Løs de små stressmomenter på jobbet
© iStock

Er jobbet fyldt med irritationsmomenter, der stresser? Få eksperternes (geniale) råd

Find ro – både på og uden for kontoret

17. januar 2017 af Redaktionen

Har du svært ved at sove på grund af de mange deadlines? Eller bliver du frustreret over, at din kollega for fjerde gang i denne uge smuttede tidligt?

Jobbet kan rumme mange irritationsmomenter, der både stresser på og uden for kontoret. Vi har snakket med tre eksperter, der giver deres enkle råd til, hvordan du får ro i dine tanker og gøremål.

1. Du har svært ved at sove, fordi du tænker på jobbet

Hvorfor? Det er umuligt at falde i søvn, når du er urolig. Tænker du på deadlines, konflikter med chefen eller en stor præsentation, producerer du stresshormoner og fortæller kroppen, at den skal være på vagt. Og så er der lange udsigter til søvn.

Slip småstressen: Slå hjernen fra. Skriv dine tanker og bekymringer ned, så du får dem ud af systemet. Du kan også stå op og tage en mad (eller en god godnatdrik), for kroppen slapper altid af efter et måltid. Og så er det vigtigt, at du dagen efter finder ud af, hvad der holder dig vågen, og tackler det, så du kan få søvnen tilbage. 

Majken Matzau, erhverspsykolog, Matzau.dk 

2. Du bliver irriteret over, at din kollega går før tid flere dage i træk

Hvorfor? Du maler fanden på væggen og tænker: ‘Hun er enormt doven eller ligeglad med sine kollegaer, siden hun igen i dag smuttede tidligt.’ Pludselig bygger du en konflikt op, som ikke er der.

Slip småstressen: Sæt de negative tanker i skammekrogen. Næste gang hun går tidligt, så tænk, at det er flot, hun er færdig med sine opgaver, eller at hun nok skal noget vigtigt på privatfronten. Når du er nysgerrig og positiv, undgår du frustrationerne. 

Signe Saxe Jessen, konfliktmægler, Goderelationer.dk 

3. Du føler, at bunken af arbejdsopgaver aldrig bliver mindre

Hvorfor? Du håber på, bunken en dag forsvinder, men det sker ikke. Samtidig er det sværere at lægge jobbet og bunkerne væk, fordi du kan arbejde hjemmefra.

Slip småstressen: Se realiteten i øjnene. Der er ALTID nye opgaver. Øv dig i at rumme det, så det ikke fylder dine tanker. Undersøgelser viser, at hvis du stresser over jobbet derhjemme, kunne du lige så godt være på arbejde, for hjernen kan ikke både tænke på job og slappe af. Når jobtankerne presser sig på, så ring til en veninde, bag boller, eller ryd op. På den måde afleder du tankerne. 

Majken Matzau, erhvervspsykolog, Matzau.dk 

4. Du får dårlig samvittighed, hvis du sygemelder dig

Hvorfor? Du tænker, at dine kollegaer nu skal knokle ekstra meget, og at du er en ustabil medarbejder, der står for skud, hvis virksomheden skal spare.

Slip småstressen: Indse, at du gør din chef og dine kollegaer en tjeneste. Hvis du dukker op, tror de, de kan regne med dig, og så kan det ende med, at du ikke er frisk nok til at præstere. Husk også på, hvor få dage ud af et helt år du er syg. Alle bliver syge, og det betyder ikke, at du er en dårlig kollega. 

Ida Kjeldbæk, psykolog, Psykologernepaaoesterbrogade.dk 

5. Du brokker dig over dine opgaver

Hvorfor? Enten røvkeder du dig eller har fået en negativ attitude. Måske interesserer jobbet dig ikke længere?

Slip småstressen: Find ud af, hvorfor du har nej-hatten på. Brænder du ikke for jobbet, er det tid til at få nye opgaver eller nyt job. Er du godt tilfreds med dit job, skal du arbejde med din indstilling. Skriv ned, hvad der har været godt ved jobbet i dag. Selv hvis det bare er, at kaffen smagte godt, eller at du kunne gå til tiden. Du træner hjernen i at se det positive, og lige så langsomt ebber brokkeriet ud. 

Majken Matzau, erhvervspsykolog, Matzau.dk 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og er skrevet af Maria Greve. 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?