listen over dem, der kan ringe igennem ‘forstyr ikke’-funktionen på min telefon. Men hey, lad os også ringe, selvom lokummet slet ikke brænder eller verden står i flammer. Lad os ringe og være sammen ved nogle af alle de gode stunder, som også er oplagte muligheder for at vise hinanden, hvor meget vi betyder. En ganske almindelig tirsdag for eksempel.

Jeg elsker dig

Som ung tror man, at livet vil bringe masser af mennesker, man klikker med – og ja, jeg har samlet flere gode venner sammen gennem årene. Men der er jo ingen, der har kendt mig så længe som dig. Så nu vil jeg ringe dig op og sige, at jeg elsker dig, og spørge, om vi ikke skal smide et par aftaler i kalenderen. For jeg vil så gerne os ♡ – og alle de Østkyst Hustlers-tekster fortjener sgu en reboot.

Og jeg lover dig, at i de travle perioder, hvor venskabet nødvendigvis må kravle om på bagsædet og vente tålmodigt (uden hele tiden at råbe: “Hvornår er vi der?”), der vil jeg varme mig ved tanken om vores lysende fremtid som folkepensionister. Måske kan vi endda begynde lidt før på det med de mærkelige hatte og Fernet-Branca? Jeg har for eksempel ingen planer næste weekend...

Din ven for altid

Maria.

Denises detaljer

Maria Denise er journalist på Woman. På trods af sine 32 år elsker hun alt med sukker i og glimmer på – og hendes poptøsehjerte banker for Robbie Williams. 
Her skriver hun om de ting i livet, der giver hende glædesrus, koldsved - og alt derimellem. 

Hvad synes mændene?