Fordomme om playboymodel
© Morten Andersen

“Folk tror, at jeg er prostitueret, fordi jeg tager mit tøj af på billeder”

Anna er playboymodel og konfronteres tit med alverdens fordomme – men hun er slet ikke, som du tror...

12. juli 2017 af Maria Denise Christoffersen

Hvornår kan du mærke fordommene? 

“Folk tror, at jeg er prostitueret, fordi jeg tager mit tøj af på billeder. At jeg må være snotdum, siden jeg er model. Da jeg var yngre, gik jeg gennem en svær periode, og når jeg fortalte psykologen om mine tanker, sagde han: ‘Du har da ikke noget at være ked af. Du ser godt ud og er populær’. Han mente ikke, jeg kunne tillade mig at klage, når jeg havde udseendet med mig. Det var et slag i ansigtet, og den møder jeg tit: At jeg må have et nemt liv og ikke kan tillade mig at have en dårlig dag.” 

Fordom 1: Smukke mennesker har det nemt 

“Næh, det vil jeg ikke sige. Folks fordom er, at jeg ‘har det hele’ fordi jeg er model. Men det er ikke rigtigt. Jeg er ligesom alle andre – jeg bliver også ked af det og kan være usikker i nogle situationer. Jeg har for eksempel lidt af depression i mange år. Men hvis jeg en sjælden gang taler om det, kan jeg mærke, at folk slår det hen, fordi de ikke kan se, hvorfor jeg har noget at være ked af. Men sådan hænger livet jo ikke sammen.” 

Fordom 2: Når du har poseret nøgen, går du nok i seng med hvem som helst

“Jeg vil først og fremmest sige, at jeg vil ikke tale negativt om nogen kvinder, der udtrykker deres seksualitet. Det skal de have lov til, så jeg kan ikke se problemet i, at der er nogle, der er sammen med mange. Når det så er sagt, så nej – personligt går jeg ikke i seng med ret mange, og jeg ville aldrig være sammen med en eller anden fremmed.” 

Fordom 3: Modeller spiser næsten ingen mad 

“Jeg laver undertøjsbilleder, så jeg behøver ikke at ligne en catwalkmodel. Jeg vil dog gerne være sund. Jeg er vegetar, men spiser masser af mad for at få den rigtige kost. Desuden træner jeg meget, så jeg kan spise, hvad jeg vil – og det gør jeg.” 

Fordom 4: Det er altid dejligt, når andre synes, at du er smuk

“Det kan det være. Men der er også mange mænd, som tror, de kan sige hvad som helst. Mænd, der kunne være min bedstefar, kommer med ulækre kommentarer, uanset om jeg er på vej hjem fra træning eller klædt på til fest. Hvis nogen siger: ‘Hej smukke’, og jeg ikke svarer, sker det tit, at de råber: ‘Luder!’ efter mig. Det gør mig ængstelig, og jeg har haft perioder, hvor jeg hellere ville blive inde end møde den slags mænd. Det har været sådan, siden jeg var en stor teenager. Jeg får også mange kommentarer på min instagrampro l og i mails, hvor folk spørger, hvad jeg tager i timen. Fordi jeg er nøgen på billeder, tror de, at min krop er til salg seksuelt.” 

Fordom 5: Modeller er ikke specielt kloge 

“Det passer ikke. Jeg har faktisk fået målt min IQ, og den ligger inden for den højeste procentdel. Så jeg vil ikke selv mene, at jeg er dum. Jeg klarer mig udmærket, gik ud af gymnasiet med et snit på 12,5 og læser psykologi. Jeg vil gerne forske og være terapeut. Men jeg kan også godt lide at være model – det er et sjovt arbejde, og jeg får lov at møde spændende mennesker og rejse over hele verden. Det tager jeg da med, når jeg nu har chancen. Hvem ville ikke det?” 

Fordom 6: Modeller fester altid, og kun med kendte mennesker 

“Jeg er faktisk ret introvert, så jeg fester ikke så meget. Jeg går nok ud højst en gang om måneden. Men ja, når jeg endelig fester, er der måske mange til stede, der har penge og er kendte. Men jeg går meget mere op i at læse og træne. For mig er relationerne til andre mennesker det tætteste, jeg kommer på en mening i livet. Så jeg vil meget hellere bruge min tid på at blive en god psykolog og gøre en forskel.” 

Mød både den unge mor Cecilie, Laila med arabisk baggrund og Henriette, som sidder i kørestol i det nye nummer af Woman. Tre kvinder, der alle har mødt fordomme igennem deres liv, men som slet ikke er, som du tror. 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?