Jeg blev mobbet med min krop
© Morten Andersen

“Jeg blev mobbet med min krop, nu elsker jeg den”

Da Simone fik bryster, voksede de meget mere end venindernes. Så meget, at hun endte med at få dem opereret mindre allerede som 16-årig

6. december 2017 af Redaktionen

Selvom vi har fået et mere positivt billede af vores krop i løbet af de seneste mange år, kan den ikke altid være lige let at elske. Især ikke når både venner, familie og folk, du ikke kender, konstant kritiserer den. Det ved Simone alt om, og her fortæller hun, hvorfor hun i mange år var flov over sin barm. 

Hvad skete der med din barm?

“Jeg blev udviklet på samme tid som de andre piger i klassen, men da mine veninders bryster holdt op med at vokse, blev mine bare ved. Da jeg var 14 år, var de allerede en E-skål, men min krop var stadig størrelse small. De blev ved med at vokse, og til sidst måtte jeg købe bh’er i 80G og sy dem ind til størrelse 65 i omkredsen, så skålen passede.” 

Hvordan så andre på dig?

“Jeg blev kendt som Simone BB, der stod for ‘Big Boobs’, og i skolen blev der råbt ‘boing boing’ efter mig. På ferie med min familie overhørte vi andre danskere tale om mig på stranden. De gættede på, hvor gammel jeg mon var, og om mine bryster var af silikone. Mine forældre måtte til sidst gå over og sige: ‘Det er altså min 15-årige datter, du snakker om!’, og det var grænseoverskridende for os alle sammen. Der var tit voksne mænd på min fars alder, som stoppede op og gloede på mig på gaden. Det brød hverken han eller jeg mig om.” 

Hvad gjorde det ved dig?

“Det holdt mig meget tilbage. Jeg var vred på mine bryster og gemte min krop under flere lag tøj. Det var også svært at finde en kæreste, for jeg stolede ikke på, at de var interesseret i min personlighed. Der var drenge fra skoler i den anden ende af kommunen, som vidste, hvem jeg var. De havde set billeder af mig og hørt, at jeg blev kaldt Simone BB. Jeg fik også at vide, at pigerne i de større klasser hadede mig, fordi drengene gloede på mig. Det var så uretfærdigt, for hvad skulle jeg stille op? Det var jo ikke min skyld.” 

Hvornår ændrede det sig? 

“Jeg blev godkendt til en brystreducerende operation, som jeg fik, kort efter jeg fyldte 16 år. Lægerne kunne godt se, at barmen var helt umulig for mig. Min familie støttede mig, for de vidste, at jeg ikke følte mig tryg i min egen krop. Det var en stor ting at skulle have fjernet det halve af brysterne, men da det var overstået, var det helt syret at gå rundt med en mindre barm. Jeg var stolt af mine nye bryster og viste dem gerne til veninder og deres mødre. Den blufærdighed, som ellers altid har været en del af mig, var helt væk. Jeg var så lettet og glad. Det blev et vendepunkt for mig.” 

Hvordan har du det i dag? 

“Mine bryster er vokset siden operationen og er store igen, men nu har jeg en kvindelig krop, så det hele passer bedre sammen. Jeg er ikke længere genert over at skifte tøj foran veninder eller have bikini på. Jeg står i butik, og der er stadig kunder, der stirrer, men det generer mig ikke nær så meget som før. Jeg er ikke flov over min krop, for det er sådan, den ser ud, og jeg er glad for, at jeg er mig.” 

Vil du læse mere? I det nye nummer af Woman kan du finde resten af artiklen og møde Nana, Linda og Jessica, som alle har oplevet kropsmobning på tætteste hold. 

Hvad synes mændene?