© iStock

5 tegn på, at han ikke er interesseret

Find ud af, om den nye mand i dit liv er en fuser eller en keeper

14. marts 2017 af Christina Nyvang Andersen

Du behøver ikke meningsmålingerne fra dine veninder, den mandlige side af sagen fra deres kærester eller din cykelsmeds eller frisørs holdning. Du behøver bare din egen kvindelige intuition til at fortælle dig det, du godt ved, men ikke har lyst til at se i øjnene: He’s just not that into you.

Hvis du alligevel er for forblændet til at finde hoved og hale i hans signaler, får du her fem tegn på, at du skal finde en anden godte at kaste din kærlighed på.

1. Han har for travlt til dig

En mand er et simpelt væsen. Er han vild med en kvinde, vil han løbe et marathon for hende. Om han så er USA’s præsident, har han tid til at se dig og svare på dine opkald og sms’er, hvis han er interesseret i dig. Mænd finder det tilfredsstillende at gå efter det, de vil have – og hvis de vil have dig, går de efter dig. Hvis han hele tiden har en undskyldning for, at I ikke kan ses, eller der går flere dage imellem, du hører fra ham, er det helt sikkert på tide at droppe ham.

2. Han svarer ikke på dine sms’er

Er hans beskeder let krydrede med søde smiley’er, og slutter de med nye åbne spørgsmål, er han helt sikkert interesseret i dig og vil gerne holde samtalen kørende. Er sms’erne fra ham derimod præget af korte, lukkede svar med et kedeligt punktum i enden, eller 'glemmer' han helt at svare dig, kan du lige så godt glemme ham.

3. Han ignorerer dine pæne hentydninger

Fortæl ham om en koncert, du gerne vil gå til, eller en film, du gerne vil se, og tilføj så, at du desværre ikke kan finde nogen, der vil tage med dig. Hvis han ikke griber chancen og tilbyder at tage med dig, er der ikke meget at komme efter.

4. Han afviser dine invitationer

Inviter ham med, hvis du holder en fest for dine venner, eller hvis du selv er inviteret til fest. Hvis han hellere vil blive hjemme og se temalørdag om konvoluttens historie på DR2, eller hvis han slet ikke svarer på din invitation, er han ikke værd at spilde mere tid på.

5. Måske tvivler han på dine intentioner

Er du bekymret for, om hans afholdenhed skyldes, at han er i tvivl om, hvad du vil? Så sørg for at sende ham et helt klart signal. Efter han har sagt noget sjovt, siger du “Du er sjov, jeg kan godt lide dig” – på samme naturlige måde, som du ville have komplimenteret hans sko. Nu ved han, at du kan lide ham, og at du nyder hans selskab – mere info behøver han altså ikke for at vide, at det er okay for ham at gå efter dig.

Og husk, at…

    … der ikke er nogen grund til at tage en afvisning personligt. Det er ikke dig, der er noget galt med – I er bare ikke det rigtige par. Du kan sikkert nemt bilde dig selv ind, at ham, du ikke kan få, er Mr. Right. Men der findes helt sikkert en mand, der er endnu dejligere end den uopnåelige. 

    Der er ingen grund til at prøve at lokke en mand på krogen, hvis han ikke selv viser interesse, så lad være med at snyde dig selv ved at tro, at han nok skal blive vild med dig på et tidspunkt. Du gider jo alligevel ikke være sammen med en smart-ass, der ikke fatter, hvor dejlig du er!

    Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

    Måske er du interesseret i...

    Hvad synes mændene?