En kvinde der er dybt forvirret
© iStock

“Jeg føler, at jeg forventer noget urimeligt af ham – har vi en fremtid sammen?”

Vores kære læser er i vildrede og ved ikke, hvad hun skal gøre

19. februar 2017 af Amanda Vejle

En læser har bedt om hjælp fra kvinderne på Womans forum, fordi hun er dybt forvirret. Hun elsker sin kæreste, men hun er alligevel i tvivl om deres fremtid sammen – og hun ved ikke rigtig hvorfor. 

Se hendes indlæg herunder og et af de gode råd, hun fik med på vejen.

Hvis du har gode råd, så deltag i ugens dilemma, og hjælp hende og andre kvinder på Womans forum.

Deltag i ugens dilemma her. 

“Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på det”

“Hej kvinder. 

Jeg skriver egentlig det her bare for at få luft for mine tanker, og fordi jeg er i total vildrede over de her tanker, og følelser for den sags skyld. Sagen er den, at jeg har været sammen med min kæreste i to år, men jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt ham og jeg har en fremtid sammen. Vi studerer begge to og bor ikke sammen. Jeg er færdig om et år, og han har et halvt år mere tilbage af hans uddannelse, når jeg er færdig. Jeg er begyndt at have mine tanker på at finde en lejlighed (bor i kollektiv nu), når jeg er færdig, og derfor vil det jo være meget normalt at medtænke ham i de planer. 

Det gør jeg også, men det er ikke med den rigtige følelse, eller den følelse af at "ih, hvor jeg glæder mig til, at vi skal kigge på lejligheder sammen". Han har absolut intet gjort forkert. Han vil mig alt det bedste, han er sød, dejlig og omsorgsfuld. Jeg elsker ham, men det er som om vores forskellighed pludselig rammer mig nu, hvor jeg tænker på fremtiden. Jeg er typen der kaster mig ud i mange nye oplevelser – jeg har oplevet en del i forbindelse med rejser, og jeg har tanker i forhold til min fremtid i forbindelse med job og videreuddannelse. 

Hvis jeg sætter mig et mål for noget, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at opnå det. Min kæreste har aldrig stået i vejen for de drømme og tanker jeg har, men jeg kan mærke, at det frustrerer mig, at han tager så "let" på sit liv. Det er groft sagt, for han engagerer sig også i sit studie, men hans drømme er og bliver drømme, jeg oplever sjældent, at han udlever dem. Jeg forventer ikke at have en mand, som kan få enhver drøm opfyldt, selvfølgelig er der begrænsninger i livet, som gør at man ikke kan alt hvad man gerne vil, men jeg mangler at opleve et drive hos ham – et drive på livet, eller nogle mål, som han brænder for at udleve.

Jeg ved ikke, om det giver mening, og jeg kan ikke lade være med at føle mig som et egoistisk og tarveligt menneske, når jeg tænker på alt det her. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på det, for jeg føler, at jeg forventer noget urimeligt af ham. Han tager meget én dag af gangen, hvilket er en dejlig egenskab hos ham, da han kan få mig til at komme helt ned i gear, hvis jeg føler, at alt lige rammer, men jeg er så frygtelig i tvivl om det kan forenes i en hverdag sammen, da jeg allerede nu kan mærke, at jeg mangler noget hos ham – noget i vores forhold.

Jeg vil ikke lave om på ham, for jeg vil ikke modulere en kæreste – det fortjener han ikke, men jeg vil selvfølgelig snakke med ham. Vi har begge to vidt forskellige baggrunde. Han har ikke så travlt, han har brugt en del år på at finde ud af, hvilken uddannelse han skulle tage (han er 27 år), og i mellemtiden har han lidt ladet "tiden gå". Jeg har det bedst, når jeg har en plan at gå efter. Jeg er ikke perfektionist, men jeg kan godt lide at have styr på de mest praktiske ting, uden at alt absolut behøver at gå efter lige præcis den plan man har lagt.

Jeg er bare i tvivl om vores grundsten passer sammen – de grundsten, som man i sidste ende skal leve et liv sammen på. Om hvorvidt jeg skal blive sammen med en mand, som er støttende, dejlig og omsorgsfuld, eller om jeg skal finde en mand, som har det jeg føler, jeg mangler hos min kæreste?

Jeg tror bare, jeg mangler at høre fra nogen, som måske har haft samme tanker, eller som har været igennem det samme.”

- London11

“Jeg gik fra ham, og nu skal jeg giftes med mandEN”

“Åh, jamen jeg havde også en kæreste, som jeg var sammen med i gymnasiet og flere år frem; vi var da glade for hinanden, men jeg havde den fornemmelse i maven, at han ikke var mandEN, at vi netop ikke havde en fremtid sammen, ikke ville de samme ting og bare var for forskellige – så jeg gik fra ham, og nu skal jeg giftes med mandEN – en der har samme værdier, vil det samme, hvor der også skal ske noget. 

Man ved det bare – men man ved også, når det ikke skal være. Selvom det er hårdt og svært!”

- smilsmittermeget

Deltag i ugens dilemma her. 

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?