Samtale gør det svært at holde øjenkontakt
© iStock

Har du svært ved at holde øjenkontakt i en samtale? Her er forklaringen

Du er ikke uhøflig med vilje!

22. december 2016 af Illustreret Videnskab / Nanna Vium

Dine øjne flakker rundt i lokalet, selvom du godt ved, det er uhøfligt over for den person, du står og taler med og ikke efterlader det bedste førstehåndsindtryk.

For mange af os er det en indre kamp at fastholde øjenkontakt med mennesker, vi samtaler med i længere tid ad gangen.

Men nu har en gruppe forskere fra Kyoto Universitetet i Japan fundet tegn på, at det hverken skyldes uhøflighed, eller at du er en genert type. Nej, det skyldes derimod, at din hjerne har alt for travlt med at arbejde på højtryk med at holde samtalen i gang til også at holde øjenkontakt.

Svært at finde nye ord

I en undersøgelse præsenterede forskerne 26 deltagere for en række animerede ansigter, imens de gennemgik en test, der skulle vise deres evne til at associere forskellige ord.

Og her opdagede forskerne, at deltagerne havde langt sværere ved at finde sammenhæng mellem ord, når de havde øjenkontakt med ansigterne.

“Det antyder, at der er et sammenstød mellem de to processer,” skriver forskerne i undersøgelsen.

Samme ressourcer i hjernen

Ifølge forskerne viser resultatet, at vores hjerne skal håndtere mere information, end den kan klare, når vi holder øjenkontakt og taler samtidig. Og her gik vi og troede, at vi var så gode til at multitaske...

Problemet opstår formentlig, fordi det at finde på ord og holde øjenkontakt trækker på de samme kognitive ressourcer i hjernen.

Får dig til at hallucinere

Selvom det er et lille studie, der kræver opfølgning, er det ikke første gang, undersøgelser antyder, at øjenkontakt gør hjernen rundforvirret. 

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er fremragende middel til at flirte, men vi er altså lovligt undskyldt, næste gang det ikke lykkes os at holde øjenkontakten længe nok til at få en sød mand på krogen. Pyh...

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?