Giv komplimenter

“Jeg gav komplimenter til alle i en uge – se, hvad der kom ud af det”

Copy/paste de her søde ord ind i dit eget liv, og oplev kærligheden

25. januar 2017 af Redaktionen

Vil du gerne blive bedre til at give kærlige komplimenter? Womans journalist har afprøvet ti af slagsen, som du kan give – både til mennesker, du holder af, og til dem, du knap nok kender. 

1. Til den smukke kvinde:

“Du får den kjole til at se fantastisk ud!”

Min kollega får den første kompliment, der er en variant af klassikeren: ‘Sikke en flot kjole’. Men det lille twist får rosen til at handle om min smukke kollegas udstråling frem for kjolen, og jeg synes, jeg kan se, at hun retter ryggen lidt ekstra.

2. Til den bedste veninde:

“Det er fantastisk med veninder, der kan få mig til at grine, men også med nogle, jeg kan dele mine inderste tanker med. Med dig kan jeg begge dele, og det har jeg aldrig prøvet før.”

I går hyggede jeg med en veninde, og jeg vil gerne takke hende for at være så skøn. Jeg sender sms’en og får et sødt svar om, at hun er vildt glad for, at vi har hinanden – og jeg bliver selv helt glad. Kærlighedserklæringer mellem veninder er undervurderede.

3. Til den hjælpsomme kollega:

“Hvis jeg var Harry Potter, ville du være min Hermione!”

Min kollega har hjulpet mig med en opgave, og hun skal vide, hvor sej hun er, og hvor taknemmelig jeg er. Hun bliver helt forvirret og takker og ved slet ikke, hvad hun skal sige.

(Pssst... læs også hvordan du let kan få en lidt ekstra humor ind på arbejdspladsen)

4. Til rollemodellen:

“Når jeg bliver voksen, vil jeg være dig!”

Jeg chatter med en veninde, der er ældre end mig. Selvom hun er selvstændig og alene med to børn, har hun overskud til at invitere sine veninder på middag. Jeg roser hende for det og mener det virkelig: Jeg håber, jeg bliver som hende.

5. Til den gavmilde bager:

“Må jeg få opskriften på den kage?”

En kollega har bagt kage, og alle roser den. Når jeg selv laver mad, er det ultimative kompliment, hvis folk vil kopiere min ret, så jeg beder om opskriften (Mangler du kage-inspiration? – vi har samlet vores yndlings lige her). 

6. Til den dejlige mor:

“Jeg har travlt, men jeg har altid tid til at tale med dig, mor!”

Jeg har egentlig ikke tid til at tale, men min mor er et af de mennesker, der betyder mest for mig. At fortælle hende, at jeg altid har tid til hende, er en måde at sige det på.

7. Til den ambitiøse ven:

“Dit program er det eneste, min lillebror ser uden at spille på mobil samtidig.”

Min ven har lavet et tv-program og er bekymret for, hvordan det bliver modtaget. I telefonen fortæller jeg, hvor meget min lillebror elsker det. Min bror er præcis den type seer, min ven vil nå, så han bliver vildt glad: “Har han virkelig sagt det? Det betyder så meget!”

8. Til den glade ekspedient:

“Det er dejligt, du altid er i så godt humør – det gør mig virkelig glad.”

Min yndlingsekspedient sidder i Fakta. Hun er munter, uanset om der er sure kunder eller bonruller, der driller. I dag fortæller jeg hende, hvor meget det betyder, og hun bliver rigtigt glad: “Jeg gør mit arbejde godt, når mine kunder er tilfredse, så det betyder meget at vide, de er det. Tak!” 

9. Til den fraværende veninde:

“Jeg ville aldrig tage et vigtigt valg uden at snakke med dig!”

En af mine bedste veninder og jeg chatter på Facebook. Vi har begge haft travlt og ikke set hinanden så meget. Hun klager over, at hun ikke ved, hvad der foregår i mit liv, og jeg svarer, at der ikke foregår noget stort – hvis der gjorde det, ville hun vide det. Det er en måde at fortælle hende, at hendes råd og vejledning altid vil være vigtige for mig. Hun svarer, at hun har det på samme måde, og det er rigtigt rart at få bekræftet.

10. Til verdens bedste kæreste:

“Du gør mig lykkelig.”

Nogle gange behøver komplimenter ikke være avancerede – det handler bare om at fortælle andre, hvor meget de betyder, uden omsvøb. Ugens sidste kompliment er det mest enkle, men også det vigtigste. Det får min kæreste. Han smiler, holder mig ind til sig og siger, at jeg også gør ham lykkelig. Dejligt!

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Cordelia Weber

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?