Kvinde vågner i seng
© iStock

8 ting, der er federe end at have en kæreste

Og ja – både hundehvalpe og pizza er på listen!

2. marts 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Er du single? Så får du sikkert ofte spørgsmålet, om du ikke snart skal finde dig en kæreste. Men hvorfor i alverden skulle du gøre det, når der er flere fænomenale ting ved at være single?

Nogle af de ting, som er federe end at have et kæreste, har vi listet op lige her. Er du enig?

1. Hundehvalpe. Hvor ofte er det lige, at en kæreste sidder spændt i vindueskarmen, og venter på, at du kommer hjem? For så efterfølgende at råbe ukontrolleret op, når han ser dig, komme spurtende ud i entreen, når du tager i dørhåndtaget for til sidst at hoppe op og ned ad dig med verdens gladeste fjæs, fordi han er overlykkelig over at se dig. Det sker ikke så tit, vel? Men du kan til gengæld ALTID regne med lille Futte.

2. Pizza. Pizzaer og mænd er faktisk på mange måder ens: De kan fås i utallige varianter, og så er en kombination af dem og Netflix i sofaen om søndagen, når du har tømmemænd, helt genial. Du kan dog helt selv bestemme, hvordan din pizza skal være, og derfor vinder den guddommelige spise altså over mændene, hvis du er typen, der er liiiidt for kræsen, når det kommer til vores maskuline modstykker.

3. Forlystelsesparker. Det kan godt være, man skal stå i kø i uendeligheder for ENDELIG at sætte sig ind i Dæmonen i Tivoli, men helt ærligt: Denne forlystelse får dig med garanti til at hvine og skrige mere end de fleste mænd.

4. Disneyfilm. Fælles for en kæreste og en Disneyfilm er, at de begge kan formå at få tårerne til at trille ned af kinderne af os. Forskellen er, at Disneyfilm altid ender lykkeligt, hvilket ikke altid er tilfældet i forholdet med en kæreste.

5. Shopping. Den ubeskrivelige følelse, der strømmer gennem din krop, når du gang på gang ser "Købet er godkendt" på dankortterminalen i dine yndlingsbutikker, kender du helt sikkert. Og det er altså de færreste mænd, som både holder dig varm i vinterkulden, ligesom din lækre vinterjakke, får dine ben til at se længere ud, som dine høje stilletter, og giver dig røde kinder, som en god blush. 

6. Din seng. Mhmmm… findes der noget bedre end at hoppe i hyggetøjet og smide dig i din dejlige, bløde seng efter en lang og hård dag? Din seng er nok dét sted, du har brugt allermest tid gennem hele dit liv, og så kan du altså ikke undvære søvn, fordi den er så vigtig for dit helbred. En kæreste kan du til gengæld godt undvære.  

7. Tatoveringer. Tja, ganske enkelt er tatoveringer permanente, hvilket en kæreste ikke nødvendigvis er... 

8. Vin. Forestil dig en sommeraften, hvor du sammen med veninderne sidder på altanen med et glas køligt hvidvin i hånden. Solens stråler rammer dine bare ben, årets sommerhits spiller ud af højtalerne, og vinens søde smag giver dig en sommerlig (og fantastisk!) fornemmelse i hele kroppen. Hvis dette scenarie ikke er bedre end en kæreste, så ved vi virkelig ikke, hvad der er!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?