Kvinde med sparegris
© iStock

Sådan betaler du din gæld én gang for alle

Er det tid til at aflive din gamle SU-gæld?

22. september 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Har du et eller flere lån, du skal have betalt af på? Det kan være utrolig svært at komme ordentligt i gang, fordi det kræver, at du sætter dig ned og får det hele planlagt. Derfor har vi snakket med bankrådgiver Marianne Herslund og HR-partner Lisa di Boscio Jakobsen fra Jyske Bank, som her gør dig meget klogere på, hvordan du kommer helt af med din gæld.

Vælg din strategi

Før du går i gang med projekt afbetal-din-gæld, skal du vælge en strategi for, hvordan du vil klare det. Marianne og Lisa forklarer om tre forskellige metoder, du kan vælge.

1. Sneboldsstrategien

Her betaler du af på de mindste gældsposter først, så du har et større beløb til at betale de store lån af senere. Du starter med den mindste gældspost, og når den så er betalt af, går du videre til den nye mindstepost. Når et lån er betalt af, gør du IKKE din månedlige tilbagebetaling mindre, men udnytter, at du nu har flere penge til at betale mere af på det næste lån. Når den første gæld så er betalt af, laver du en 'snebold' af det nye beløb, du har til rådighed.

Lisa fortæller, at denne metode er god at bruge, hvis du har flere (eller mange) lån og ikke har mange penge stående på kontoen, som du kan bruge til at få aflivet gælden.

2. Lavinestrategien

En af de mest effektive måder at betale din gæld af hurtigt på er ved at bruge lavinestrategien. Hver gang du har betalt et lån af med lavinestrategien, bliver snebolden større, og du betaler mere ved et andet lån ligesom med sneboldsstrategien. Når du bruger lavinestrategien, betaler du af på det dyreste lån først. Det dyreste lån skal forstås som det lån, der har den højeste ÅOP (årlige omkostninger i procent). 

Når du ikke starter med en snebold, betaler du bare minimumsydelserne ved hvert enkelt lån. Når din første gældspost er betalt af, laver du på den måde en snebold af det nye beløb, du har til rådighed.

3. Samlelån

Hvis du tager et samlelån, er det for at betale hele din gæld af på én gang hos en enkelt udbyder.

Din bank kan hjælpe dig med at samle din gæld, og så ved du, at du altid kan tale med din rådgiver, hvis der skulle opstå problemer. Det kræver dog, at banken siger god for dig.

Penge i sparegris
© iStock

Et par gode råd

Ud over at vælge den strategi, der passer bedst til dig, er der et par gode råd, du kan følge – som gør det lettere for dig at blive helt gældfri.

1. Find ud af, hvad du egentlig bruger dine penge på

Du bliver sikkert overrasket, når du finder ud af, hvad det egentlig er, du bruger dine penge på. Selvfølgelig ved du, at en fast del af pengene går til husleje, telefoni og andre faste udgifter, men hvad med resten af din løn eller SU? Du bliver sikkert forundret over, hvor ofte du trykker dit kortnummer ind i Asos’ betalingservice, eller hvor tit det sker, at du mobilepayer din veninde for kaffe på studiet.

Uanset hvad er det vigtigt, at du bliver opmærksom på, hvor det egentlig er, dine penge ryger hen.

2. Lav et budget

Når du har fundet ud af, hvad du bruger dine penge på, kan du også finde ud af, hvor du kan spare. Derfor skal du lægge et budget, som gør det en hel del nemmere og mere overskueligt for dig at komme af med din gæld.

De fleste banker har enten et excel-ark, du kan downloade, eller en digital budgetskabelon, som du kan bruge, når du vil lave et budget. Her skal du også tage højde for, hvilke måneder der er dyrere end andre: både i forhold til måneder med mange fødselsdage og varmeregninger i vintermånederne!

3. Overvej, hvad du kan skære fra i dit budget

Vurdér, hvad du kan skære fra i dit budget: Cafékaffe? Du kan i stedet lave den selv hjemmefra. Offentlig transport? Du kan tage cyklen i stedet – hvis du ikke bor alt for langt væk selvfølgelig.

Det er klart, at du hurtigere kommer af med din gæld, hvis du kan betale mange penge til den hver eneste måned. Så hvis du bruger mange penge på et træningscenter (du alligevel ikke bruger) hver eneste måned eller kan undvære din bil, nyder din gældpost altså rigtig godt af det!

4. Tjek din konto ofte

Download den app, der er knyttet til din bank, og hold styr på, hvad du bruger dine penge på. Tjek kontoen ofte, så du hele tiden er opdateret på, om du kan holde det budget, du har lagt, og om du altså kan afbetale det beløb til din gæld, som du har planlagt.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?