Se nu bare Buffy, og æd den roulade

For få måneder siden kom jeg ind på mit (daværende) arbejde en mandag, efter at jeg havde ligget syg hele weekenden. Mine (ellers utroligt søde) kolleger spurgte mig, hvad jeg havde lavet, hvortil jeg svarede, at jeg havde været syg og set Buffy the Vampire Slayer.

Så snart jeg havde sagt det, fik jeg nogle lidt fordømmende blikke og ditto kommentarer såsom: ”Ej, Sarah… Buffy? Mener du det?”

Og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det mener jeg. Dybt seriøst. Hold kæft, hvor er det en god serie med en fabelagtig intro, og jeg slugte hele serien i løbet af no time. Ja, special effects halter lidt, ja, der er nogle platte jokes, men det er fandeme også sjovt.

Jeg står gerne ved, at jeg kan lide at se Buffy, at jeg har set alle de værste Disney Channel-film og Twilight-serien op til flere gange, når jeg keder mig, og at marcipanrouladen fra Fakta altså godt kan du, hvis de der kagecravings er lidt for voldsomme.

Men jeg står også ved, at jeg er svært træt af, at man ikke kan få lov til at kunne lide dårlige film, campy serier og discountbagværk, uden at én eller anden kultursnob lige skal melde sig på banen med en fordømmende kommentar og slet skjult skepsis.

Jeg har intet imod, at man har en holdning til, om en film er god eller dårlig, for det har jeg da helt sikkert også selv; jeg har bare noget imod, at man har den holdning, fordi ”det ikke er cool”.

For det første tror jeg aldrig i mit liv, jeg har kaldt mig selv cool, og for det andet er det ikke noget, jeg stræber efter at være. Så kan jeg ikke bare se Buffy i fred? Det generer ingen, og jeg er ret godt underholdt. Så skal jeg nok lade andre se deres nicheagtige film noir og dokumentarer i fred.

Det er heller ikke, fordi jeg kun kan lide Buffy; jeg ser da også Game of Thrones og storslåede Oscar-film, og jeg ville aldrig sige nej tak til et stykke kage fra La Glace. Det er bare fjollet, at folk går så meget op i, hvad andre laver – og at nogle skammer sig over at indrømme, hvad de egentlig godt kan lide.

Gør det nu bare – uden skyldfølelse!

Guilty pleasures burde altså ikke være guilty – bare ren fornøjelse. Så hvis du også kan lide dårlige serier, gerne køber en citronmåne, og du til tider spiser Yum Yum-nudler og frysenuggets til aftensmad, så gør det dog! Se Buffy, og æd den faktakage, altså. Og indrøm det fuldstændig skamløst, hvis folk spørger. De kan sgu da være ligeglade. Og det kan du også.

I virkeligheden er det da dem, der går glip af noget – tænk, hvis alle på forhånd havde dømt hver anden film, serie eller spise ude, fordi det var ”kikset” eller ikke intellektuelt udfordrende nok? 

Som jeg ser det, har ren underholdning også værdi i sig selv; især når jeg kommer hjem fra arbejde og bare gerne vil se et eller andet hjernedødt i stedet for at kaste mig ud i et tre timer langt mindfuck af en film, der forskruer min verdensopfattelse de næste to uger.

Så skal vi ikke bare aftale, at fra nu af er det cool nok, at folk selv bestemmer, hvad de har lyst til at se? Yes? Så vil jeg fejre med en feelgood-film fra Hallmark, hvor de to hovedpersoner helt tilfældigt mødes (i juletiden) og forelsker sig, og alt ender godt. Det dur altså. Også selv om det ikke er nomineret til en Emmy, Golden Globe eller Oscar.

Sarah skribler

Sarah Lyster Nielsen er 25 år og digital journalist på Woman. Sarah bor på Vesterbro, er nyligt uddannet cand.mag. samt i et lykkeligt forhold med Netflix. Hun er svært glad for Harry Potter, Disney og læbestift - og så er hun overraskende god til limbo.

Hvad synes mændene?