Myter om mænd og kvinder
© iStock

Kvinder snakker hele tiden, mens mænd er pylrede og sexfikserede – sandt eller falsk?

Vi har undersøgt 9 af de mest velkendte myter om kønnene

23. maj 2017 af Redaktionen

Kvinder snakker hele tiden, og de kan ikke finde vej, mens mænd omvendt er pylrede og sexfikserede. Eller hvad? Vi har undersøgt ni af de mest sejlivede myter om kønnene, men hvad er sandt, og hvad er falsk? 

Myte 1: Kvinder snakker mere end mænd 

Falsk: Næste gang din kæreste joker med, at du og veninderne kagler løs, har du verdens bedste comeback: Han og gutterne er meget værre! En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at det er mændene, der snakker mest – faktisk er det dem, der har ordet 65 procent af tiden i de danske familier. I bund og grund handler det om, at vi kommunikerer forskelligt: Kvinder stiller spørgsmål og kommenterer på andres udsagn for at holde samtalen i gang, mens mænd holder enetaler og konkurrerer i at lyde klogest. Hvem sagde hanegård? 

Myte 2: Mænd tænker mere på sex end kvinder 

Sandt: En sejlivet myte siger, at mænd tænker på sex hvert syvende sekund – men helt så galt står det nu ikke til. Et amerikansk forskerhold udstyrede en flok studerende med kliktællere, som de skulle trykke på, hver gang de tænkte på sex. Resultatet blev, at mændene klikkede på den 19 gange i døgnet, mens kvinderne kun gjorde det ti gange. Så ja, den er god nok, de er mere sexfikserede, end vi er. men undersøgelsen viste faktisk også, at mændene tænkte mere på mad og søvn end kvinderne, så forskerne konkluderede, at mændene nok bare var mere opmærksomme på deres krops behov end kvinderne. 

Myte 3: Mænd er mere pylrede end kvinder 

Falsk: Sorry, damer – det passer ikke, når vi påstår, at vi er mest hardcore. Alle undersøgelser peger i samme retning: Mænd har den højeste smertetærskel. De er bedre til eksempelvis at få stød eller sidde med hånden i isvand uden at få ondt, end vi er. Og selv når de begynder at mærke smerte, går der længere tid, før de klager. Hvis du oplever, at kæresten spasser helt ud over en forkølelse, kan forklaringen være, at kvinders immunforsvar er lidt stærkere end mænds – han er faktisk mere syg, end du er, selvom i fejler det samme. 

Myte 4: Mænd er bedst til at finde vej 

Sandt: Når din mand påstår, at han ikke har brug for hjælp til at læse kortet, er der måske noget om det. En lang række forsøg viser, at mænd har en bedre stedsans, end vi har. De orienterer sig efter store linjer og har en bedre fornemmelse af retning, end vi har – vi koncentrerer os om små detaljer på ruten, og derfor er vi gode til at huske en vej, vi allerede har gået. Som en bonusinfo kan vi fortælle, at kvinder åbenbart har lettere ved at finde vej, når vi har menstruation. Det har noget med vores østrogenniveau at gøre... sært! 

Myte 5: Kvinder gør mest rent 

Sandt: Den er god nok: Trods årtiers kamp for ligestilling er det stadig os, der laver mest derhjemme. Ifølge en OECD-undersøgelse fra 2013 bruger kvinder i gennemsnit 31,5 timer om ugen på rengøring, madlavning, børnepasning og den slags, mens mændene kun lægger 21 timer derhjemme. Vi kan dog glæde os over, at det går den rigtige vej, og at de i dag laver mere i hjemmet end for ti år siden. Men alligevel: Se så at komme i sving, i dovne handyr! 

Myte 6: Mænd er oftere utro 

Sandt: Mænd er nogle svin – det er i hvert fald, hvad vi går og fortæller hinanden. Og ja, lige når det kommer til utroskab, er der måske noget om det. Når folk bliver spurgt, om de har været utro, er der i hvert fald altid mest mænd, der indrømmer det. I en amerikansk undersøgelse fra 2011 havde 23 procent af mændene og 19 procent af kvinderne været deres partner utro. Forskerne bemærker dog, at tallene er behæftet med en vis usikkerhed: Folk kan jo bare lyve, når de bliver spurgt, og måske er kvinder bare bedre til at skjule det (ved du egentlig, hvornår vi kvinder er mest utro?). 

Myte 7: Mænd kan ikke multitaske

Sandt: ...Men det kan kvinder faktisk heller ikke rigtigt! Hjerneforskerne er enige om, at ingen af os er i stand til at koncentrere os ordentligt om mere komplicerede ting på én gang. Men når det kommer til at udføre rutineprægede opgaver, som for eksempel at lægge tøj sammen, snakke i telefon og se et gammelt afsnit af Beverly Hills 90210 på samme tid, tyder undersøgelser på, at kvinder faktisk er en smule bedre end mænd. Forskerne er dog uenige om, hvor stor forskellen egentlig er, når det kommer til stykket. 

Myte 8: Mænd er bedst til at være single

Falsk: Det kan godt være, det altid er de stakkels singlekvinder, der har brug for en kæreste på film – men i den virkelige verden er det klart singlemændene, det er mest synd for. Mændene kan nemlig slet ikke finde ud af at fungere uden en kvinde; de er mere ensomme, bliver oftere syge og dør ovenikøbet syv år før deres kammerater i parforhold. Omvendt afkorter singletilværelsen kun kvinders liv med tre år i forhold til deres satte medsøstre, og de rapporterer generelt, at de er mere tilfredse med livet end singlemændene. Så næste gang du møder en singlemand, så giv ham lidt kærlighed – han har brug for det! 

Myte 9: Kvinder har mere empati 

Sandt: Tramper han rundt på dine følelser? Så handler det måske om, at mænd generelt har lidt sværere ved at udvise medfølelse og forstå andre menneskers følelser, end kvinder har. Så langt er de fleste forskere enige – men når man spørger hvorfor, holder enigheden op. Nogle siger, at det handler om forskelle i den måde, drenge og piger bliver opdraget på. Men andre forklarer det ud fra forskelle i vores hjerner – kvinder har efter sigende nogle stærkere forbindelsesveje i hjernen, når det kommer til empati, end mændene har. 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Rikke Hovn Poulsen.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes mændene?