Kvinde tier stille
© iStock

Holder du også meget for dig selv?

Det er helt normalt, men dine hemmeligheder tynger dig mere, end du tror...

14. juni 2017 af Katrine Vendelbo

Vi har dem alle. Hemmeligheder. Der er bare nogle ting, som vi ikke kan få os selv til at fortælle til menneskene omkring os. 

Måske har du gået over stregen og kysset med din venindes ekskæreste, eller måske tør du ikke sige, at du synes, din veninde er en drama queen

Er du egentlig selv klar over, hvor mange ting du undlader at fortælle folk? En ny undersøgelse fra Columbia Business School viser, præcis hvor mange hemmeligheder vi bærer rundt på.

Du gemmer på 13 hemmeligheder

Forskerne undersøgte 13.000 indsamlede hemmeligheder fra ti tidligere studier og inddelte dem i 38 kategorier. Kategorierne involverede blandt andet ting som at fortælle en løgn, gøre skade på andre, misbrugsproblemer, tyveri, bryde andres tillid, utroskab, hemmelige hobbyer og seksualitet

Herefter præsenterede de alle 38 kategorier til 2.000 nye deltagere, som blev spurgt, om de gemte på hemmeligheder inden for disse kategorier.

Ved hjælp af de adspurgte personers svar fandt forskerne ud af, at den gennemsnitlige person gemmer på 13 hemmeligheder – og hele 5 af disse 13 hemmeligheder har deltagerne aldrig delt med nogen andre.

Undersøgelsen viste også, at der var 47 procents sandsynlighed for, at en af disse 13 hemmeligheder drejede sig om at bryde andres tillid – og mere end 60 procents sandsynlighed for, at det involverede en løgn eller rod i økonomien. 

Dine hemmeligheder tynger dig

Et tidligere studie undersøgte, hvordan dét at gemme hemmeligheder påvirker mennesker. Forskerne fandt ud af, at hvis vi holder på hemmeligheder, så tynger det os – helt bogstaveligt. 

Da deltagerne blev bedt om at vurdere hældningen på en skråning eller distancen på en rute, viste det sig, at de, som gemte på hemmeligheder, vurderede hældningen som stejlere og distancen som længere, end de i virkeligeheden var.

Da de blev bedt om at sigte med en rispose, kastede de, som gemte på hemmeligheder, hele tiden forbi målet. Det fik forskerne til at konstatere, at de overvurderede opgaven – og at de troede, at den ville kræve langt mere anstrengelse, end den egentlig gjorde. 

“Vi fandt ud af, at når folk tænkte på deres hemmeligheder, så reagerede de, som om de rent faktisk var tynget af fysisk vægt,” udtalte professor Slepian til The Atlantic

Vær ærlig – for din egen skyld

Det tyder altså på, at dine hemmeligheder tynger dig meget mere, end du måske troede. Måske du også kan mærke den fysiske ‘vægt’ på dine skuldre, når du holder noget for dig selv? 

Den ekstra ‘vægt’ kan forvrænge dine handlinger, og hvordan du ser på dine omgivelser. Det lader nemlig til, at dine hemmeligheder får fysiske aktiviteter til at virke langt sværere, end de i virkeligheden er.

Du ved sikkert godt, at du kommer længst med at være ærlig – og særligt i et forhold sætter både du og din partner sikkert pris på ærlighed

Men det handler mest af alt om, at du er ærlig for din egen skyld. Hvis du føler, at dine hemmeligheder tynger dig så meget, at du har svært ved at være til stede, er det nok en god idé at overveje at dele dem med nogen. Her er en god veninde, som du kan betro dig til med dine tanker og følelser, guld værd.  

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?