Stephen Colbert | Late Show | Blockbuster

12 ting, vi sagde i 90'erne (men aldrig ville sige i dag)

“Hvis den bliver varm, skal du bare puste på den” – sagt om ALT elektronisk udstyr

10. maj 2017 af Katrine Vendelbo

1. “Kigger du lige på kortet?” I 90'erne stolede vi fuldt ud på det gode gammeldags kort i papir – selv når vi kom til en gade, som ikke eksisterede på kortet. Det var jo bare en del af eventyret! Hvor overvurderet er Google Maps ikke lige?!

2. “Jeg skal have de billeder fremkaldt.” Selvom du stadig får billeder fremkaldt, så de kan komme i glas og ramme, var det liiidt noget andet at vente en måned på at se, hvad det egentlig var, du havde fanget på kameraet...

3. “Læg røret på – jeg skal bruge internettet.” Hvor irriterende var det ikke lige, at din mor skulle have en 45 minutters samtale med moster Lene, når du var fuldt optaget af at MSN-flirte med Daniel??!!

4. “Hvis den bliver varm, skal du bare puste på den” (sagt om alt elektronisk udstyr). Datidens løsning på alle tekniske problemer! Ingen grund til smarte blæsere, når du havde en ‘effektiv nedkøler’ lige i fjæset... Eller, det virkede da i hvert fald, indtil din Gameboy brændte sammen!

5. “Har du spolet båndet tilbage?” Shit, hvor vi savner Blockbuster – men vi savner ikke rigtigt at få en sprød VHS med hjem, som IKKE var spolet tilbage (selvom vi altid selv afleverede båndene u-spolede... Er det for sent at sige undskyld, Blockbuster-mand?).

6. “Jeg tjekker lige tekst-TV.” Åh, den kære ‘nyhedsportal’, som oplyste dig og familien om aaalt det vigtige, der var sket ude i verden – på max 16 linjer. 

7. “Har du mon en 25-øre?” De små ører vejede ingenting i pungen, men det er egentlig meget rart, at vi ikke længere skal samle HELE fire 25-ører bare for at få én krone...

8. “Hvad er din highscore i Snake?” Der findes rigtig mange fancy, hypede (og alternative) spil til smartphones i dag – men der kommer aldrig noget, som stikker den prikkede slange, der spiser små prikker (for at blive længere). Hurra for dårlig grafik og Nokia 3310! Men hov vent, Nokia 3310 får jo et comeback, så mon ikke det betyder, at Snake også bliver en ting igen?

9. “Jeg ønsker mig en CD-holder.” Alle dine Hits For Kids-, Absolute Music- og Spice Girls-cd'er skulle NATURLIGVIS sorteres alfabetisk i en smart CD-holder, der kunne hænge på væggen. Hvis du var heldig, var den fra IKEA

10. “Har du en tyver, jeg må låne til solariet?” Ja, sol er lækkert, men vi er jo blevet en del klogere, siden dengang vi dyrkede solariet på ugentlig basis (nogle gange dagligt – undskyld mor!) 

11. “Husk lige at optage (indsæt selv dit yndlings TV-program) i aften på VHS'en.” Når Krummerne endelig kom i TV'et, var det liiidt cool, at du bare kunne optage den – helt gratis! Du kunne se filmen igen og igen + og de 30 minutters reklamer, du ufrivilligt fik med på båndet...

12. “Vil du låne min Discman?” Discmanden var GENIAL – men knap så fedt, at musikken stoppede, hver gang du bevægede dig. Og så var den ret svær at have i lommen. Men det var da egentlig praktisk med sådan nogle høretelefoner, der rent faktisk blev på øret, hva'?

Vil du ikke gå glip af andre sjove lister fra Woman? Så er det her, du skal klikke!

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?