Derfor er det svært for ham at græde foran dig

Mænd afslører, hvorfor de holder tårerne tilbage, når du er der

26. august 2016 af Maria Denise Christoffersen

Når tårerne presser sig på, er det ikke alle mænd, der giver los, hvis de er sammen med en kvinde. Men hvorfor er det sådan, når vi lever i en moderne verden med plads til bløde værdier og ditto mænd? Det spurgte vi mændene om i en stor undersøgelse ovre hos M!.

52,5 procent af læserne siger, at det er svært for dem at græde foran en kvinde. Her kan du læse deres begrundelser for, hvorfor de ikke lader tårerne løbe frit – og svarene fra de mænd, som gerne græder.

“Derfor græder jeg ikke”

“–Jeg har brug for at have styr på mig selv.”

“–Har generelt lidt svært ved tårer. Jeg er lidt gammeldags og vil gerne være klippen i forholdet. Og det går jo ikke, hvis klippen står og revner.”

“–Det kommer meget an på situationen og hvor godt, jeg kender hende. Hvis vi er tætte, har jeg ikke problemer med at vise følelser, men jeg ville aldrig græde i starten af forholdet.”

“–Fordi man skal være den stærke og beskyttende.”

“–Hvis man græder, udviser man svaghed, og kvinder vil have stærke og humoristiske mænd.”

“–Fordi man føler sig meget sårbar.”

“–Samfundet siger lidt, at man skal være macho som mand. Med mindre kvinden græder selv, så er det virkelig svært at gøre først.”

“–Fordi jeg føler mig som en svækling. Har dog hørt, at det er mandigt at vise følelser, og det fik mig ovenpå efter den ene gang, det er sket for mig.”

“–Kvinder vil gerne have følsomme mænd, men de gider ikke høre på det, når det endelig er.”

“Derfor græder jeg gerne”

“–For mig er der ikke forskel på, om det er en mand eller kvinde, jeg græder foran. Ofte synes jeg faktisk, at det er nemmere at åbne op foran en kvinde end foran en mand.”

“–Fordi vi alle har følelser. Hvis jeg kan dele mine følelser foran en pige, og hun forstår mig, så ved jeg, at hun er den rette.”

“–Man græder, hvis man skal græde. Mere er der ikke.”

“–Det er jo bare tårer. Det er min krop og mit sind, der udtrykker sig. Det er jo ikke svært at vise, man er glad – hvorfor skulle det så være svært at vise, at man er ked af det?”

“–The Green Mile er sgu bare for sørgelig!”

“–Følelser er en del af livet. Vi behøver ikke være så macho.”

“–Det er ikke sværere foran en kvinde end foran alle andre. Hvis der er en grund til at være ked af det, er det sgu lige meget, hvem der ser det.”

“–Jeg bliver rørt af alt muligt. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være problematisk. Det er jo ikke det samme som, at jeg græder hveranden time.”

“–Følelser er følelser. Stå ved dem! Det er hverken stærkt eller svagt at græde (eller lade være). Vær dig selv, mærk efter, og giv udtryk for det, du føler – så slipper vi for misforståelser.”

Kilde: Womans undersøgelse på Mmm.dk, hvor i alt 550 personer svarede på dette spørgsmål.

Hvad synes mændene?