Kvinde ved træ
© iStock

“Jeg ville hellere DØ end være gift med min fætter”

Som 18-årig bliver Aya lokket til Irak under påskud af, at familien vil holde fødselsdagsfest. I stedet bliver hun giftet bort mod sin vilje

24. oktober 2017 af Mette Mathilde Skeel-Gjørling

“Hvis du rører mig, og jeg bliver gravid, så dræber jeg barnet!” skriger jeg til ham. Min fætter fra Irak. Min mand. Han tager fat i mit lange hår og river til. Og så mærker jeg det første slag i ansigtet. Det brænder i min kind, men jeg tør ikke slå igen. Jeg er mere fokuseret på at holde ham væk, så han ikke voldtager mig. Jeg råber, kalder, græder højlydt. Jeg føler mig ikke som et menneske, men som et dyr, der skal gøre, som min familie befaler. Jeg skriger igen. Min mor er på den anden side af døren. Men hun låser ikke op... 

En glædeløs barndom

Jeg bliver født i Danmark i 1980’erne af irakiske forældre. Vi bor i et stort boligområde uden andre irakere, men der er ikke meget flæskesteg og klaphat over min opvækst. Jeg har ingen frihed og må ikke gå ud med mine veninder, da mine forældre er bange for, at andre fra Irak skal se mig. Ingen gode piger render rundt på den måde i det offentlige rum. 

Jeg deler værelse med min mor og mine søskende, jeg må ikke ringe til nogen, jeg bliver kørt til og fra skole og arbejde. Og jeg bliver slået. Men slagene bliver lige så meget hverdag som de evige problemer med økonomien og mellem mine forældre. Det er en fuldstændig glædesløs barndom, og jeg tænker tit, at jeg bare venter på at dø. 

På en af vores rejser til Irak begynder jeg som 15-årig at tale med en fætter på min mors side. Han er tre år ældre end mig og erklærer sin kærlighed til mig den sommer i den tørre varme. Midt i alt det glædesløse er der pludselig én, der ser mig. Hele min irakiske familie taler om, hvor godt vi passer sammen. Hvor sød han er. Hvor højtuddannet han er. Mens de blinker til hinanden.

Jeg kommer tilbage til Danmark, og i de hemmelige breve fra Irak forsøger jeg at lære ham bedre at kende. Jeg bryder mig ikke om, hvad jeg læser. Min fætter synes ikke, at kvinder skal studere, arbejde eller gå i tætsiddende tøj. På det tidspunkt går jeg i gymnasiet og arbejder i en stor butikskæde, hvor jeg bliver forelsket i min kollega Thomas. Forholdet er en stor hemmelighed. Mine forældre har forbudt mig så meget som at kigge på drenge. Nu gør jeg langt mere end bare at kigge, og derfor skriver jeg et farvelbrev og sender det 4.000 kilometer væk. Nu er min fætter fortid og bare ‘ham fra Irak’. Troede jeg. 

Fra fødselsdag til forlovelse 

Da min 18-års fødselsdag nærmer sig, tager hele familien til Irak sammen. Min mor har lovet mig en stor fødselsdagsfest, og derfor bliver jeg også forvirret, da min moster kommer imod mig med tårer i øjnene og siger: “Nu sker det endelig!” Jeg tænker bare, at så stort er det da heller ikke at fylde 18 år. 

Dagen efter fortæller min mor mig, at vi ikke er der for at fejre fødselsdag, men fordi jeg skal forloves med min fætter. Jeg bliver meget vred – og meget bange. Vi er i Irak, jeg har ikke mit eget pas, og mine forældre kan vælge, at jeg aldrig kommer tilbage til Danmark. 

Da jeg spørger, hvorfor de har holdt det hemmeligt for mig, tordner min mor: “Hvad er der dog i vejen med dig? Du har forandret dig! Hele familien har lagt mærke til det!” “Jeg er ikke interesseret i ham og vil ikke forloves med ham!” bønfalder jeg grædende. 

Men valget er truffet. Min mor bestemmer, hvem min ægtemand skal være. Jeg skal forloves med ham fra Irak. Den kvindeundertrykkende og nu grimme og bumsede fætter.

To dage senere tager jeg med mine kusiner hen til lokalet, hvor vi skal holde forlovelsesfest. Jeg viser dem et billede af min danske kæreste og fortæller, at jeg ikke vil forloves med min fætter. At jeg har store planer for livet med uddannelse, job og at vælge min egen kærlighed. De siger ikke noget, mens vi alle bliver iført det samme røde tøj, makeup og store, overdådige smykker. Min onkel har fået mig til at skrive under på nogle papirer, men det betyder intet for mig. Jeg har i sinde at ophæve forlovelsen, så snart vi er hjemme i Danmark igen. 

Der er over hundrede mennesker, og jeg kender næsten ingen. Jeg sidder på et podie til skue for alle de ukendte ansigter. Som et dyr i bur i en zoologisk have. Jeg er vred og smiler ikke på noget tidspunkt. Det er nok også derfor, at jeg næsten ikke ser mine forældre og min fætter til forlovelsen. De er bange for, at jeg laver en scene. Jeg tænker bare på, hvor meget jeg afskyr ham. Og på hans vrede, da jeg før forlovelsesfesten får klippet noget af mit lange hår ved frisøren.

“Hvad skal jeg nu sige til mine venner?” skriger han vredt, mens han påpeger, at han bestemmer over mig, og at jeg kan glemme alt om at vælge min egen frisure. Sidste gang, vi ses, er, da han kører mig til lufthavnen. Det har han krævet, og han kører en anden vej end min familie og forsøger at kysse mig, men jeg siger nej. Jeg er bange for, hvad han kan finde på. 

Da flyvemaskinen letter, ånder jeg lettet op. Nu er dyret lukket ud af buret igen. Jeg tænker, at det bliver umuligt for ham at komme til Danmark. 24-års-reglen vil beskytte mig. Vi opfylder ingen af kravene om hverken alder, økonomi eller egen bolig. Jeg er i sikkerhed. 

Til døden os skiller

Tilbage i Danmark er der ingen, der taler om forlovelsen, og livet fortsætter med gymnasie og arbejde i butikken. Mine karakterer bliver dårligere og dårligere i løbet af andet skoleår, og jeg er kun glad, når jeg er på arbejde. Omgivet af min kæreste og gode kollegaer.

Fætteren fra Irak har fået nej til studievisum i Danmark, men alligevel er jeg bekymret og kan ikke koncentrere mig på gymnasiet. Jeg føler mig stresset. Underviserne ved, at jeg har det dårligt. De har i hemmelighed sørget for en psykolog fra kommunen, som jeg taler med. Hun siger, det er bedst for mig at komme langt væk hjemmefra. Men hvorhen? 

Derhjemme siger min mor, at der er brug for, at jeg tjener flere penge til dem. Hele min løn fra butikken går ind på en fælles familiekonto, som min mor styrer. Som det ældste barn i familien er jeg forpligtet til at hjælpe. Og pludselig en dag sidder vi til en samtale på gymnasiet, som mine forældre har sørget for at få i stand.

“Aya er blevet gift, så hun stopper i skolen nu. Hun skal tjene penge til, at hendes mand kan komme herop!” siger min far til mine overraskede undervisere.

‘Gift?!’ tænker jeg forfærdet. Det, der startede som en fødselsdag og blev til en forlovelse, er nu noget helt tredje. Jeg er gift. Til døden os skiller. De mener det alvorligt. Men jeg er stadig tavs. Jeg frygter, hvad min far gør, hvis jeg siger ham imod.

Dagen efter er min skoletaske lagt væk, og mine forældre taler om et hus, de gerne vil købe. Langt væk fra andre irakere, for de sladrer jo. Samtidig køber de en bolig i Sverige, som står klar, så min fætter kan komme herop. Boligen betaler de med mine penge. Nu kan de endelig bevise, at jeg kan forsørge ham fuldt ud.

Da de svenske myndigheder spørger, hvorfor jeg ikke virker glad på bryllupsbillederne, forklarer min far dem, at kvinder i Irak ikke må udtrykke glæde, når de bliver gift. Mens han smiler høfligt til damen bag skrivebordet, og jeg kigger ned i bordet. 

Løgn, gud og chok 

Jeg arbejder nu så meget, at min mor ikke længere har styr på omfanget. Jeg kan derfor også holde fri indimellem, og jeg laver en hemmelig bankkonto, som jeg flytter små beløb til. Fem kroner, nogle gange ti. Det giver mig råd til et klippekort, så jeg kan besøge min kæreste i skjul.

Men en dag er det ved at gå galt. Min telefon ringer, da jeg får fri – det er min far. Han er rasende og råber i telefonen, at der er en iraker, der i dag har set mig gå ind i en opgang sammen med en mand. Min far har været ude på adressen og ventet længe foran opgangsdøren. Jeg ved med det samme, at det er min kærestes adresse. Heldigvis besluttede vi netop den dag at gå hurtigt igen på grund af renovering i lejligheden.

“Far, jeg har altså først lige fået fri!” siger jeg bare. Mine hænder ryster kraftigt, men jeg er efterhånden blevet god til at lyve.

“Tag hjem!” brøler han med mørk stemme, og jeg bliver rigtigt bange. Jeg tænker på, hvad der kan ske, hvis han finder ud af sandheden. Han vil sikkert slå mig, men mit hjerte siger nej til, at han vil slå mig ihjel. Medmindre han finder ud af, at jeg heller ikke er jomfru længere.

“Jeg lover og sværger ved Gud, at jeg ikke har været på den adresse i dag,” siger jeg og kigger min far direkte ind i øjnene, da han står foran mig i døråbningen. Hos os sværger vi aldrig nogensinde ved Gud, medmindre der er tale om sandheden, så min far falder ned og siger, at det må have været en anden pige, der ligner mig. Den dag redder Gud mig.

Fra da af hjælper min arbejdsplads. Hvis de ser nogen fra min familie i butikken, ringer de til mig, og tyve minutter senere står jeg der igen. De siger til min familie, at jeg er til pause og snart vil være tilbage. Jeg ser efterhånden mine kollegaer som en familie. Jeg er kun glad, når jeg er på job. Og kun ked af det, når jeg er hjemme. 

En aften kort efter forvandler tristheden sig til rent chok. Da jeg kommer hjem fra en lang arbejdsdag, sidder min fætter fra Irak pludselig i sofaen i vores stue. Det er halvandet år siden, jeg sidst har set ham. Ingen har fortalt mig noget. Ingen har spurgt mig, hvad jeg vil. Og nu meddeler min mor mig helt upåvirket, at Sverige har tildelt ham et 5-års visum. Min krop skælver. Jeg føler mig fanget. I bur igen. 

Fra menneske til dyr

Det er morgen, og jeg er lige vågnet. Lige pludselig står min fætter ved min seng. Han kravler ned til mig og holder mig fast. Han hvisker, at han har savnet mig, og at han vil have sex med mig. Jeg prøver at vriste mig ud af hans greb, men han holder bare endnu mere fast, og jeg råber højt. Jeg ved, at min far er hjemme.

“Råb ikke op, for så tager jeg dig med til Sverige lige nu, og så kommer du aldrig tilbage igen!” hvæser han.

Jeg begynder at græde højlydt, og han truer med at slå, mens han lægger sig tættere på mig. Jeg skriger nu så højt, at han skubber mig ud af sengen og råber, at jeg er en rigtigt dårlig kone. At jeg er hans, og at han må gøre med mig, som han vil. Jeg bliver ved med at græde, og til sidst går han. Jeg kan høre min far nede i stuen.

Efter den morgen begynder min mor at fortælle mig skræmmehistorier. Hun fortæller om en tyrkisk pige, som lige er blevet gift med en mand fra Tyrkiet. Pigen vil ikke have samleje med manden, så hendes mor og far tager hende med på hospitalet og finder ud af, at hun ikke er jomfru. Pigen bliver tævet så meget, at hun nu ligger i koma. Jeg ser min mors historie som en trussel. Og den dag, hun låser os inde på værelset sammen, ved jeg, at hun mener det alvorligt.

“Hvis du rører mig, og jeg bliver gravid, så dræber jeg barnet!” skriger jeg til ham. Min fætter fra Irak. Min mand. Min mor er på den anden side af døren, men hun låser ikke op. Ikke før min fars nøgle lyder i hoveddøren, og jeg er hævet og misfarvet i hele ansigtet på grund af slag.

Jeg stopper med at spise. Jeg skærer mig selv i armene. Jeg føler mig som et dyr og vil bare dø. Da min kæreste ser mig på arbejdet nogle dage senere, kigger han mig dybt i øjnene og siger:

“Det skal stoppe! På søndag er du væk!” 

Flugten

Søndag morgen. Inden jeg går, ser jeg på mine sovende søskende. De har altid været som mine egne børn. Jeg græder, da jeg lukker hoveddøren bag mig. Da jeg møder på arbejdet, ved jeg ikke præcis, hvad der skal ske. Men jeg ved, at det skal være nu. Hvis jeg venter, til jeg har fri, er min far der.

Min kollega Heidi giver mig nøglerne til sin lejlighed. Min anden kollega Henrik tilbyder mig et lift derhen. Og så ringer jeg til min chef. Han ved godt, hvad det handler om. Min stemme ryster.

“Jeg beklager! Alle kunderne kommer nu, men jeg bliver nødt til at gå. Og jeg kommer ikke tilbage. Desuden bliver Heidi, Henrik og Thomas nødt til at holde fri resten af dagen,” siger jeg.

Min chef er tavs et øjeblik. Så siger han, at han vil lave en falsk opsigelse til mig, fordi han ikke vil fyre mig. “Ligegyldigt hvor du ender, så ringer du til mig, og så har du et job i en af vores butikker, Aya!” slutter han.

Alle kollegaerne græder, da jeg åbner mit skab i personalerummet og lader nøglen hænge i låsen.

‘Hvis jeg møder min familie nu, så låser de mig inde, og så kommer jeg aldrig ud igen,’ tænker jeg på vej mod udgangen.

Det er midnat, og min telefon kimer konstant. Jeg er bange, så min kæreste tager simkortet ud og knækker det. Mandag morgen ringer han til den psykolog, som tidligere opfordrede mig til at flytte væk hjemmefra. Hun arrangerer, at LOKK, som er landsorganisationen af kvindekrisecentre, med det samme finder en plads til mig på et krisecenter på Fyn.

Jeg pakker mine plastikposer i bilen og lægger mig på bagsædet i den halvanden time lange tur. Jeg tænker, at jeg svigter min familie, men samtidig er jeg bange for, at de vil finde mig. Eller måske vil de bruge mine søskende mod mig og få mig tilbage på den måde. På det tidspunkt er jeg ikke længere bange for ham fra Irak. Jeg er kun bange for min mor og far. 

På Fyn tager de imod mig og viser mig mit værelse. Der er et tv, en seng og en sofa. Og så fortæller de mig, at min kæreste ikke må være der. Krisecentret er forbudt for mænd. Det går op for mig, at jeg skal sove alene for første gang nogensinde. Men jeg sover ikke. Min hovedpude er våd af tårer, da morgenlyset trænger ind gennem persiennerne. 

Aya bliver Maria

En uge senere hedder jeg ikke Aya mere, men Maria. LOKK siger, at jeg skal skifte identitet med det samme. Mit lange hår bliver klippet kort, hårfarven bliver forvandlet fra sort til blond og øjenfarven fra brun til blå. Jeg går ikke i irakisk tøj længere, for når familie og bekendte kører rundt og kigger efter mig, vil de lede efter en pige med irakisk tøj og langt, sort hår. Men hun er væk. Jeg er ikke mig mere. Jeg er en helt anden person, og jeg kender ikke mig selv. Jeg har fået en overfaldsalarm og bliver utryg, når jeg kan mærke, at folk på gaden kigger på mig.

Jeg skriver hver dag med min kæreste, som har købt et nyt simkort til mig. Efter tre uger er jeg på udkig efter et arbejde. Mine forældre har nemlig flyttet min adresse til Sverige, så jeg skal selv betale mit krisecenterophold. Da jeg ringer min gamle chef op, har jeg et nyt job fem minutter senere i en butik tæt på centret. Jeg starter på jobbet og melder mig til studiestart på gymnasiet. Jeg begynder helt forfra med mit liv. Sletter både dårlige karakterer og dårlige minder. 

Jeg bliver boende på krisecentret i et år, fordi jeg ikke tør at være alene. Når min kæreste er på besøg, booker vi os ind på et hotel og taler om fremtiden. Han er min sande kærlighed. Vi søger om annullering af vielsen fra Irak og får det godkendt.

Ude af buret

Senere finder jeg ud af, at min fætter er blevet gift igen og ikke er i Danmark mere. For første gang i lang tid føler jeg mig som et menneske. Jeg er ude af buret...

Jeg ser ikke min familie i tre år. Men en dag tjekker jeg en gammel e-mailadresse, hvor jeg ser en besked fra mine søskende. Min far er alvorligt syg og døden nær. Jeg beslutter mig derfor for at mødes med min familie og bliver fulgt af en politimand. Min far dør samme nat.

I dag er jeg gift med min kæreste. Min mor var ikke med til vores bryllup, for hvad skal hun dog sige til familien? Han er jo ikke iraker. Men jeg har valgt ham! 

‘Aya’ har ønsket at optræde anonymt, og derfor er navne og steder ændret i artiklen. Redaktionen kender hendes rigtige identitet. 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?