Verden er fuld af helte
© Friends

Verden er fuld af helte – det er disse kvinder blevet mindet om

Kæmpe highfive til alle de venlige mennesker derude!

18. januar 2017 af Redaktionen

Tror du på det gode i mennesket? Fem af vores læsere blev mindet om, hvor uselviske mennesker kan være, da de fik hjælp af en, de ikke kendte. 

1. Forsvundne recepter 

“En dag var jeg nede at handle, og det skulle gå lidt stærkt. Da jeg kom ud til min bil, rodede jeg rundt efter mine nøgler i tasken, og uden jeg lagde mærke til det, fløj mine recepter til min medicin væk. Først da jeg stod på apoteket næste dag og desperat tømte min taske ud på skranken, opdagede jeg, at de var væk. Jeg var dybt frustreret, for min læge måtte ikke bare udskrive nye recepter på medicinen. En mørk sky hang over mit hoved, indtil jeg efter et par dage tømte postkassen. Her lå et brev med alle mine recepter og en seddel fra en dame, som skrev, at hun havde fundet det hele på parkeringspladsen. Heldigvis havde hun skrevet sin adresse, så jeg kunne sende chokolade som tak.” 

– Charlotte 

2. Fortabt i Berlin  

“Min kæreste og jeg tog på roadtrip til Berlin. Vi har begge virkelig dårlig stedsans, så da vi skulle forsøge at finde ud af byen igen, var vi fortabte. Vi endte med at passere de samme bygninger igen og igen, og frustrationer og spydige kommentarer om hinandens orienteringsevner fløj rundt. Til sidst holdt vi ind til siden, og vi kom i snak med en tysk bilist. Hans engelske var ikke så godt, men han forstod, at vi ikke kunne finde motorvejen. Straks hoppede han ind i sin bil og bad os om at følge efter ham. Og så kørte vi efter ham gennem Berlin hele vejen til motorvejen, hvor han så vendte om og kørte tilbage. Det var helt utroligt hjælpsomt, og uden ham sad vi nok stadig midt inde i byen og skændtes.” 

– Malene

3. Livredder

“En sommerdag bader mine venner og jeg i den lokale sø. På et tidspunkt går de andre op for at købe mad, mens jeg bliver i søen. Efter et stykke tid svømmer jeg hen mod stigen. Normalt er der ikke dybt, men da jeg træder ned, kan jeg ikke nå bunden. Pludselig er mine lunger fyldt med vand, og jeg synker ned. Men så tager et par hænder fat i mig, trækker mig op til overfladen og slår mig på ryggen, mens jeg hoster vand op. Jeg kan stadig huske kvindens lyse hår og varme smil, og jeg er hende evigt taknemmelig.”

– Camilla

4. Tætpakket lillejuleaften 

“Det er lillejuleaften, og jeg er på vej mod Næstved for at fejre jul med svigerfamilien. Under armen har jeg gaven til min søster, som bor i Roskilde. Vi har aftalt, at hun vil stå på Roskilde Station, så jeg hurtigt kan give hende gaven. Toget er i sædvanlig julestil pakket, og da vi triller ind på stationen, står jeg helt stille. Folk kan ikke flytte sig, og jeg ser desperat dørene gå op, uden at jeg kan komme derhen. Pludselig siger en dame ved døren, at hun skal af og gerne vil give gaven videre. Jeg får sendt den hen mod døren og råber en beskrivelse af min søster, så damen kan finde hende. Efter ti minutter ringer min søster og fortæller, at hun har fået gaven. Hurra for den venlige kvinde!” 

– Kia

5. Heldig brandert

“Det sidste tog er kørt, min pung er væk, og min mobil er løbet tør for strøm. Den uendelige strøm af shots og øl gør det svært at samle tankerne, og jeg indstiller mig på, jeg skal sidde her på hovedbanen resten af natten. Jeg mærker en hånd på min skulder, og en stemme spørger, hvad der er galt. Jeg forklarer hulkende, at jeg ikke kan komme hjem, og så lægger han 200 kroner i min hånd. ‘Kom godt hjem’, siger han. Jeg sprinter ud til nærmeste taxa, men halvvejs på hjemturen rammer taxameteret 200 kroner. Taxachaufføren har fået hele historien, han smiler og siger, at det går nok. Så kører han mig helt hjem, og lader mig slippe med at betale de 200 kroner.” 

– Ditte

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og er skrevet af Maria Greve. 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?